Læsetid: 4 min.

Grønlandsk shamanisme stjal billedet

Sæsonens sidste torsdagskoncert gav anledning til en del eftertanker
30. maj 2009

Man måtte se efter Brahms i vejviseren, da man ankom til Koncerthuset forleden. Hélène Grimaud skulle have spillet hans vældige 2. Klaverkoncert, men hun havde ombestemt sig og kom med Ravels mere diverterende koncert i stedet, og det blev en noget blandet fornøjelse. Programændringen medførte også en interessant symfonisk konstellation af Mozart og Beethoven som indgang og udgang. Alligevel var det noget helt andet, nemlig Knudåge Riisagers dragende balletmusik Quarrtsiluni, man vil huske fra sæsonens sidste torsdagskoncert.

Alting har sin tid

Det har været ganske udfordrende at være radiosymfoniker i det forløbne halve års tid. Den nye sal har ubarmhjertigt udstillet orkestrets svagheder, ligesom den har understreget styrker. Orkestret har ikke været fuldt bemandet på strygersiden, på en del koncerter har man set lidt for mange vikaransigter, faste gæstedirigenter er faldet fra, og generelt virker det, som om orkestret har tabt pusten, er standset i den lovende udvikling, det var inde i for et par år siden. Man kan med Prædikeren sige, at alting har sin tid, at der er en tid til at rive ned og en tid til at bygge op. DR har bygget et hus, det tog sin tid, men der er undervejs også blevet revet ganske meget ned. Strukturelt og mentalt.

Akustikken er blevet kritiseret, også i denne avis' spalter, og når der åbenbart ikke er noget at gøre ved den manglende efterklang, må det vel være tid til at lade det ligge. For en tid. I torsdags var der andre ting at glædes over. Thomas Dausgaard er en ildfuld advokat for den retorisk og dynamisk gennemarbejdede wienerklassik, det kunne mærkes i hans udlægning af Mozarts vidunderlige ungdomssymfoni i A-dur. Det var ikke altid orkestret fulgte ham helt ud i krogene, men der blæste en frisk brise gennem partituret, en dejlig musikdramatisk konversation mellem strygergrupperne.

Der skulle derefter ikke tages mange skridt fra Mozart til Ravel, for ifølge ham selv er hans G-dur-koncert er skrevet i samme ånd som Mozarts. Godt nok bugner den af drilske rytmiske spilopper og sanselig instrumentation, men allermest er det en klaverkoncert, hvor stringensen og den klassicistiske orden hersker. Og da Hélène Grimaud valgte et mere romantisk udgangspunkt, satte opførelsen sig på sin vis mellem to stole. Det var tydeligst i den magiske adagio, hvor solisten begynder alene med et tema i to taktarter på én gang, højrehånd i 3/4 og venstrehånd i 6/8. En bevægende melodi, der støder mod et enkelt akkompagnement, et stykke skært poesi med indlagte små dissonanser. Grimaud trak slæbende og i henført positur over mod Rachmaninov, solofløjten og engelskhornet hev efterfølgende den modsatte vej med fremaddrivende puls og sikker klangkontrol. I ydersatserne gik det over stok og sten, også med en del upræcision i orkestret, men igen må man rose dets gode solister: den frække trompet, Gershwin-fagotten og det skyhøje horn. Her var det altså i lige så høj grad vandbærerne, der var små stjerner.

Grønlandsk shamanisme

Man plejer at sige fransk, når Knudåge Riisagers navn nævnes, og dermed menes hans kompositoriske ståsted. I tilfældet Qarrtsiluni må det undtagelsesvist være ungarsk, for det var ikke så få gange, at tankerne faldt på Béla Bartók under det fascinerende orkesterstykke fra 1938, som Harald Lander nogle år senere skabte trin til. Knud Rasmussen er inspirationskilden, hans gengivelse af eskimoernes urgamle forårsritual celebreret af shamanens trommesang. Qarrtsiluni betyder stilheden under en venten på noget, der skal briste. Lysets komme efter lang tids mørke. Riisagers vision er bygget op som en åndemaners performance, i ét langt spændingsforløb med trommer som påkaldelse af universets lyse kræfter, men også med besættende klange fra mange andre lydkilder - det var her erindringer af Bartóks nattemusik dukkede op til overfladen. Opførelsen var respektindgydende, orkestret ramte hovedet på sømmet, og dirigenten var absolut i sit es.

Derefter var det ikke så let at indstille sig på Beethovens 8. Symfoni, selv i en zappertid. Men på en forunderlig måde kom den til at holde Mozarts nr. 29 i hånden, 37 år og en fransk revolution adskiller dem ganske vist, men de er sjælevenner ved den overgivent legende måde at meddele sig på. Thomas Dausgaard er en spændende beethovenianer, det har han bevist med sit svenske kammerorkester, men deres fælles bedrifter har han haft lidt svært ved at smitte danskerne med. Meget lykkes udmærket i den Ottende, men man fornemmer langt fra, at alle mand trak på samme hammel, basregionen lød ofte fjern og flegmatisk, og der var ganske simpelt for mange koncentrationskoks. På den måde var det en sæsonafslutning, der med Schubert stillede det ubesvarede spørgsmål: Wohin?

Torsdag den 28. maj i Koncerthuset. Mozart: Symfoni nr. 29 i A-dur. Ravel: Klaverkoncert i G-dur. Riisager: Quarttsiluni. Beethoven: Symfoni nr. 8 i F-dur. Hélène Grimaud (klaver). DR Symfoniorkestret. Dirigent: Thomas Dausgaard

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Oreskov

Sammenligningen mellem Knudåge Riisagers Qarrtsiluni og Béla Bartók er ny og fascinerende for mig! Hvad mange ikke ved er at Riisager indlagde genuine østgrønlandske tromme rytmer i musikken til Qarrtsiluni. Riisager fortalte aldrig selv om denne kompositoriske innovation (Den svenske komponist Wilhelm Peterson-Berger, havde på samme måde, indskudt originale samiske joik i sin 3. symfoni ”Same Ätnam” fra 1913-15). Riisager havde de østgrønlandske trommerytmer som han brugte fra en lille bog om østgrønlandske trommesange udgivet at eskimologen William Thalbitzer. Dette blev først afsløret i 2005, i en artikel af mig og Michael Hauser i tidsskriftet Grønland. Her redegøres også for Riisagers placering som eksponent for kunstretningen ”De primitive” som ellers kun herhjemme kendes fra: malerkunsten! For interesserede se:
Claus Oreskov og Michal Hauser: ” Qarretsiluni”. Tidskriftet Grønland Nr.5 – August 2005.
PS: Jeg er enig med anmelderen, orkesteret og Thomas Daugaards fremføring af Qarrtsiluni var formidabel!