Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Grusomheder fra Gaza

Den britiske journalist Matt Rees afdækker palæstinensiske slyngler i en fremragende krimi
Kultur
18. maj 2009

"Alle de beskrevne forbrydelser i denne roman er baseret på virkelige begivenheder, der har fundet sted i Gaza. Selv om personernes identitet og en del af oplysningerne om dem er blevet ændret, begik gerningsmændene deres mord på den her omtalte måde, og de, der blev dræbt, er døde."

Sådan indleder den britiske journalist og forfatter Matt Rees sin nye krimi, En grav i Gaza, og det ville sådan set have været bedre ikke at vide netop det, for mordene i bogen er voldsomme og ofte tilfældige. Ingen kan vide sig sikker i grusomme Gaza, hvor militsfolk når som helst kan trænge ind hos hvem som helst og beskylde enhver for at kollaborere med israelerne. Og hvor en enkelt torturform ud af mange har fået navnet 'Husseini-manicure', som dækker over, at torturofrets negle bliver flået af.

Men Matt Rees, der har været leder af Time Magazines kontor i Jerusalem, har rejst og boet blandt palæstinensere og israelere i årevis, og han ved, hvad han taler om. Netop derfor er hans nye krimi både fremragende og forfærdelig.

Fængslet for at spionere

Som i Rees' debutbog, Kollaboratøren fra Bethlehem, der kom på dansk for et par år siden, er helten den bløde, palæstinensiske skolelærer Omar Yussef, der nærer lige så stor kærlighed til sit folk, som han foragter de voldelige grupper, som styrer områderne og terroriserer Gaza og Vestbreddens tre millioner palæstinensere.

Yussef er denne gang rejst fra hjembyen Bethlehem til Gaza sammen med en svensk kollega på et FN-mandat for at tilse flygtningelejrenes skoler, og lynhurtigt hvirvles han ind i en sag med en universitetslærer, der er blevet fængslet for at spionere for CIA. Naturligvis har magtfulde folk ønsket universitetslæreren af vejen af helt andre grunde - fordi han modsætter sig, at universitetet sælger eksamenspapirer til militærfolk, der så kan stige hurtigere i graderne - og da den svenske kollega kort derefter bliver kidnappet, må Yussef opklare begge sager, mens kuglerne flyver om ørerne på ham, og en sandstorm slører udsynet. Her er både våbensmuglere, fanatiske muslimer, sensuelle kvinder, sikkerhedsstyrker, torturbødler, politikere, intellektuelle og slyngler i et smukt og svært plot, hvor alle har noget på alle, og magtspillet i den støvede og voldsomme by synes uoverskueligt. Som Omar Yussef siger flere gange undervejs: "Enhver forbrydelse her i Gaza er forbundet med alle de andre forbrydelser, hvor separate de end måtte se ud."

Det er altså de store drenge, den venlige og milde skolelærer næsten frygtløst kaster sig i kamp med for at befri svenskeren og universitetslæreren, men som han selv begrunder sin standhaftighed trods trusler på livet: "Jeg er palæstinenser. Jeg er vant til at måtte æde lort."

Muntert er det altså ikke, snarere tragisk, men Omar Yussef selv er et både varmt, muntert og levende bekendtskab, og bogen er bestemt et studie værd i, hvad der sker i de palæstinensiske områder bag kulisserne.

Matt Rees: EN grav i Gaza. 320 sider. Oversat af Camilla Jørgensen. 299 kr. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her