Læsetid: 8 min.

Helvede på jord

Primo Levi er en af de få italienske jøder, der overlevede Auschwitz og har skrevet stærkest om sine erfaringer. Nu er hans tre bøger med vidnesbyrd samlet i én mesterlig udgivelse
Primo Levi er en af de få italienske jøder, der overlevede Auschwitz og har skrevet stærkest om sine erfaringer. Nu er hans tre bøger med vidnesbyrd samlet i én mesterlig udgivelse
7. maj 2009

Den 13. december 1943 blev kemikeren og den senere forfatter Primo Levi arresteret af den fascistiske milits. Han var ung modstandsmand og flygtet op i bjergene for at være med til at organisere en partisangruppe. Da han blev pågrebet, frygtede han, at en indrømmelse af hans politiske aktiviteter ville føre til tortur og den sikre død, så i stedet for valgte han at indrømme, at han var italiensk statsborger af jødisk herkomst. Det viste sig at være en indrømmelse med fatale følger, for som jøde blev han sendt til en stor interneringslejr og derfra videre til en af tyskernes kz-lejre.

Her begynder Primo Levis rejse mod det, der viser sig at være Helvede. Hvis Helvedets forgård er de godsvogne, der lukket udefra, med mænd, kvinder og børn sammenpressede som dusinvarer, føres mod bunden, er Helvede på jord Auschwitz. Definitionen på Helvede er netop, at den er evig. I lejren giver det ikke længere nogen mening at sige: i morgen. Ved du, hvordan man siger »aldrig« på lejrens sprog, spørger Levi »I morgen tidlig.« Og ved du så, hvordan man siger »altid« på lejrens sprog? »I dag,« svarer han.

Sådan skriver Primo Levi i sine skelsættende erindringer fra Auschwitz, Hvis dette er et menneske, der i dag fremstår som et af de vigtigste dokumenter om forbrydelserne i tyskernes kz-lejre og fremstår til trods for at der er gået mere end 60 år sprogligt med en uhyggelig klarhed og mangel på patos til trods for det ubærlige emne.

Bogen skildrer perioden fra hans arrestation i december 1943, hans ankomst til Auschwitz, en regulær udryddelseslejr, hvor kun de fanger, som tyskerne for en tid kunne have nytte af, enten ved at lade dem udføre hårdt fysisk arbejde for store tyske virksomheder eller ved at tvinge dem til at gøre det beskidte arbejde i forbindelse med gasning og kremering af medfangerne, overlevede. Og bogen når frem til den 18. januar 1945, hvor fremstormende russiske styrker befrier lejren.

Hvis dette er et menneske udkom oprindeligt på italiensk i 1947 i et meget beskedent oplag, som aldrig blev udsolgt. 10 år senere valgte et andet forlag at genudgive bogen. Nu var tiden åbenbart moden til at læse Levis erindringer, som hurtigt blev oversat til en lang række sprog og internationalt anerkendt som et af de vigtigste vidnesbyrd om forbrydelserne i nazisternes kz-lejre.

I en ny udgivelse fra forlaget Rosinante samles Primo Levis tre værker, der aflægger vidnesbyrd om Auschwitz. Ud over Hvis dette er et menneske er der tale om Tøbruddet fra 1963, der skildrer Levis ni måneder lange hjemrejse fra Auschwitz til Torino. En bog der former sig som en lang omvej hjem eller odyssé af fantastiske og sære tildragelser. Og endelig den mere essayistiske bog De druknede og de frelste fra 1986, hvor Levi ellers efter at have gjort sig litterært færdig med Auschwitz, satte sig for endnu engang at komme overens med sig selv og verden. En bog, som i mere end en betydning skulle blive Levis litterære og filosofiske testamente.

Det umenneskelige

Auschwitz gør Primo Levi til forfatter og føder i ham behovet for at rapportere om, hvad man i Auschwitz gjorde ved ham som menneske og de millioner andre, der deler hans skæbne. Bedre end i noget andet værk formår Levi at fremstille den omfattende dehumanisering omkring ham. Tyskernes projekt i lejrene var at tilintetgøre mennesket som menneske. I særlig grad lykkes det Levi at skildre fornedrelsen af mennesket til dyr, hvor enhver civilisation er sat ud af kraft. Dér hvor Kafkas Gregor Samsa ikke længere blot er et fiktivt væsen, og hvor han ikke er undtagelsen, men det normale. Dér hvor man end ikke kan tænke på at tage sit eget liv i fortvivlelse, fordi selvmordet hører mennesket til, og ikke dyret. Selvmord var en yderst sjælden foreteelse, fordi selvmord er et overvejet, ikke-instinktivt valg, og i lejrene var der kun få muligheder for at vælge. Man levede som trælbundne dyr, der undertiden giver sig døden i vold, men ikke dræber sig selv.

Der findes modeksempler på dette, også i Levis egne bøger. Folk, som trodser denne omfattende dehumanisering. Eksempelvis den ældre ven Steinlauf i Hvis dette er et menneske, som siger, at netop fordi lejren er en stor maskine, beregnet på at reducere de indsatte til dyr, må de indsatte ikke blive til dyr. For at overleve er det vigtigt at vaske sig og opretholde en vis form for hygiejne, at tvinge sig selv til at frelse i det mindste skelettet, hylsteret, civilisationens ydre form. Men ifølge Levi slår de normale begreber ikke til, når man står ansigt til ansigt med nazisternes djævelske verden. De tilhører en anden verden end lejrens, og folk som Steinlauf er helt sikkert dødsens.

De overlevende

Flere overlevende fra Auschwitz såsom den østrigske jøde Jean Améry, den polske jøde Tadeusz Borowski og især den ungarske jøde Imre Kertész har været inde på, at de, som overlever, har fået det pålagt at bære vidnesbyrd om, hvad der skete i lejrene. Flere taler om det som et privilegium, at de fik lov at overleve. De har set det sande ansigt af det skrækkelige århundrede, har set ind i gorgonernes øjne og har fået lov til at gå videre.

En religiøs ven siger til Levi, at han overlevede, fordi det var meningen, at han skulle bære vidnesbyrd. Det har han så gjort i en række bøger, og hver gang der har budt sig en lejlighed. Men som Levi også udtrykker det, de overlevende er ikke de sande vidner. De overlevende er en anormal minoritet. Det er i sådanne prægnante og omkuldslående sætninger, at Levi viser sin foruroligende storhed: »Vi er dem der på grund af udnyttelse eller snedighed eller held ikke nåede bunden. De, der gjorde det, de, der så gorgonen, er ikke vendt tilbage for at fortælle om det, eller vendte stumme tilbage; de tilhører ’muselmændene’, dem der gik til grunde, de egentlige vidner, dem hvis udsagn ville have haft almen betydning. De er reglen, vi er undtagelsen.«

Det er muselmændene, der gik til grunde i Auschwitz, som er de sande vidner, men Levi og andre overlevende taler i deres sted, ved fuldmagt.

Universel smerte

Det er en anden overlevende fra Auschwitz, den senere nobelpristager Imre Kertész, forfatter til hovedværker som De skæbneløse og Kaddisch for et ufødt barn, der mest konsekvent har formuleret den tanke, at den vestlige kultur hviler på principper, som i sin yderste konsekvens fører frem mod Auschwitz.

Primo Levi er i sine bøger flere steder inde på samme tankegang, men uden at gøre det så eksplicit som Kertész. Men hele hans projekt går ud på med enkle ord at forklare, sætte ord på, fremstille det uhyrlige, der skete. Han er ikke med på den filosofiske og litterære mode om, at man ikke kan tale om det uforståelige. Man skal tale om det helt utrolige, at et civiliseret folk, som netop havde oplevet en kulturel opblomstring i Weimar-republikken, valgte Adolf Hitler som leder.

Levi formulerer en slags konklusion på De druknede og de frelste: »Det skete, derfor kan det ske igen; og det er kernen i hvad jeg har at sige.« Han siger ikke, at det vil ske igen, men at det kan ske igen, fordi det ligger som en indbygget mulighed i vores samfund, »fostret ved egen barm«, som det hedder et sted i bogen.

Det er også i den sammenhæng, man må forstå skammen, den universelle smerte i verden. Den skam, der udspringer af selv at have overlevet på bekostning af andre, som så forbinder sig med en mere universel skam over de misgerninger, andre har begået. Det er også den skam, som efterfølgende har drevet så mange ud i selvmord.

Ikke-jødisk jøde

Ikke et eneste sted i de tre bøger reflekterer Levi over det at være jøde. Mest sandsynligt, fordi hans identitet som jøde ikke er primær. Han er en af dem, for hvem den jødiske identitet især er knyttet til Auschwitz. Han er med Isaac Deutschers begreber den rodløse europæiske variant af den påtvungne jødedom. Det at være jøde bliver dermed en skæbne, som man er nødt til overtage som en rolle, samtidig med at den er forbundet med tilintetgørelse af hans personlighed. I mere eksistentiel forstand er Primo Levi dermed åndeligt beslægtet med andre store hjemløse forfattere som Franz Kafka og Paul Celan.

Selvmordet

Som andre overlevende fra Holocaust stiller Levi det spørgsmål, som andre også har stillet: Er det muligt at overleve ’overlevelsen’? Der er usikkerhed om, hvorvidt Levi begik selvmord, men det mest sandsynlige er, at han gjorde det, da han den 11. april 1987 styrtede ned i en trappeskakt i sit hjem i Torino. Det var kort tid efter, at han havde afsluttet De druknede og de frelste, hvor overvejelser om selvmordet havde fyldt en del som mulighed for én gang for alle at undslippe Auschwitz og de martrende erindringer.

Alle de store forfattere, der har oplevet og skrevet om Holocaust, endte med at tage deres eget liv. De mest kendte er Borowski, Celan, Améry og muligvis også Levi. Undtagelsen herfra er Imre Kertész, der også selv har sat ord på, hvad der afholdt ham fra at tage sit eget liv, nemlig at oplevelserne i kz-lejren på sin vis forlængede sig ind i den undertrykte tilværelse i det stalinistiske Ungarn. Frihed, befrielse og den store katarsis, som intellektuelle og filosoffer talte om i mere frie og lykkelige samfund, kom slet ikke på tale her. At han fortsat levede i undertrykkelse, beskyttede ham mod den flodbølge af skuffelser, der nåede de overlevende i mere frie samfund. Dette er den paradoksale lære af Holocaust og den efterfølgende øst-vest-deling af Europa.

Man kan lære meget af at læse Primo Levi. Han er en meget stor forfatter, og det er en beskæmmende nydelse at læse om hans ubærlige oplevelser fra Auschwitz og hans efterfølgende refleksioner over, hvordan man skal forstå den vilde civilisatoriske udskejelse, som Holocaust er. Gid at Levi med denne fornemme udgivelse vil få mange nye læsere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sixten Gaarde

Sikke dog en fin og dejlig lang anmeldelse af en udgivelse, som rent faktisk har væsentlighed. Dem synes jeg personligt ikke, at der er mange af. Væsentlige udgivelser, altså - og vel dermed heller ikke mange væsentlige anmeldelser.

Når dette er sagt vil jeg dog lige komme med en kommentar. Det er i mine øjne problematisk at skrive, at Levi "ikke [er] med på den filosofiske og litterære mode om, at man ikke kan tale om det uforståelige", og udsagnet er problematisk af to grunde:

1. For det første fordi, at denne 'fornemmelse' næppe kan kaldes en mode. I stedet er den jo nok det grundlæggende princip under den moderne litteratur ("som introduktionen af manglen i sproget") og filosofi (tænk bare på slutningen af Wittgensteins Tractatus) overhovedet.

2. For det andet er det rigtigt, at Levi som de andre vidner oplever dét fænomen, som også er blevet kaldt "the imperative to tell", hvilket han så også handler efter ved at aflægge sit vidnesbyrd. Men er han jo åbenlyst af den opfattelse, at hans ord aldrig nogensinde kan slå til. Som han skriver om sin ankomst til lejren i Hvis dette er et menneske: ”For første gang forstod vi at sproget mangler ord for at udtrykke en sådan krænkelse, en sådan nedbrydning af et menneske.”

Men ellers en rigtig fin anmeldelse!