Læsetid: 3 min.

En hyldest til det infantile voksenliv

Den går måske, når musikken spiller, men ikke på tryk. Peter A.G.'s rim og remser over 400 sider er mest af alt et vidnesbyrd om 40 års infantilisering af voksenlivet
28. maj 2009

Det er ikke til at sige, hvad det skyldes, men sådan er det blevet. I næsten alle større byer findes massivt store slikbutikker ofte i flere etager. Kunderne er ikke børn, men voksne, der med stor iver blander slik i løsvægt: Eldorado, Salte Fisk og Hundeprutter, fnis. I weekenden mødes voksne mennesker og skynder sig gennem middagen for at komme videre til den egentlige attraktion: en Wii. Nynnes dagbog bliver slagnummeret i en intellektuel avis, og anmelderne går i begejstret selvsving over den seneste animation fra Pixar. Det er karakteristika ved vores samfund, at vi dyrker barnet som adgangsbillet til et sandere og bedre liv: "Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det," som det hedder i Markusevangeliet. Det er voksenlivet, der er ufrit, og barnet, der er kreativt.

Der var engang en høne

Det er næppe Peter A.G.'s skyld, at voksenlivet er blevet barnagtigt, men han er en glimrende eksponent for fænomenet. Næsten alle Peter A.G.'s tekster moraliserer, at det er sandt, fordi det er naivt, ureflekteret, umiddelbart. Det tidlige politiske engagement bliver i den optik forvandlet til banaliteter og serveres som sødme ("Gemmer du din fantasi / så kom ind og slip den fri. / Jeg bliver glad, for jeg kan li' / det fællesskab en sang kan gi'..."), og kærligheden er altid noget, der springer ud og vokser op. Enderim efter enderim understreger pointen, her eksempelvis i "For glæden og kærligheden" (1976): "Lev for livet og dagen og vejen, / fællesskabets og barnets legen. / Fuglenes fløjten ved fuglereden / lev for glæden og kærligheden".

30 år senere er Peter A.G. gået solo, og infantiliseringen er taget til, her eksempelvis "Der var engang en høne" (1997): "Der var engang en høne / og den kunne lægge så tit æg, / at den til sidst fik tillæg, / og det var ikke en skid skægt."

Til tider tager Peter A.G.'s tekster form af børnerim ("for at lære at se må man kikke") og hvis det infantile virkeligt er adgangsbilletten, har Peter A.G. over 40 år banet en motorvej direkte ind i Guds rige.

Kedelig skabelon

Det er de færreste popmusikere, der tåler at få sine tekster på skrift.

Det var digteren F.P. Jac, som fik den dårlige ide at opfordre Peter A.G. til at samle og udgive sine tekster, og som i forordet skriver: "Jeg skal være den første til at smide en digterbroche om halsen på Skjernknægten."

Dér gjorde Jac ikke Peter A.G. en tjeneste. Teksterne har karakter af fabulerende hverdagsregistreringer ("Og får øje på en jogger / der kommer forbi / med en sløv indianer / indeni") som igen og igen ender i en form for vulgærvitalitet: Det er altid naturen, der overrasker livet positivt, og det bliver over 400 sider en kedelig skabelon ("For himlen den er blå / Og vinden dyb som Picassos tegnebog / Og milde vinde driver gæk / og maler hvad, de visker væk / jo jo jo.").

Den sprudlende vitalisme har været Peter A.G.'s kendetegn på scenen. Det er den nøgne overkrop, der illustrerer det uhæmmede menneske, og de to danskvand, der viser, at livet skal sanses.

"Sangene er mine børn, og jeg er stolt af dem," har den glade troubadour sagt i forbindelse med udgivelsen af sine samlede værker på tryk, hvilket han på sin vis har ganske ret i. Men det klæder ikke Peter A.G. at springe ud som digter, og det pynter ikke på dansk poesi at inkludere ham i samlingen.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu