Læsetid: 3 min.

Kitajenko fylder for meget

Torsdagskoncertens program med Mussorgskij og Prokofjev var topmålet af underholdning og radioballet. Desværre ville fremførelsen heller ikke mere end at underholde
Torsdagskoncertens program med Mussorgskij og Prokofjev var topmålet af underholdning og radioballet. Desværre ville fremførelsen heller ikke mere end at underholde
2. maj 2009

Det er en sjov glad-i-låget stemning, det nye Koncerthus indgiver folk. En sommeraften som i torsdags med et underholdende program kommer det kulturelle lag i hvert fald anstigende med en eksalterethed, der er påfaldende.

Det er ti-hi, at man bare kan tage metroen til X-factorland og ad asfaltvejen nærmest følge en rød løber fra stationen, og det er ti-hi, at man skal sluses ind ad mølledøre med plads til to en halv mand ad gangen, så den tredje altid må trippe let akavet med, og det er ikke ti-hi med garderoberne, men de bliver hurtigt overstået, for folk skal ud at mingle, og det er heller ikke ti-hi med toiletkøerne, for det er jo spildtid for al den tid, man skulle have hængt ud i det nye forum, men det er ti-hi, at lyset går på bagtrapperne, og man må finde frem i halvmørke. Og det er bare det helt rigtige sted at blive set og at møde folk, man kender. Stemningen er smittende, og det er fantastisk at tænke på - og det tænker jeg stadig hver gang, jeg er der - at København har fået sin Filharmoni. Alle elskede den gamle sal, men den nye giver nutid til publikum og trækker nye publikummer til, og alle føler, de er med i noget stort.

Når programmet er Prokofjevs Romeo og Julie og Mussorgskijs Udstillingsbilleder er der heller ikke noget at være nervøs for. Man vil helt sikkert komme ubesværet og underholdt gennem aftenen. Fint for mig, der allerede havde fået to tænder trukket ud samme dag og nu bare gerne ville beholde resten og kæles lidt på kinden.

Overdirigeret

Dirigenten Dmitrij Kitajenko er Radiosymfonikernes gamle russer. Fra 1990 til 1996 var han 1. gæstedirigent for orkestret. De har endda indspillet hele Prokofjevs Romeo og Julie sammen. Det er over to timers musik, så aftenens udgave var naturligvis et uddrag.

Kitajenko tog orkestret gennem balletten med grundigt formede indsatser og fraseringer og med god puls. Alle hang godt med. Kondien er i orden - når det går hurtigt, går det hurtigt. Men hvad jeg ikke så godt kan lide, var, at det hele var så overdirigeret. Den fantastiske ridderdans blev sat voldsomt an fra starten. En tuba siger jo imponerende Um ligegyldigt, om man går ned i knæ med den og giver den et hak med dirigentstokken, så hvorfor ikke lade satsen vokse i al sin organiskhed og udvikle sig selv? Det gør jeg, når jeg den dirigerer den hjemme i stuen og leger Celibidache. Synkoperne var underligt ufarlige, og man overlevede lidt for nemt.

Alligevel er det så selvkørende musik, at man får en tur gennem kødhakkeren uanset hvad. Det er skønt, at orkestret råder over så mange dejlige blæsere, og endnu skønnere at høre Henrik Dam Jensen som første cellist, selv om det bare var et lille bjæf, man fik hørt ham. Ikke desto mindre er det, som om der bliver tændt for solen, og jeg tænkte på, om vi dog ikke snart skal opleve ham som solist igen?

Gerne mere famlende

I den centralstyrede udgave af Prokofjevs ballet nød jeg allermest soloindsatserne, der lavede deres egen musik, som når de forskellige fik givet hver deres lilje ved "Pigernes liljedans".

Mussorgskijs billeder blev ligeledes malet med tydelig pensel. Alle elementerne, fra det gamle slot til de legende børn til markedspladsen, til Baba Jaga og så videre blev fremført klart og næsten stavende. Man fik ikke smidt billederne i hovedet i al deres vælde, men tydeligt forklaret.

I Katakomberne faldt temperaturen klart et par grader, og jeg kom i tanker om min visdomstand, men der var ingen rigtig kontakt til de døde, som musikken ellers lægger op til. Kitajenko dirigerer med autoritet og præcision, der gør musikerne trygge og viser dem hver en detalje. Det responderer de meget positivt på, og der er både ro og overblik og sikkerhed og stringens, når de spiller under Kitajenko. Om det så er den snublende unge Julie, bliver hun portrætteret som en selvsikker teenager ligesom kyllingerne i deres æggeskal i Mussorgskijs billede lyder som om, de har gået til La danse i flere år.

For min smag måtte det hele godt være meget mere lyttende og famlende. Kitajenko fylder og underholder for meget. Ingenting tabes på gulvet undtagen selve oplevelsen af musikken uden støtteben.

Torsdagskoncert, Koncerthuset, Studie 1, 30. april 2009 kl. 20.00

Sergej Prokofjev: Romeo og Julie op.64 (uddrag), Modest Musorgskij: Udstillingsbilleder instrumenteret af Maurice Ravel

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu