Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Klemt mellem Elefanten og de radikale

I årene op til Første Verdenskrig gjorde Henrik Cavling ved skrap skrivning og livfuld ledelse sin avis Politiken til Nordens første moderne dagblad. Han blev ramt i sammenstødet mellem elefantridder H.N. Andersens rå kapitalmagt og de radikales regulerende regering
Kultur
6. maj 2009
I årene op til Første Verdenskrig gjorde Henrik Cavling ved skrap skrivning og livfuld ledelse sin avis Politiken til Nordens første moderne dagblad. Anmeldelse af Sv. Ove Gades Cavling-biografi, som udkommer i morgen

Cavling-prisen er den største hæder, som danske journalister kan få. Men hvem er den Cavling, prisen er opkaldt efter?

Henrik var fornavnet, og han havde sin gang på jord i årene 1858-1933. Fra 19o5-27 var han chefredaktør på dagbladet Politiken. Og han var en kraftkarl af den slags, som erhvervsgrene kun prydes af få gange inden for et århundrede.

Nu har Ekstra Bladets tidligere chefredaktør Sven Ove Gade taget på sig at udfolde Henrik Cavling og hans tid. Det er der kommet et stykke lyslevende danmarkshistorie ud af.

Cavling var barn af velbegavede, men uskolede svenske indvandrere. De fordanskede deres efternavn Olsson til Olsen, og Henrik tog sidenhen sin mors pigenavn Cavling. Hans 10 år yngre bror, Frejlif, beholdt Olsen og var under disse for- og efternavne kendt som Ekstra Bladets ildsprudende chefredaktør fra 1905-36.

På pansertogt

Henrik Cavling kørte som dreng i skoven efter træ til faderens brændehandel, og det vakte hans varige kærlighed til naturen. Efter konfirmationen stod han til søs med panserskonnerten Absalon, og efter endt togt kom han på maskinfabrik på Københavns Nørrebro. Han arbejdede 12 timer om dagen og læste om natten til både maskinisteksamen og præliminæreksamen. Han fik begge og oveni en uddannelse som skolelærer.

Men det var reporter, Cavling ville være. Allerede som lærerstuderende havde han skabt opsigt med en dramatisk skildring af en eksplosionskatastrofe på Donse Krudtvæk ved Hillerød. De dybt grebne læsere måtte tro, at han havde overværet ulykken. Cavling var nu nok snarere kommet ilende bagefter. Hans evne til forestilling og fremstilling var imidlertid så overvældende, at virkeligheden sprang frem af avissiden. Siden skulle Cavling bemestre journalistik fra henrettelser, retsfejder og krige - stedse under skumlen fra konkurrenter om, at hans fantasi var hovedkilden.

En ven kaldte ham i drillende beundring: "En mand, der ikke siger et usandt ord og aldrig skriver et sandt."

Men en ørn af en iagttager var Cavling. Fra et besøg ved Kieler-kanalens åbning i 1895 rapporterede han: "Kanalen minder i mange henseender om en tysk banelinje. Langs bredderne ligger hver sten sirligt på plads. Græsset vokser kun, hvor det skal vokse, og dér vokser det på kommando."

Den ene af Politikens ejere, Viggo Hørup, holdt faderligt af Cavling. Den anden - Edvard Brandes - så ned på Cavling som en opkomling, men fandt hans talenter nyttige for sine egne formål. Edvard Brandes skrev i 1901 til sin radikale partifælle Ove Rode:

"Cavling er så smagløs med al sin begavelse."

Den vurdering delte den anden Brandes-bror, Georg.

Ville puffe Politiken

I 1902 døde Hørup, og Edvard Brandes blev eneredaktør. Cavling gik med planer om at stifte en nyt blad, 'Pressen', der skulle puffe Politiken af markedet. I et brev betroede Cavling om sit projekt:

"Det skulle hurtigt tage afstand fra den affalmede københavnsk-liberale salonradikalisme, der har 500 tilhængere, om hvem man kan sige, hvad teaterdirektøren siger om forgængeren, at der klappes ikke."

Til sin nye avis rejste Cavling penge fra københavnske rigmænd, som han beundrede for deres foretagsomhed. I et brev havde Cavling allerede i 1896 beklaget sig over, at Politiken, mens han var bortrejst, havde "fornærmet én af mine millionærer". Især ØK-stifteren - den mægtigste af alle danske erhvervsmænd og bærer af Elefant-ordenen - H.N. Andersen beundrede Cavling næsegrust både i Politikens spalter og uden for.

Det var H.N. Andersen, der sikrede Cavling den fornødne kapital til en ny avis. I mellemtiden var Politikens ejerkreds blevet frygtsom ved udsigten til Cavlings afhopning, og Cavling brugte i stedet H.N. Andersen- penge til at købe sig selv ind på Politiken og Edvard Brandes ud af chefredaktør-stolen.

Derpå gik Cavling i gang med en totalrenovering af det 'affalmede' radikale partiorgan. Hans forbillede var de moderne britiske og amerikanske omnibus-aviser, han havde stiftet bekendtskab med under sine korrespondentrejser. Cavling knyttede landets bedste skribenter til sin avis og opfandt dem Politikens kronik som rum at udbrede sig fra. Han lavede smart design, fik avisen væk fra lagenstørrelse og ned i håndterbart format. Han lavede sladder og skævt skrevne spalter, fik opdyrket interviewet til kunstart, knyttede bånd til læserne gennem arrangementer, sportsbegivenheder, konkurrencer og indsamlinger til gode formål.

Avis og parti brager

Avisen bragede frem i oplagstal, fra 17.ooo i 1902, til 82.000 i 1920. Annoncer strømmede ind, talenter blomstrede, Det Radikale Venstre var - støttet af Socialdemokraterne - regeringsparti fra 1913-20.

Politikens forhold til de radikale var Henrik Cavlings akilleshæl. Han anbefalede partiet forud for valg, men uden begejstring. Han brød sig ikke om socialdemokrater og havde hang til progressive folk i Venstre. Helst ville Cavling have en avis, der stod frit og skaffede sig læsere af alle opfattelser. Men Politikens ejerforhold - aktierne ejet af Brandes og Hørups enke - lænkede avisen til de radikale. Da partiet dannede regering i 1913, og der året efter udbrød en verdenskrig, hvor Danmark tiptåede neutralt over afgrunden, nærlæstes Politiken og broder Frejlifs Ekstra Blad i de fremmede ambassader og i Erik Scavenius' Udenrigsministerium.

Krigen trak ud. Politiken lænede i tysk retning i forventning om tysk sejr. Den radikale regering regulerede og regulerede. Erhversvlivet - og elefanten H.N. Andersen - sværmede om kong Christian den 10. med konspirationer mod regeringen. Da de radikale tilmed nægtede at udnytte Tysklands nederlag til at kræve tysktalende dele af Slesvig tilbage, blev en ængstelig majestæt skubbet ud i handling. Han fyrede den radikale regering. Socialdemokraterne og fagbevægelsen truede med generalstrejke. H.N. Andersen så sit snit til aflive Politikens Hus som kritisk samfundskraft. Han stod i kulisserne bag en annoncør- og læserboykot mod den 'landsskadelige, majestætsfornærmende og masseopviglende' presse. Venstre vandt en jordskredssejr, og Politiken var ved at styrte i grus. H.N. Andersen tilbød at købe huset og holde Cavling som redaktør - i en overgangstid, indtil en helhjertet Venstre-mand kunne træde til.

Politiken og Ekstra Bladet knirkede sig over skærene - for i 1930'erne at få Scavenius i formandsstolen, mens Hitler hærgede syd for grænsen.

Cavling trådte tilbage i 1927 og døde i 1933 som en udslidt mand. Han forvandt aldrig den klemme, han kom i, da Elefanten og de radikale tørnede sammen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her