Læsetid: 4 min.

Kunstværket Manchester United

Her er ingen decideret striker, ingen lone rider i front. I stedet er der Ronaldo, som er på højden af sin kunnen, og som ene mand kan suge fjendens folk til sig og lægge en aflevering, når man forventer et soloridt
Scoring. Cristiano Ronaldo scorer sit andet mål i tirsdagens ydmygelse af Arsenals.

Scoring. Cristiano Ronaldo scorer sit andet mål i tirsdagens ydmygelse af Arsenals.

Carl da Souza

9. maj 2009

Der var engang, da Manchester United-træner Sir Alex Ferguson offentligt beundrede de italienske kolleger Marcello Lippi og Fabio Capello. Om ikke andet var de garanter for soliditet og medaljer. Efter tirsdag aftens magtdemonstration mod stakkels Arsenal, der reelt var reduceret til paniske juniorer efter bare elleve minutter på Emirates Stadion, kan Fergie se fortiden og det forjættede eftermæle direkte i øjnene: Ingen anden end legendariske Bob Paisley har præsteret at vinde tre Europa Cup-titler. Det var med Liverpool, og lige nu, maj 2009, er United ikke bare et godt hold, men rendyrket perfektion. Og hvis Fergie kan gøre Paisley kunststykket efter - se selv finalen 27. maj på Stadio Olimpico i Rom mod FC Barcelona - er det fordi, Manchester United er et kunstværk i sig selv.

Taktiktavlen forud for Champions League-semifinalen sagde 4-3-2-1. Cristiano Ronaldo lurede helt i front med licens til at sætte angreb ind fra flankerne eller agere trussel i en kile mod målet fra midten af den offensive halvdel. I siderne huserede Wayne Rooney og Park Ji-sung, og især Rooney viste sin upartiske storhed ved i store dele af matchen at fungere som ekstra venstreback. I maskinrummet var Darren Fletcher og Michael Carrick sikkerheden selv, oftest bag modstandernes boldomgang, lige foran Uniteds centrale forsvarsduo, men lige så ferme til at pace kuglen i fremstormende løberetning, når Fergie-folket var på togt i Manuel Almunias domæne. Og bagest selvfølgelig Rio Ferdinand, kaptajnen, og Nemanja Vidic.

Nu må de sgu' snart fatte det. Måske er det en blanding af mytologisk reproduktion og fejlagtig tro på, at sportsbeskuelsens fællesnævner er en amøbe, som skal have skåret grønsværens geometri ud i pap og fladpandede kommentarer. Hver gang. Det er forkert. Fodboldelskere er små genier, som uden videre brækker sig over Einstein, men sluger komplekse taktikker - inklusiv trekants- og firkantsformationer - råt og uforsødet. Så hvorfor ikke kalde Uniteds futuristiske fodboldfilosofi ved rette navn? 4-6-0 hedder den.

Italiensk kynisme tilsat engelsk charme

Her er ingen decideret striker, ingen lone rider i front. I stedet er der Ronaldo, som er på højden af sin kunnen, og som ene mand kan suge fjendens folk til sig og lægge en aflevering, når man forventer et soloridt, og drible alene af sted i rasende speed, når man regner med en pasning. I mellemtiden er midtbanen omstillet fra bolderobrende defensiv til dynamisk offensiv, hvor alle - og ingen - er potentielle centerforwards og boksspillere. Og sådan performede United i tirsdags: 4-6-0.

Man kan sammenligne Ronaldo og Arsenals Emmanuel Adebayor. Hvor Ferdinand fik Adebayor til at ligne en forfjamsket slaskedukke - sur, skuffet og foroverbøjet - drev Ronaldo og assistmagerne Park, Fletcher og Rooney bestandigt gæk med The Gunners' bageste fodfolk. Eller tag Cesc Fabregas, der kampen igennem blev udsat for en slags 'mobil defensiv' - altså en flytbar gardering af spanierens afleveringsmuligheder. Det kræver naturligvis en midtbane, der netop ved, hvordan der skal knokles defensivt, og hvornår der er frit løb mod målet.

Scoringen til 0-3 var kvintessensen af italiensk kynisme tilsat engelsk charme. Ronaldo satte det hele i gang med en følsom hælaflevering til Park, og efter en enkelt station i zigzag med Rooney langs plænens længdegrader modtog Ronaldo atter bolden i højre side af straffesparksfeltet og kunne stilfuldt udplacere Almunia i londonernes mål.

Sådan noget er kropslig perfektion, og det stimulerer den næsten feminine sensibilitet, som den maskuline fodboldkultur desværre tit undertrykker. Men så meget er vi fans enige om: ManU viste, at afleveringer i høj fart altid bør ligge, så medspilleren kan løbe bolden op. Hvis løbemønsteret irriteres, eller man tvinges til at skride ud af projektilbanen, mister kontraen sin præmis. Og hvad er det for en præmis? En effektiv kalkule i realtime med fysik og hjerne som højpotente parametre. Uden at modstanderen når at reagere.

Og derfor er fodbold katastrofisk. Fodbold er en leg med regler - et spil, med andre ord - hvor diskontinuiteterne skal kontrolleres. Det er de glimtvise krusninger på spillets overflade, hvor alt kan falde fra hinanden, eller hvor det hele netop giver mening og måske fører til mål. Som Ronaldos hælaflevering, der kickstartede kontraen og dermed blev den naive kit, som bandt den efterfølgende dans henover grønsværen sammen. I den forstand lever fodbold ofte ikke af målene, men snarere af de katastrofer, som netop lykkes, fordi de også kunne have gået grueligt galt. Det ligner en leg, fordi det ser fedt ud. Men det er et spil, fordi der er regler, og fordi der er et rum - en kampplads - der skal beherskes. Fodbold er et skakbræt med bløde overgange mellem felterne. Nogle tackler sig vej fra felt til felt. Andre danser. Nogle vinder kampe. Andre skaber kunstværker.

Apropos skønhed...

Efter kampen og ydmygende 1-3-cifre måtte en hovedrystende Arsene Wenger på vegne af sit unge hold meddele, at dette var det værste mareridt, han havde oplevet. Franskmanden nævnte ikke de formfuldendte katastrofer, men det var netop dét, der var så grusomt. Havde Arsenal i det mindste bukket under for Chelseas muskler eller måske Liverpools kynisme. Men nej. Wengers elleve blev kørt over af et kunstværk. Forræderiske United, fordi alle andre stræber efter at ligne dem. Forføreriske United, fordi intet er mere ubarmhjertigt, end når fjendens brutalitet samtidig er smuk. Så elsker man dem, man hader, men man vil ikke indrømme det. Det er jo en del af spillet.

Apropos skønhed. Dén fik vi dagen efter, onsdag aften, med Chelsea-midtbanespilleren Michael Essiens venstrebenede helflugter 25 meter ude. Kampen var ikke mere end ni minutter gammel, da katastrofen ramte FC Barcelona. Men langt inde i overtiden viste Andrés Iniesta med sin ekvilibristiske træffer til 1-1, at det singulære stadig tæller i dagens fodbold. Hvad finalen mellem Barca og United angår, er der blot én ting at håbe: Må det bedste kunstværk vinde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu