Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

En latino på frie hænder

Hvad enten det gælder monstrøs Busoni-udsætning, lyrisk Brahms eller testosteronsk Ginastera holder den venezuelanske pianist Gabriela Montero musikken i et feminint jerngreb, der giver hende frihed til at behandle musikken som hun vil, også i sine improvisationer
Kultur
22. maj 2009

Man må begynde med at sige tak for den gode idé at lade den venezuelanske pianist Gabriela Montero indlede sommerens række af klaverkoncerter i Tivoli.

I år spiller hun, Murray Perahia, Emanuel Ax, Lang Lang og Christina Bjørkøe i koncertrækken Pianoforte! Det er første gang Montero gæster Tivoli, og danskerne har muligheden for at opleve fænomenet klassisk improvisation med hende. Montero har gjort improvisationen til et speciale. Som barn prøvede hendes lærere ellers at tale hende fra den bizarre beskæftigelse, men som moden kvinde har hun taget talentet helt anderledes på sig og gjort en dyd ud af unoderne i bogstaveligste forstand.

Improvisation er på ingen måde noget, der ligger udenfor den klassiske genre. Men siden fortidens virtuoser fra klassikernes og romantikernes egen æra er det bare de færreste, der dyrker og mestrer det. Måske fordi det er svært at forholde sig improviserende til noget, som man har fjernet sig fra i tid.

Men det Montero kan, når hun spiller klassiske kompositioner, er at give musikken tid. Ikke specielt nutid eller genoplivet fortid eller fortids fremtid, men bare tid. Det vil sige, hun behandler ikke musikken som et kunstværk eller noget, der skal genoplives i en særlig tro form, men udelukkende, som noget, der skal forløses og sættes på vingerne.

Sjusk med noderne

Ofte forventer man, at det er musikkens skønhed eller dramatik, der skal pirre, men Montero spiller hverken smukt eller dramatisk. Hun nærmest sjusker med noderne for til gengæld at gennemføre det store hele, holde nerven og fortælle alle historierne med rytmisk incitament og en til tider lidt for proper næve.

Hun virtualiserer musikken og giver den et fysisk fornemmeligt forløb. Man kan måske rigtig tit savne en skønhed eller en detalje og føle sin musik pladret til med Monteros egen personlige stil, men det må man tage med, hvis man vil opleve noget helstøbt anderledes.

Mandag aften bød Montero både på klassiske værker og improvisationer. I første halvdel foredrog hun kompositioner af Bach/Busoni, Brahms og Ginastera.

Busonis udsættelse af Chaconnen fra Bachs violinpartita nr. 2 er i forvejen så meget en fantasi, at den glider uproblematisk og lige ind under fingrene på Montero. Det er musik, som det er skønt at sløve sanserne på, som man kan sløve dem i et sommerregnvejr i læ og på behørig afstand af virkeligheden, mens alt dufter stærkere, og melankolien ophøjes til lidenskab.

På samme måde med melankolien i Brahms. Hans opus 118. for soloklaver er mediterende, indtrængende stykker. Montero er på en måde alt for sympatisk til en mand som Brahms, der helst skal spilles med lidt modstand og med en sort klat i samvittigheden for ikke at blive pop. Men selv om Montero spiller hen over tritonusserne, som om det er noget, en latino ikke forstår sig på, og som vi europæere selv må ligge og rode med, var det alligevel stadig melankoli i mere kalorietykke aftapninger. Ginastera blev ordnet, som han skal ordnes, med argentinsk gauchovirtuoseri, rytmisk æggen og dejlig jordforbindelse.

Sjov smagsprøve

Koncertens anden halvdel bestod af improvisationer over temaer, som publikum blev bedt om at diske op med ved at synge dem for hende.

Ud over "Come on baby light my fire", "Ode an die Freude" og "Twinkle, twinkle, little star" lykkedes det faktisk Montero tillige at opsnappe både "Højt på en gren en krage" og temaet til Olsen Banden-filmene. Jeg vil ikke sige, man blev henført af improvisationerne, men det var en sjov smagsprøve på denne opførelsespraksis, hvor intet tema ikke var godt nok til at blive til en Bach-invention, en Schumann-sonate, et Chopin-præludie, eller hvad Montero ellers fandt på at stille op med dem.

Monteros spillestil indbyder til samvær med musikken og vegetativ nydelse og Tivolis Koncertsal er måske ikke lige stedet for det. Folk er enten generte eller højtråbende, og der går hurtigt Tivolivarieté i den. Ideelt set havde jeg nok hellere siddet i et sommerregnvejr i læ med vin og gode venner, så det hele havde duftet lidt mere.

Tivolis Koncertsal, mandag den 18. maj kl. 19.30
Klaver: Gabriela Montero, J.S. Bach/ F. Busoni Chaconne fra Partita for violin nr. 2. Johannes Brahms Klaverstykker opus 118. Alberto Ginastera Sonate nr. 1 opus 22

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her