Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Lex Laugesen

Digterens nye, heftigt værkløse værk afviser systematisk enhver brug af systemer – og slipper heldigt fra det
Kultur
14. maj 2009

Kan man tage en digter alvorligt, hvis han tager sig selv så alvorligt, at han nægter at rette noget som helst i resultatet af sin maniske spontanskrift?

Kan man falde i svime over så uhyrlig en påstand som, at håbløshed er det eneste håb, og at det er dér miraklerne bor?

Kan en skriftens mester stille sig tilfreds med "sådan set bare" at binde kviste sammen til bogstaver og se dem knuses i ord?

Må litteratur bestå i på systematisk vis at afvise brug af systemer?

Må en kritiker, der vel formodes at være livstidsansat i litteraturen, lade sig fascinere af nogen, der dyrker den viltre skrift som en guddom, men foragter Litteratur, og det i en sådan grad, at denne nogen tillader sig at påstå, at han "skriver som malerne maler" eller at det med at frembringe ord for ham er lige så simpelt som bare at samle sten?

At gå tur med hunden

Må digte være lavet af uforbundne eruptive associationer, der drysses hen ad linjerne med tankestreg imellem, uden at det er læseren muligt at forstå, hvordan i alverden vi kom fra det ene til det andet til det tredje?

Er det nok for nogen at sætte sig som en dum og fed due "i toppen / af det højeste træ / og være silhuet / mod tidlig aftenhimmel"?

Er det berettiget at blive ikke bare bundirriteret, men også nysgerrigt begejstret over helt uforpligtende namedropperi, hvor så forskellige forbilleder som Ball og Bartok og Beckett og Björling og Blicher og Burroughs lovprises højlydt side om side med indbyrdes uforenelige ikoner som Whitman og Woolf og Céline og Schwitters eller Joyce, Rilke, Ekelöf, Shakespeare?

Er det at gå tur med hunden lige så vigtigt som at se tilbage på sit liv og konstatere, at der ikke mere er så meget tid, som der var engang?

Giver det overhovedet mening at rose en bog, der blander dybt seriøs livsfilosofi med barnagtigt pjatteri i form af kluntet håndskrevne eksperimenter med ord og hele sider med ulæseligt krimskrams?

Gider man læse en bog, som på en højreside blot siger:

AHHA
OHHO
UHHU
ÅHHÅ
ØHHØ
IHHI

og på den venstreside, der følger, fortsætter i samme indholdsløst lallende stil med

HAHA
HOHO
HUHU
HÅHÅ
HØHØ
HIHI

og dermed for 117. gang genopfinder Dada?

Kildens udspring

Gælder der generelle undtagelser for insisterende individualister? Findes der en Lex Laugesen?

Svaret på ovenstående spørgsmål er, som læseren nok har gættet, et rungende ja. Men det vigtige og vidunderlige ved Peter Laugesens nye heftigt værkløse værk Fotorama - opkaldt efter en lokal butik, der i dag ligger lige så langt borte som DSB-KINO og spejderhagl til én øre stykket plus alt muligt andet forældet, som i dag kan forekomme utilnærmeligt og utilgængeligt for alle andre end dem, der som Peter Laugesen (og jeg selv) faktisk husker, at sådan var verden engang - det pragtfulde ved bogen er ikke, at den i sit hele koncept ligner den typiske årlige Laugesen-årbog med tekster over snart sagt hvad som helst, strøet med lind hånd, uden anden metode end søvngængersikkert håndelag, nej, Laugesen har denne gang fundet helt tilbage til de friske kilder, hvoraf engang hans digtning udsprang.

Her tænker jeg specielt på den skrivemåde, der søgtes karakteriseret ovenfor, og som måske kan beskrives som spontan surrealisme, "vildskabens tændsats i sindet" sådan som den kaldes et sted. Sådan skrev Peter Laugesen indimellem i 1969-70, i bøgerne Skrift og Katatonien og så den med den laaange titel, begyndende med Man kan ikke sige, og det føles som en stor befrielse at se denne kunst vende tilbage, svært læselig, men umiskendeligt ny og vital. "Jeg troede, den var forsvundet, og så kommer den så anderledes her og vil ikke længere være lille og rolig. Det er ligesom et barn der rejser hjemmefra, mens dets små vilde breve bliver ved med at daske til telefonen med deres kulsorte vinger." Hertil kan kun siges: Velkommen igen!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her