Læsetid: 4 min.

Mænd og deres mageløse maskiner

To nye danske projekter betvinger elektronikken stensikkert, men stritter også i hver deres retning. Og så demonstrerer de hvordan også maskulinitet og magt finder nye udtryk i computeren
25. maj 2009

Der er mange måder at vikle sig ind og ud af elektronikken på i 2009. Synthesizere og computere er ikke længere teknokratisk dyttende eller eksotisk klingende regnemaskiner forbeholdt avantgardister, sci-fi soundtracks og indviklede nørder. Især computeren er blevet allemandseje, og nye generationer går til den med største selvfølgelighed. Computeren er de fleste menneskers umiddelbare virkelighed. Det er helt naturligt at lave musik på den. Selv hvis man spiller akustisk guitar eller jødeharpe ligger det lige for at bruge den som ministudie.

To danske udgivelser demonstrerer hvor naturligt, men også væsensforskelligt man kan gå til elektronikken, og hvordan man kan bruge sin magt og afmagt i forhold til den. Solhorn alias Michael Mørkholt klipper og klistrer akustiske instrumenter og stemmer sammen i spruttende og livsalige strukturer. Herrekvartetten When Saints Go Machine laver lytteværdig, mørkladen og dansevenlig elektronisk pop med maskinerne som kernemuskulatur.

Sidstnævntes debutalbum hedder Ten Makes A Face og afslører kompositorisk agt og også - på de bedste skæringer - magt til at få den elektroniske dansemusik til at transcendere kropsforførelsen og opnå andre udtryk og lyttekvaliteter. "Physical seduction feels cold," lyder det endda et sted. Og kvartetten bevæger sig med selvfølgeligt frem og tilbage i den nyere elektroniske musikhistorie, såvel som rockhistorie.

Man kan allerede fornemme, at der er noget anderledes på færde, under albummets indledende strofer. Bare ordene "We draw diamond rings" eller lidt senere "put down to rest in the malls," som synges stort set a cappella og ragende op i et register, hvor forsanger Nikolaj Manuel Vonsild næsten ikke kan være med - men som han alligevel frygtløst rækker ud efter.

Lovende lån

When Saints Go Machine (et navn baseret på en fejllæsning af gospel-klassikeren "When The Saints Go Marching In") maler en generelt mørkladen og stærkt personlig elektronisk pop, hvor de centrale lag-på-lag vokaler er både opfindsomme og medrivende; hvor programmeringerne - ofte parret med f.eks. en cello eller en elguitar - er strålende er effektive uden at miste en fornemmelse af opdagelse.

Der bliver trukket på både house-tradition, Underworld, Hot Chip, The Knife, LCD Soundsystem, ja, sågar Animal Collective . Og den lethed hvormed When Saints Go Machine låner uden at skrive af, er ikke bare lovende, men også i mange tilfælde forløsende.

Og maskinerne bruges til at skabe atmosfæremættede, resultatorienterede og alligevel også søgende kompositioner og strukturer, og musikken er i det hele taget skabt ud fra en form for selvkritisk - og aldrig mindre end sympatisk - magtanvendelse. Målrettede bevægelser, men med nok personlighed og følsomhed til både at være engagerende og besidde dybde i udtrykket.

Mindre målrettet

Det forholder sig noget anderledes med Solhorn alias Michael Mørkholt og hans gæstemusikere på debutalbummet Himmelbjerg. Som spiller på strenge, barytonsax, trombone, basklarinet, mens Solhorn/Mørkholt selv spiller på strenge, tangenter, fløjte og også får sunget en strofe eller to. Det lyder jo ikke videre elektronisk, men Mørkholt har så i computeren snittet i og omdirigeret og omrokeret og manipuleret i ekstrem grad. "Sammenføjet af håndspillede instrumenter og hjemmelavede programmeringer," som det lyder i pressemeddelelsen. Og her går det knap så målrettet og magtfuldt for sig.

Tag bare Himmelbjergs indledningsnummer "Snegl og tale": Efter et halvt minut går det for alvor i gang med en sikkert bumlende rytme og melodi, og så går der yderligere 40 sekunder, før nummeret igen mister retningssans og tumler i flere retningere i en flad struktur af instrumentstemmer, der både opløser og opmuntrer hinanden i én stor rundkredspædagogisk salighed. En akustisk guitar stammer, en blæser loopes, instrumenterne trækkes gurglende for og baglæns, mens et par musikere får lov at fuldende korte, kun korte fraser.

Vegeteren, undren og en nærmest zen-buddhistisk latter i fjæset på moderne effektivitet gør Himmelbjergs sange til lifligt klingende og åbent drømmende oplevelser, hvor rationalitet og narrativitet er opløst som brusetabletter i naivistisk kildevand. Man kommer til at tænke på børnesange til tv-serier, som er blevet kortsluttet og nu lægges frem i deres nye sønderbrudte skønhed, som åbner uventede ormehuller ind i Bulderby, Lønneberg, Vinterbyøster og Jullerup Færgeby.

Og hvis det lyder som en noget uoverskuelig børnehave af lyd, så tillad mig at præcisere: Mørkholt ved, hvad han gør. Og der er mening i galskaben, masser af mening og - så vidt jeg kan høre - så modsvares de fabulerende musikeres og strukturers kontroltab af en næsten manisk detaljeret kontrol i de afsluttende faser af computerbearbejdninger.

Michael Mørkholt har en fortid i gruppen Jab Mica Och El, der med Mørkholt og Jacob Jensen som kerne, også excellerede i disse akustisk klingende og digitalt fileterede babelstårne af uskyld og forestillingskraft, der samtidig er en overlagt og moden reaktion på presets, præprogrammeringer og gold konsensus. Således også på Himmelbjerg.

Det er en serie livsalige sammenbrud, som også gerne og ofte - men kun som korte bemærkninger - samler sig i klare bevægelser gennem opadstræbende melodier og lyshjertede harmonier. Og det føles som at køre gennem et solbagt landskab i åben sportsvogn med sin udkårne. Hvilket jeg aldrig har prøvet. Altså det med sportsvognen.

Sikkert eller pivåbent?

When Saints Go Machine og Solhorn tegner omridsene af to forskellige former for maskulinitet og forhold til magt. When Saints Go Machine går til maskinparken med et behov for at udtrykke følsomhed, tvivl, lyst, angst i sikkert formede, ofte muskuløse strukturer, altså uden de sprækker, de afslører i deres tekster. Det er distanceblændende, men charmerende sikkerhed. Ikke uden en vis metroseksuel ambivalens og skønhedsdyrkelse.

Solhorn udtrykker derimod via computeren en pivåben tilgang, en ide om at indtryk af og udtryk om verden kun kan formes som et kor af meninger, en stiplet krøllet linje, en porøs slingrevals gennem vildnis og vådområder. En form for blød mands magtfulde polyfoni. Over for When Saints Go Machine og deres luksuriøse og medrivende rejseaktivitet i langt mere lige linjer mellem punkt A til B.

When Saints Go Machine: Ten Makes A Face (EMI).

Solhorn: Himmelbjerg (Solhorn) Kontakt: tordenstok@gmail.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu