Overskriftens mester stammer fra et digt af Paul Celan, for hvem det meste handlede om jødernes skæbne. Den mærkeligt overfølsomme Celan, hvis digte er en slags mikroverdener, sat sammen af klip fra alle mulige steder, vel egentlig en særlig slags idiosynkratiske reportager, som det kan kræve temmelig meget arbejde at bringe derhen, hvor en egentlig læsning af dem kan foretages, var desuden et godt stykke af en selvoptaget dandy i Baudelaires billede. Altså ikke noget dårligt forbillede for en type som Christian Lemmerz, hvis tyskhed er be-slægtet med Otto Dix ogAnselm Kiefer og mere ekspressionistisk end egentlig konceptuel.
Men han er ikke bare tysk, Lemmerz, han er også en lille smule dansk, selv om det egentlig er ufatteligt, hvad en kunstner af den slags egentlig vil i et høkersamfund som det danske, og så er han temmelig italiensk.
Rækken af 'grave' påStatens Museum for Kunst f.eks. har hentet meget hos Burri og Fontana, hvis værker fra 50'erne var billed-siden af mere end 20 årsfascisme, en tabt krig, lejrene og bomberne, byerne med huse brændt væk indefra, og samtidig inde i sig havde en slags ulmende eksplosiv pragt, som er en del af det italienske, og som man også kan se hos en kunstner som Jorn, specielt i hans keramik.
Dybet
"Jeg vender mig bort mod den hellige, uudsigelige og hemmelighedsfulde nat. Fjernt ligger verden. Den er sænket ned i en dyb slugt. Dens sted er øde og ensomt. Et dybt vemod bølger i brystets strenge. Jeg vil synke ned i dugdråber og blande mig med asken. Erindringens fjerne egne, ungdommens håb, barndommens drømme, alle de korte glæder og forgæves ønsker i hele det lange liv kommer frem, klædt i gråt som en aftentåge efter solens nedgang. I andre rum slog lyset sine muntre telte op. Kommer det aldrig tilbage til sine børn. Der med uskyldens tro venter på det?"
Det er Novalis fra Hymner til Natten, og et sted der inde, fjernt fra verdens larmi dødens tyste skygge, hvor poesiens blå blomst vokser, findes rødderne til Christian Lemmerz' kunst.
Det er, uanset hvad han selv siger, og hvordan han ellers på markskrigersamfundets præmisser fremfører sin tysthed, fotograferet midt i sin udstillingssal på Statens Museum, stående i lyset, der vælder ind ad åbne vinduer og tegner vandrende kors hen over gulvet, i sit sorte bedemandsjakkesæt og med foldede hænder, et sted i nærheden af den blomst, hans værker befinder sig. I nærheden af Novalis (denne "brystsyge Herrnhuter", som hanmanden Brandes kaldte ham i sine Hovedstrømme), til stede der som en uskyld, der senere er blevet lidt forbrændt i kanterne, fordi den har været igennem ekspressionismen og en tur ned ad revolutionens boulevard, hvor kampen aldrig standser, med Gudrun Ennslin og Ulrike Meinhof.
Blomsten ligger på gulvet i Statens Museum. Desværre er der nu, hvor det gemene publikum har fået lov at komme ind i de hellige, tyste haller, lukket for lyset. Der er skodder for vinduerne. Det gør, at især de store, tunge relieffer, dem Lemmerz kalder 'grave', kommer til at hænge lovlig tomt, æstetisk korrekte i deres 'installation'. Den genre dyrker han åbenbart stadig, og det passer kunsthistorikerne godt, for den har de efterhånden lært at tale om.
Det tavse skrig
Men blomsten ligger der, som en slags hoved af gylden krølsalat, i ubehandlet bronze. Kranierne stirrer på den fra væggen, som fra gamle kapucinske katakomber. Alt er forfald, som det jo har været - især set fra Italien - siden renæssancen. Døden er alle vegne, men kun fordi livet er der. Hvad ville døden være uden livet ?
Det er måske ikke, hvad Lemmerz siger til pressen, at han vil sige, men det er heldigvis, hvad hans værker siger.
Også den klokke uden knebel, der som et tomt sort øje overvåger alt fra rummets fjerneste ende. Lemmerz kalder den et 'øje', men egentlig er den jo en mund uden tunge. Den kan måske skrige, men ikke artikulere, ikke forvandle skriget til forståelige ord. Den siger ikke noget, og på en måde har kunstneren kneblet den, sjovt nok jo samme plattyske ord uden sikker oprindelse iflg. etymologiske ordbøger, som man bruger til at betegne den slagpind, der er klokkens tunge.
Hvad denne installation angår, 'Largo' kalder kunstneren den, altså et stykke musik, der skal spilles og høres meget langsomt og med majestæt, kunne man fra museets side, eller kunstnerens, have gjort værkerne den tjeneste at lukke salens vinduer op for det lys, Novalis påkaldte sig i sjælens dybe nat.
Der står en kiste i rummet, der er et foster til stede, og der ligger en skovl på gulvet. Men der mangler lys.
Løgnens paradis
Det er der til gengæld masser af i Faurschou, hvor værkerne med noget større brug af humor suverænt indtager de rum, man har givet dem at bo i.
Tyskland som far, mor og barn i åbningsrummet. Et maleri på den ene væg, tilsyneladende bare et sort kors på hvid grund, men korsets arme kryber ud på maleriets ramme og danner et halvt skjult, næsten fnisende gemt hagekors. Det er farmand. Lemmerz kalder ham med suveræn eksakthed 'Adolf Malevich' og kortslutter derved i ét hamrende hug hele det 20. århundredes politiske avantgardehistorie.
På den modsatte væg en knaldrød monokrom, tjæret frem med fingre og læbestift. Det er Mutti. Barnet er dødt. Det er forsvundet i sit lille kisteformede syrebad af marmor på et podium midt i rummet, og der er skyllet efter med Köllnerwasser for at fjerne lugten.
Det næste rum er fyldt af ikke meget mere. En skikkelse i gennemsigtig oppustet plast på gulvet, en vejrtrækningsmaskine ved væggen og en slange til de to røde lunger, man kan se gennem fantomvæsenets gennemsigtige hud. Ved en anden væg et spejl med ryggen til.
Og i den tredje, sidste stue en fortryllende lille skulptur, helt alene på sin søjle, af to hjerter i afstøbning. Det er svinehjerter, og i den anledning kan man jo tænke hvad som helst. På hvordan de måske 80 millioner svin i danske baconfabrikker har det lige nu, eller på at svinets hjerte fungerer udmærket i mennesker.
Lemmerz har været der før. Dette smukke og intelligente dyr er ikke fremmed for ham. Heller ikke dets grimme og knapt så intelligente fætter, mennesket og kunstneren.
Han ledsager selv udstillingen i Faurschou med et digt. 'Corpus Delicti' kalder han det, og udstillingen, og det virker bedst på tysk i sin Heiner Müller-agtige flænsethed, selv om det også er oversat til dansk. Her mangler dog ordene JUNGFRAUGEBURT ... RAUSGESCHISSEN ... JESUS. Jomfrufødsel, udskidt, Jesus. Jo, Rødderne til dette værk fortaber sig i tiden et sted længere ude før Novalis. Man tænker på Dürer, en anden tysk kunstner, hvis sære, knastede og brændende livsværk ligesom hele tiden ser sig bagud mod en pest, der kommer nærmere.
Og kunsten er for Lemmerz måske, som han skriver, "et misfoster til et kunstigt paradis".
På tysk: FREAKORGAN FÜR EIN ERLOGENES PARADIES.
Christian Lemmerz: LARGO. Statens Museum for Kunst. Til den 6. marts 2010.Christian Lemmerz: CORPUS DELICTI. Galleri Faurschou, København, til den 29. august 2009
