Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Den modstræbende virtuos

Koncertserien Pianoforte! er en af sommerens attraktioner i Tivolis Koncertsal. Lørdag aften indtog Murray Perahia scenen, og det blev en koncert, som ikke levede op til pianistens sagnomspundne renommé
Kultur
26. maj 2009

Murray Perahia går for at være en af vor tids rigtig store klassiske pianister. En eminent tekniker, en ædel og spirituel musiker, en kongenial fortolker af Bach og Beethoven. Sådan beskrives den græsk-amerikanske jøde især af angelsaksiske medier, og den biografiske mytologisering er gennem årene tillige blevet forstærket af Perahias somatiske problemer. I 1990 kom han til skade med højre hånds tommelfinger, det holdt ham ude af spillet i fire år, han genoptog karrieren, skaden vendte tilbage i 2005, igen aflyste han, men nu ser det ud til, at han kan holde den i skak. Der har altså været indtil flere genopstandelser, og det var derfor med høje forventninger, man indfandt sig i Tivolis Koncertsal i selskab med et fyldt gulv af afficionadas. Men efterhånden som koncerten skred frem, faldt auraen desværre mere og mere sammen.

Dansesuite i mol

Tivolis Koncertsal opleves i reglen som et vidunderligt rum for den enlige pianist. Her kan en sand mester få sit instrument til at synge og tale med de fineste nuancer, og hvis man spurgte salens vægge, kunne de sikkert bifalde ud fra et halvt århundredes brogede erfaringer. Men Murray Perahia kom ikke for alvor overens med salens akustik. Bassen og mellemlejet var ikke det største problem, det var til gengæld diskanten, som aldrig kom til at folde sig ud i et frit og rigt farvespil. Og dermed gik en vigtig del af den klanglige iscenesættelse tabt.

Bachs partita nr. 6 begynder med en toccata, en improvisatorisk fantasi med en indbygget fuga. Helt uventet satte Perahia sig tungt på tangenterne - forstå mig ret - og blokerede dermed for en egentlig holmgang mellem det frie og det bundnei musikken. De tre efterfølgende dansesatser fik mere luft under kroppen med fuld opmærksom samtale mellem fingre og hænder. Og så vendte billedet igen i den vældige sarabande, et mesterstykke i musikalsk retorik, overlæsset som den er med barokke indfald ogteatralske fraser. Perahia leverede sin monolog med køligt overblik og udjævnet artikulation, uden blik for den gigantiske billedbog satsen gemmer på.

Med Beethoven-sonaten gik vi fra e-mol til E-dur. Det er blevet sagt om førstesatsen, at hver tone er en juvel, teksturen så skrøbelig som en sommerfugl, som forår i musikken hinsides Vivaldi. Sådan lød det knap nok under Perahias temmelig robuste behandling, det samme gjaldt på andre præmisser den efterfølgende prestissimo, men mest skuffende forløb nu de afsluttende variationer bygget over endnu en sarabande, som skal foredrages gesangsvoll mit innigster Empfindung. Når Beethoven skrev noget sådant på sine gamle dage, skal det formodentlig forstås lige så dybtfølt, som han skrev om et andet værk fra samme tid: Fra hjertet - måtte det igen - gå til hjertet! Igen og faktisk temmelig gådefuldt forholdt Perahia sig nøgternt til opgaven, han spillede noderne, og han spillede dem smukt, men færden gennem variationsrækken blev ikke det ekstatiske drømmesyn, man kunne have ønsket sig.

Monstrøs stroppetur

Perahia knyttede en tråd tilbage til koncertens udgangspunkt med Brahms' Händel-variationer, helt hørbart i den afsluttende fuga, som i den grad åbenbarede et tematisk slægtskab med Bach-partitaens gigue. Brahms' ungdomsværk er en genial og i teknisk forstand monstrøs stroppetur. Vi hiver ankret ind på Themsen, med Händels aria fra cembalo-suiten i B-dur, og sætter efterhånden ud på det åbne hav med stadigt dristigere transformationer af urkilden og vender omsider hjem, beriget og forandret, i triumf og i respekt over for traditionen, man udspringer af, det være sig variationsværker som Bachs Goldberg eller Beethovens Diabelli.

Murray Perahias fortolkning var absolut imponerende, men den nåede på intet tidspunkt det virkelig sublime. Man kunne undervejs savne mere blodrige orkestreringer af musikken og på den anden side fryde sig over den rytmiske attak i f.eks. 7. variation, moduleret efter Schuberts kvartet-variationer i Døden og pigen, og hurtigt efter undre sig over den rodede klang i 13. variations sortladne ungarske rapsodi. Det var altså en noget flaksende odyssé med den sky og aldrig smilende rorgænger, som dog efter hjemkomsten blev formået til at kvittere med to fine ekstranumre.

Koncert den 23. maj i Tivolis Koncertsal. Murray Perahia (klaver). Bach: Partita nr. 6 i e-mol. Beethoven: Sonate nr. 30 i E-dur. Brahms: Variationer og fuga over et tema af Händel. To ekstranumre af Chopin: Nocturne i F-dur, opus 15 nr. 1. Etude i cis-mol, opus 10 nr. 4

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her