Læsetid: 3 min.

Når livsløgnen afsløres nænsomt

'Glasmenageriet' på Aalborg Teater er blevet en medrivende skildring af en mors kærlighedsdesperation - med Marianne Høgsbro som vidunderligt, altknusende centrum
Marianne Høgsbro sejler på en sky af værtindecharme og en syndflod af smadrede drømme i Aalborg Teaters spændende tolkning af -Glasmenageriet-. Her med Kathrine Høj Andersens smukke krøblingedatter.

Marianne Høgsbro sejler på en sky af værtindecharme og en syndflod af smadrede drømme i Aalborg Teaters spændende tolkning af -Glasmenageriet-. Her med Kathrine Høj Andersens smukke krøblingedatter.

Lars Horn

12. maj 2009

Regnen siler ned på Aalborg Teater. Det lugter muggent, og der er intet andet at se end det våde betongulv. Sammen med fornemmelsen af, at noget uafvendeligt kommer til at ske.

Men ind kører så dekorationen til Glasmenageriet med stol og skænk og spisebord. Her i lyset stråler kvinden med den smukke stemme og de eksalterede håndbevægelser. For i Marianne Høgsbros forrygende fortolkning bliver moderen i Tennessee Williams' drama en yderst moderne figur.

En kvinde, som tilsyneladende fusionerer Williams' sydstatsdesperation med den nordiske selvindsigt hos Ibsen og det omklamrende nag hos Strindberg.

Høgsbro favner det hele. Og Aalborg Teaters direktør og iscenesætter Geir Sveaass har ladet Emmet Feigenbergs klare oversættelse skære historien ind til benet. Her er kun kvinden midt i sin umulige dagligdag - anbragt i 1940'er-outfit med papillottekrølle og sømstrømper, men spillet med en energi og en direkte dialog, der gør forestillingen hyperaktuel i 2009. Som psykologisk familiestudie af alenemoderen, der aldrig kan kravle videre op i samfundshierarkiet. Og som portrættet af digtersønnen, der aldrig kan nå til tops i familieaccepten.

Kujonføddernes bedrag

Marianne Høgsbro sukker. Hun laver affekterede s'er, mens hun konverserer fremmede - og hun hvisker brølevokaler, når hun truer sin søn. Hun bliver blød i stemme ved tanken om at kunne afsætte datteren til en god mand - og grov i stemmen af sin egen forsmåede liderlighed.

I virkeligheden er hun ved at gå i stykker indeni. Dermed er hun mindst lige så skrøbelig som den datter, der tilbringer hele dagen med at lege med sine glasdyr i en lænestol. Det udtrykkes bare på en anden måde.

Kathrine Høj Andersen har skruet sig selv ned til vågeblus. Hun sidder bare og famler med sine glasdyr under tyst ansigt og med benskinnen på plads.

Iscenesættelsen har holdt hendes figur helt nede til et minimum, selvfølgelig for at få moderen til at tage desto mere af billedet. Indtil altså den pragtfulde og uundgåelige scene, hvor hjemmet åbnes mod verden og får besøg af Martin Geerts' iltre og usikre bejler.

Han spiller amatørcoachens blæreri og bluffen med indtagende tyggegummismil og forståelige kujonfødder. Og han får klinet sig ind til datterens lillepigedrømme og håbet om den store kærlighed. Her smiler Kathrine Høj Andersen som en flamme, der blusser op - smuk-smuk med sit livs første tillidsvækkende blik.

Indtil hun bedrages og lukker sit ansigt for altid, uhyggeligt og hjerteskærende. Fortælleren af denne hverdagstragedie er sønnen med oprørstrangen og de mange forsøg på at vriste sig fri af moderens forventninger.

Jens Gotthelf spiller ham vidunderligt blidt og lyrisk, så der bliver en lang, voldsom bue frem mod det nødvendige opgør med moderen. Hans fuldescene er sæsonens bedste - med tilbageholdt vaklen og snublende tunge af fineste slags.

Fra sine symbolske nybyggerseler og sine uvorne krøller spidder Jens Gotthelf præcist sønnen som betragter af sin families ikke-liv. Gennem lange passager står han og stirrer på de to kvinder i sit liv. Dermed bliver han tilskuerens spejl - og tilskuerens dårlige samvittighed over heller ikke at have lyst til at træde ind i familieklaustrofobien.

Enhjørningens kraft

Glasmenageriet er en tekst, der udmærket lever gennem sine symboler alene. Derfor er det også så fint på Aalborg Teater, at de små glasfigurer næsten er usynlige fra tilskuerpladserne. For det er ikke de konkrete glasfigurer af enhjørninger, det handler om. Det er de drømme, som smadres.

Nuvel, Rolf Almes scenografi har fastholdt krigstidens nydelighed med de billige, ægte tæppers tyranni. Og alabastlampen lyser akkurat så dødningeagtigt, som den skal i Anders Kjems' stearinglade de-har-lukket-for-strømmen-lyssætning. Jazzmusik saxer sig drævende ind i stemningen.

Alligevel føles denne opsætning kontant og moderne - hægtet ind mellem to byger af regn, der aldrig vederkvæger. Og den er et eksempel på seværdigt klassikerteater, der spiller replikkerne for replikkernes skyld. At forestillingen lykkes, skyldes den stærke performerkvartet med Marianne Høgsbro som det altknusende centrum.

Selv i mørket overstråler hun alle, som hun står der i sin ungdoms overdrevne balkjole - med luftige håndbevægelser og perlende latter. Illusionen om lykken får hun vakt til live som en grusom livsløgn.

Det flotte ved Aalborg Teaters opsætning er, at løgnen afdækkes så nænsomt. Så stille. Til lyden af en silende byge, der forandrer alt.

Glasmenageriet (1944) af Tennessee Williams. Oversættelse: Emmet Feigenberg. Iscenesættelse: Geir Sveaass. Scenografi: Rolf Alme. Lys: Anders Kjems. Musik: Glenn Miller og Jan Garbarek. Lyd: Dominic Gale. Dramaturgi: Hanne Lund Joensen. Aalborg Teater, Lille Scene, til 29. maj. www.aalborgteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu