Læsetid: 4 min.

Næste gang skal naboerne vækkes

Vetos forsanger er en produktiv ung herre, der efter en række eksperimenter har mod på at lave plader i eget, borgerlige navn. Troels Abrahamsen hedder han, og han skuffer ikke på et minimalt og sugende udspil, der dog mangler at give helt los
Troels Abrahamsen er et af Musikdanmarks mest spændende unge navne - både i spåidsen for sit band Veto, men også solo, hvor hans nye udspil -WHT- viser potentialet. Men måske også at han trænger til at smide hæmningerne.

Troels Abrahamsen er et af Musikdanmarks mest spændende unge navne - både i spåidsen for sit band Veto, men også solo, hvor hans nye udspil -WHT- viser potentialet. Men måske også at han trænger til at smide hæmningerne.

Martin Rosenauer

4. maj 2009

Det er en af dansk rocks og electronicas mest interessante skikkelser, der formelt set springer ud som solokunstner i dag. Og selvom Troels Abrahamsen behersker sig og aldrig letter helt på låget, skuffer han ikke.

Genkender du ikke navnet, genkender du med noget nær statsgaranti hans stemme. En robust og ru røst, som rummer melankolien og betvinger såvel det tyste som det desperate.

Troels Abrahamsen har allerede markeret sig som en af det nye årtusinds mest aktive bidragsydere, selvom han i grunden kun har været på banen siden 2006. På den begrænsede tid har han som hovedkraft i dansk rocks mest lovende konstellation, kvintetten Veto, allerede udgivet to vellykkede album, og det gør det langt fra alene. Den noget nørdede, venlige og fuldskæggede laptopmusikers konstante skabertrang og usædvanlige produktivitet har desuden resulteret i en række aliasser og udgivelser. Supertroels, Mockin' Bird og I Know That You Know dækker alle over den 25-årige østjyde, der ikke er sluppet lige heldigt fra det hele. Flere af sideprojekterne, som de godt kan tåle at blive kaldt, har haft præg af skitser, eksperimenter og låste udskejelser frem for formfuldendte værker. Men de har formentlig været nødvendige for hans udvikling. Man fornemmer, at Troels Abrahamsen behøver at sende det mest af sin produktion i kredsløb derude, hvor det er tilgængeligt for lytteren og samtidig kan frigive plads til nyt materiale på stortalentets indvendige harddisk.

Meget lidt hidsig

Nu lægger han så masken og forsøger sig med et album i eget navn, og det er et hørbart kvantespring. Resultatet er mere ærligt og måske også et udtryk for, at Troels Abrahamsen i højere grad kan stå ved og identificere sig med de stiløvelser, der til stadighed strømmer fra ham.

Den 12 numre lange sag hedder White, men skrives WHT. Senere på året følges den - for at det ikke skal være løgn - op med en EP-trilogi, der bærer titlen BLCK og afspejler Troels Abrahamsens mere hidsige og dansable udskejelser som dj på den danske clubscene.

WHT er det diametralt modsatte af hidsig og dansabel. Vi befinder os, som oftest, i et gennemkontrolleret lydunivers, der ofte drives fremad af minimale eller triphop-lignende beats, om end rytmikkens konturer er langt mere kantede og skarpt optrukne end grynede eller slæbende. Midlerne er få, men effektfulde. Stumpe programmeringer og morfende maskiner møder håndspillet bas, en organisk dunkende stortromme, loopede brudstykker af nynnende vokal og en klagende cello, inden de sparsommeligt anvendte elementer opsluges af en om muligt endnu mere blåtonet syngende og sukkende Troels Abrahamsen end tidligere hørt. Vi er tættere på Thom Yorkes fortrinlige The Eraser fra 2006 end Mikael Simpsons De 10 Skud, og der er helt i tråd med Radiohead-forbilledets soloudspil kommet mere luft på østjydens stemme, som i instrumentaliseringens hemmelighedsfulde ånd hvisker sine sandheder om savn ud over albummet.

Lummerheden får lov

Den kortfattede booklet afslører som noget af det eneste, at det meste af molevitten er optaget i Troels Abrahamsens egen lejlighed.

Det høres ikke kvalitativt på den lækkert producerede udgivelse, men man mistænker uvægerligt den venlige unge mand for ikke at ville vække sine naboer på Nørrebro, der ellers står model til det, der er værre p.t. WHT er i hvert fald blottet for den eksplosive energi og støj, der kendetegner Vetos progressive synthrock. Et godt eksempel er albummets suverænt stærkeste udspil, "When You're Ready, Let Go". Her sampler Troels Abrahamsen det 20. århundredes måske største avantgardekomponist, Igor Stravinsky. Modsat russerens egne kompositioner får frustrationerne dog aldrig frit løb hos østjyden. Det er lige ved og næsten, men tordenvejret bliver bag den fortættede lummerhed.

I stedet efterlades vi med et sæt skævt vibrerende strygere, en fornemmelse af dramatisk tilløb og afsæt - men mod hvad, fra hvad? - og et omkvæd, der gentages og bliver til et selvopfyldende mantra:

"These things never stop, these things never stop," klager han for sig selv.

Troels Abrahamsen gør sig i det hele taget i gentagelser. Størstedelen af WHT's lyrik består af repetitioner, som har en meditativ effekt og suger lytteren ind i det lukkede og introverte univers. Men hist og her gør de også sangstrukturerne unødigt låste og forudsigelige. Man overraskes ikke synderligt i løbet af WHT, man bekræftes og lejres.

Det er ærgerligt, for Troels Abrahamsen behersker dynamikken, hvad er hørbart på adskillige af albummets mest løsslupne udskejelser, uden at det siger det helt vilde - eksempelvis "End Scene", "You Don't Get Me At All", "I'm Not An Island" og "We're Like This".

Næste gang må han generelt gerne begrænse sig noget mindre og slippe sig selv noget mere løs. Med WHT er Troels Abrahamsen på vej mod at indfri sit enorme potentiale, men måske er der noget andet, som skal befries på vejen derhen.

Troels Abrahamsen: WHT (BLCK/Sony-BMG). Udkommer I dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu