Læsetid: 4 min.

Optimalt opløftende debut

Morskab, melankoli og eventyr er der rigeligt af i Pixars nye, computeranimerede og digitale 3D-film, 'Op', som i går sendte filmfestivalen i Cannes i luften
Den gamle sure Carl får en idé, og snart er hans hus i luften takket være utallige heliumfyldte balloner og han taget på opdagelse til Sydamerika med en blind passager ombord, drengen Russell. Det umage par rejser afsted sammen og møder sjældne fugle, talende hunde og e beundret opdagelsesrejsende.

Den gamle sure Carl får en idé, og snart er hans hus i luften takket være utallige heliumfyldte balloner og han taget på opdagelse til Sydamerika med en blind passager ombord, drengen Russell. Det umage par rejser afsted sammen og møder sjældne fugle, talende hunde og e beundret opdagelsesrejsende.

Pixar. INC

14. maj 2009

CANNES - 78-årige Carl Fredericksen er en gnaven, gammel mand, der helst bare vil være i fred, og som kæmper en brav kamp mod jakkesætklædte entreprenører for at beholde sit hyggelige, lille træhus midt i storbyens udviklingskaos.

Så da han får besøg af den ihærdige, otteårige spejderdreng Russell, der kun mangler at hjælpe en gammel mand eller kvinde for at blive en fuldblodsspejder-opdagelsesrejsende, er Carl alt andet end glad.

Men inden Pixars nye computeranimerede film, den både morsomme og melankolske Op, der i går åbnede filmfestivalen i Cannes i digital 3D, når så langt, har vi fået en forklaring på, hvorfor Carl (stemme af Ed Asner) er så gnaven. Takket være en underholdende og poetisk fortalt sekvens ved vi nemlig, at Carl som dreng var en eventyrer in spe, og han så op til den verdensberømte opdagelsesrejsende Charles Muntz (Christopher Plummer), der forsvandt sporløst i Sydamerikas jungle på jagt efter en mærkelig fugl.

Forfølg dine drømme

En anden af Muntz' store fans var pigen Ellie, som Carl endte med at blive gift med, og parret lovede hinanden, at de en dag skulle ud på det store eventyr til netop Sydamerika. Eventyret lod dog vente på sig; børn blev det heller ikke til, og mange år senere døde Ellie, hvorfor Carl nu sidder alene tilbage med dårlig samvittighed over, at han aldrig fik indfriet sit løfte.

Men en dag, hvor fremskridtet er ved at få skovlen under den gamle mand, får han en idé, og snart er huset i luften takket være utallige farvestrålende, heliumfyldte balloner. Carl er klar til at tage på opdagelse - med en blind passager om bord, for det viser sig, at Russell (Jordan Nagai) stod på Carls veranda, da han lettede anker, og nu er det umage par på vej til Sydamerika, hvor de både møder sjældne fugle, talende hunde og en vis beundret opdagelsesrejsende.

Gode historier, elskelige personer, opfindsomhed, fantasi og en fantastisk billedside er noget, vi forventer fra Pixar, og Op, der er selskabets 10. spillefilm - og den første animationsfilm nogensinde til at åbne Cannes - er ingen undtagelse.

Som Variety skrev i sin anmeldelse af filmen, er Op det 10. pletskud af 10 mulige. Op er skrevet og instrueret af Pete Docter, der stod bag den charmerende Monster's Inc., og Bob Peterson, og sammen har de skabt en både nostalgisk, opløftende og universel historie om venskab, eventyr og det at turde forfølge sine drømme.

Følelsesmæssig rejse

Carl har lukket sig inde i sit hus og sit liv, og Russell, der først lige er begyndt at leve sit liv - og hvis far er fraværende - bliver som en søn for den gamle mand, der skal lære at leve sit liv igen, mens Russell skal lære, at der findes andre eventyr end som spejder at lære at tænde et bål eller hjælpe gamle mennesker over gaden. Carl og Russells opdagelsesrejse er lige så meget følelsesmæssig, som den er fysisk, og det giver Op - som i øvrigt alle andre Pixar-film - en psykologisk og menneskeligt dybt tilfredsstillende klangbund.

Der er masser af morskab, men der er også melankoli og eftertænksomhed. Visuelt er filmen en udelt fornøjelse og et vidnesbyrd om, hvor meget computeranimationen har udviklet sig siden Pixars første spillefilm, John Lasseters Toy Story fra 1995. Farver, former og kamerabevægelser blandes elegant og ubesværet og bliver til både hæsblæsende action, slapstick og mere stille stunder.

Decideret bjergtagende er det, da Carl første gang letter med sit hus og hundredvis af balloner. Animatorerne har arbejdet med at lade karakterernes udseende udtrykke deres personlighed: Fra indesluttede, firkantede Carl, der ligner en blanding mellem Walther Matthau og Spencer Tracy og langsomt blødes op, til runde Russell, der oser af optimisme og livsglæde.

Charles Muntz ligner med sin moustache Errol Flynn, og Op er da i høj grad også en hyldest til 1930'ernes og '40'ernes klassiske, amerikanske eventyrfilm, hvor action og spænding blandedes med store følelser og romantik.

Op er altså en på alle måder opløftende oplevelse, og selv om jeg ikke ligefrem faldt på halen over den digitale 3D - filmen ville have fungeret lige så godt uden - så havde jeg da indimellem fornemmelsen af at være med på og ikke blot vidne til Carl og Russells eventyr.

Et smil og en tåre

Men effekterne er ikke lige så pågående og in your face som i DreamWorks' Monsters v. Aliens. Endnu en understregning af, at for Pixar kommer ikke teknologi, men historie og personer først.

"Pixar er et filmstudie styret af filmskabere," sagde Pixars visionære chef, animatoren og instruktøren John Lasseter, på det efterfølgende pressemøde, hvor han sammen med Pete Docter, Bob Peterson og Ops producer Jonas Rivera fortalte om alt fra selve filmens oprindelse til animationsfilmens fremtid.

"Ideerne til alle vores film kommer fra filmskabernes hjerter og liv. Det er fantastiske og personlige historier. Det vigtige for mig er altid historiens hjerte. Hvor er hjertet? Følelserne? Det er noget af det vanskeligste at opnå i en film. Walt Disney sagde altid, at der for hvert grin skal falde en tåre. Og da jeg første gang hørte om Op, vidste jeg, at den ville være fuld af følelser. Jeg ved, at vi kan gøre en film sjov. Jeg ved, at vi kan gøre en film smuk. Men det er hjertet, der er så udfordrende, og jeg vidste, at denne film ville blive usædvanlig og fuld af hjerte."

'Op' har dansk premiere den 2. oktober

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu