Læsetid: 4 min.

Orkesterbesøg med divaen Fleming

Orchestre de Paris og Renée Fleming fyldte DR's koncerthus med vellyd
14. maj 2009

Koncertserien Nordic Concerts, som bringer berømte symfoniorkestre på turné til Hamburg, København, Oslo, Göteborg og Stockholm, nåede i indeværende uge sæsonens foreløbige højdepunkt med Orchestre de Paris. Den franske visit var for første gang forlagt til DR's koncerthus, den amerikanske diva Renée Fleming kom og strålede som en sol, og det hele blev styret med stram maske af orkestrets tyske directeur musical Christoph Eschenbach.

Det er alfa og omega for den slags eksklusive projekter, at de får fuld opbakning fra publikum, det har ingenlunde været tilfældet i tidligere tider, men mandag aften var der fuldt hus inklusive abdicerede prinsesser, skibsredere og filmmoguler på vej til Cannes. Også programmet var eksklusivt. En kort første afdeling med Richard Strauss' filosofiske betragtninger over operaens væsen og Bruckners musikalske testamente efter pausen. Man kunne undre sig over, at et fransk orkester turnerer udelukkende med tysk musik, når vi for en gangs skyld får lov at opleve gallisk orkesterkultur i en dansk koncertsal. Et stykke af Berlioz, Debussy eller Ravel på menuen ville have været ganske spændende, men sådan skulle det ikke være.

Smuk strygerklang

Det britiske plademagasin Gramophone publicerede sidste år en motiveret liste over verdens 20 førende symfoniorkestre. Der var ingen franske orkestre på den liste - i øvrigt heller ingen nordiske - og uanset en sådan kvalitetsmålings reelle sandhedsværdi, giver den alligevel et fingerpeg om, hvor langt der er til toppen i denne verden. Men for os ikke så forvænte danskere var Orchestre de Paris som helhed en oplevelse.

Først og fremmest hørte man en organisme, en beundringsværdig klangkultur med base i det store strygerkorps. På orkestrets hjemmeside kaldes medlemmerne artistens musiciens, man fremhæver dem altså som kunstnere frem for som musikere, og det er måske denne udtalte individualisme, der tidligere har givet franske orkestre ry for at være mindre indstillet på teamwork end amerikanske, engelske og tyske. De tider er forbi.

For første gang hørte man en fyldig og homogen strygerklang i den nye koncertsal, helt anderledes end hos DR's symfoniorkester. Fraserne blev hørbart fuldt helt til dørs af alle som én af de 60 franske strygere, klangen er udpræget skolet i fransk tradition: en syngende, let vibrerende klang, der aldrig forceres. Blæserfronten var knap så profileret, især havde man ventet mere markante solistiske udspil fra fløjte og obo, hvor franskmændene plejer at stå meget stærkt.

Renée Fleming er vel noget af det mest hotte, man overhovedet kan turnere med, og hun tog da også salen med storm. Amerikaneren sætter sig selv suverænt i scene med en cool charme og anspændthed, som efterlader selv jernmanden Eschenbach måbende af beundring. Slutscenen fra Strauss' sidste opera Capriccio, skrevet i 1942, er ikke så nem at hoppe ind i for lytteren. Hvad pokker handler det om, og hvad er der gået forud?

Først musikken, så ordet

Man kan selvfølgelig strunte i det og bare flyde med strømmen af vellyd, divaens cremede røst og orkestrets mættede klangpragt. Og Fleming besluttede vel i forlængelse heraf at gøre scenen til en performance, der mere udstillede hendes sanglige fortræffeligheder end den tydeliggjorde, hvordan både rollens, det vil sige grevindens personlige dilemma stiller sig: Skal hun vælge komponisten frem for digteren? Og dermed også afspejlingen af den ældgamle Strauss' leg med spørgsmålet: Hvad kom først i mine operaer, musikken eller teksten? Det svar fik vi ikke, for det gives sådan set af hushovmesteren i operaens sidste replik, og han var sparet væk. Jo, musikken kom først. Og det hørte man også i Flemings to ekstra Strauss-sange, hvor hun i den første vendte sig om mod orgelsiden, så de dér kunne opleve hende for fuld stemme.

Bruckners torso

Også i Bruckners Niende var det en fornøjelse at høre et orkester med en usvigelig sammenhængskraft, stadig med strygerne som rygraden, og udgangspunktet var fortsat gode franske dyder som lethed og subtil klangbehandling.

Bruckners sidste ufuldendte symfoni er tilegnet dem lieben Gott, den er grænsesøgende i sit anliggende, udspiller sig med sine kun tre satser som et frygtindgydende drama om dødens uafvendelighed. Denne åndelige dimension kom kun sporadisk til syne hos Eschenbach og franskmændene, han valgte ofte bevægelige tempi, den lige vej og styrede uden om ret så mange lysvæld og helvedeskløfter.

Orkestret blev ikke som sådan registreret som et orgel med klart definerede værker, især den ni mand stærke horngruppe holdt sig tilbage med et lidt gråmeleret spil. Men bevar' mig vel for en gylden strygerklang i den afsluttende adagio, den var hele aftenen værd.

Gæstekoncert den 11. maj i DR's Koncerthus. R. Strauss: Slutscene fra Capriccio, Strauss: Zueignung og Morgen (ekstranumre), Bruckner: Symfoni nr. 9 Renée Fleming (sopran). Orchestre de Paris. Dirigent: Christoph Eschenbach

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu