Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Ud på de vilde vover med to kvinder

På to meget forskellige måder leverede veteranen Elisabeth og debutanten Marie Fisker hver sin underspillede og uforglemmelige koncert i Jazzhouse
På programmet i Jazzhouse stod veteranen Elisabeth Gjerluff Nielsen (tv.), debutanten Marie Fisker (i midten), og den svenske visekunstner Sofia Karlsson (herover), som dog måtte aflyse på grund af et ildebefindende. Men hendes band gav nogle gode trøstenumre.

På programmet i Jazzhouse stod veteranen Elisabeth Gjerluff Nielsen (tv.), debutanten Marie Fisker (i midten), og den svenske visekunstner Sofia Karlsson (herover), som dog måtte aflyse på grund af et ildebefindende. Men hendes band gav nogle gode trøstenumre.

Kultur
4. maj 2009

Pladeselskabet Playground byder op til dans (mindst) et par gange om året med nogle ganske særlige Late Night-arrangementer, hvor en to-tre solister præsenteres for publikum i intime rammer, som giver mulighed for en nærkontakt med stoffet.

På en facon, der ligner den optimale, hvis man er til fordybelse og koncentration. Dette er en form, som kommer sanger/sangskriveren til gode, for han/hun arbejder gerne med et kunstnerisk fortættet materiale, hvor allehånde - store som små, skelsættende som marginale - erfaringer fra tilværelsen omsættes til sang.

I sanger/sangskrivergenren har udøverne ofte noget så gammeldags som et eller andet på hjerte, hvilket ganske givet vil pisse mange af, for hvad fanden ligner nu det? I narcissismens tidsalder vil vi ikke høre om andres erfaringer, vi vil fejres, feteres, forkæles, stryges med hårene og i et væk have at vide, hvor lækre vi er samt igen og igen forsikres om vi er universets centrum; så hvor irrelevant er det lige hvad andre tænker, føler og mener?

Spøg til side, Jazzhouse i København er med sine siddepladser og hele gammeldags stemning af klub det perfekte sted at præsentere kunstnere fra den afdæmpede del af musikverdenen og på aftenens program stod såvel veteranen Elisabeth Gjerluff Nielsen som debutanten Marie Fisker, ja vel egentlig også den svenske visekunstner Sofia Karlsson, som dog i den 11. time ramtes af et ildebefindende. Det var en bet, især fordi mange aftenens fremmødte var kommet for at høre netop hende, men hendes band følte, at turen over Sundet ikke skulle være helt forgæves, så det gav et spontant sæt mellem de to danske navne, hvorved Karlssons korsanger Sofie Livebrant fik mulighed for at oplade røsten på et par ret så Tori Amos-inspirerede sange.

Der var dog en så sjælden lydhørhed på spil de fem-seks musikere imellem, at man trods sættets åbenlyst improviserede natur ikke kunne lade være med at sidde og nyde de mange fine detaljer og det høje musikalske niveau, der her lagdes. Så selvom det ikke gik efter planen og man gerne havde lyttet til den klejne frøken Karlsson, formåede hendes medbragte musikere nu at få det optimale ud af en uheldig situation.

Forankret i det konkrete

Elisabeth Gjerluff Nielsen arbejdede i mange år på at gøre sig usynlig; sådan virkede det i hvert fald på undertegnede, der hellere end gerne lagde ører til den lyriske larm, hun lavede i 1980'erne og et stykke ind i 90'erne.

Få kunne som Elisabeth give en sangtekst en lyrisk drejning uden på noget tidspunkt at forfalde til hverken det banale eller det nuttede; tværtimod formåede hun at lade sine ord med både en god dosis sensualitet og ikke mindst en befriende omverdensbevidsthed, som holdt selv de mest flyvske udsagn solidt forankret i det konkrete.

Men efter en afdæmpet samling salmer udsendt i 1996 under titlen Lær mig nattens stjerne, gik der otte år, før hun atter kom på banen i 2004 - og da med det noget søgende Matiné. At hun i mellemtiden fik lavet en hulens masse børnemusik og skrevet et par bøger plus det løse skal selvfølgelig med, for hun er en alsidig dame med et godt og kærligt greb om de små menneskers univers, hvad hun med stor sikkerhed omsætter til ord og musik.

Ikke desto mindre er hendes blændende comeback med cd'en Salto Mortale en af årets helt store positive overraskelser på alle niveauer - tekst, musik og klang! At høre en voksen kvinde synge voksne sange fra et nulpunkt - en skilsmisse, velsagtens (?) - midt i livets malstrøm, er alt andet end hverdagskost i en tidsalder, hvis yndlingsafguder er infantilismen og neofilien. Hvor man igen og igen skal udsættes for voksne mænd i fodbold-T-shirts udbrede sig om, hvorledes de har undgået at blive bræk-bæ-og-bumser-voksne (det mest tabubelagte ord på denne side af 'børnelokker') og i den grad nu på 32./42./52. år bare i den grad er i kontakt med deres indre drengerøve. Og hej kvinder, I er sgu meget godt med på den galej ...

Men Elisabeth angler ikke efter de bevidst debiles accept med sangene på Salto Mortale, 10 perler på snor, oprindelig indspillet sammen med den alt for tidligt bortgåede Hilmer Hassig og gjort færdig i samarbejde med Jesper Siberg.

Pladen placerer sig stilistisk et ubestemmeligt sted mellem electronica og pop (med Elisabeths vanlige sans for frapperende akkordskift) og materialet derfra egner sig fortræffeligt til live-situationen. At Elisabeth på ingen måde er en stor sanger, kompenserer hun rigeligt for med power, nærvær og en afvæbnende facon.

Hendes sæt endte i ren triumf med klassikeren "Hud mod hud" og gav appetit på en fuldlængde-koncert med koryfæet. Thi få har sange som hendes og de fortjener sgu en tur til rundt i manegen, lille De!

Kærlighedens spøgelse

Efter intermezzoet med Sofia Karlssons fine lille band, var det debutanten Marie Fiskers tur - og dermed en rejse frem og/eller tilbage til den moderne sang, når den er allermest splitternøgen.

Her findes ingen avancerede akkordsekvenser, komplekse harmonier eller søgte rytmer, kun en befriende no-nonsens tyngde og en søgende sjæl, der åbenlyst brænder for såvel (det selvskrevne) materiale som musikken som sådan. Fisker er på alle måder gjort af ren rock'n'roll, hvad enten man nu kan lide det eller ej.

Med en tight og fuldstændig solidarisk trio er det de gammeldags dyder, der præger hendes udtryk; der synges lige fra solar plexus om kærlighed og (især) fraværet af samme, om længsel og om sorg.

Det gøres der med en intensitet og inderlighed, der løfter de nogen gange noget løst skitserede sange helt op under himmelbuen og man må bare hengive sig til mødet med en stemme, som formår at rive og ruske én ud af den selvtilfredse ro og durk ud på de vilde vover, hvor de store følelser regerer, mens vinden og hundene hyler et sted i det fjerne -

Marie Fiskers fine debutplade hedder Ghost of Love - og sådan lyder den såmænd også. Trommeslageren Jakob Høyer - en vellykket hybrid af Mo Tucker og Charlie Watts og en af vor allerfineste rocktrommeslagere oveni - har sammen med Fisker produceret pladen, så man kan mærke kærlighedens spøgelse passere lige gennem én.

Vi befinder os et sted mellem PJ Harvey, Lucinda Williams og Gillian Welch (sidstnævnte har Fisker tilmed lånt en sang af) og mangler der et sidste nøk, før Fisker kommer ud fra under forbilledernes skygge, folder talentet sig allerede stiligt ud, især live.

Men det ville være fantastisk en dag at høre Fisker give los på modersmålet, thi med den stemme ville hun virkelig kunne brænde igennem. Måske hun skulle prøve én af Elisabeth Gjerluffs sange et shot en gang. That would really be something!

Elisabeth og Marie Fisker (og Sofia Karlsson), Copenhagen Jazzhouse, torsdag

Elisabeth: Salto Morale (Hotblood/Playground) Er udkommet

Marie Fisker: Ghost of Love (Maryvine Records/Playground) Udkommer mandag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her