Læsetid: 11 min.

I Peder Balkes fodspor

Den norske kunstmaler Peder Balke, der i dag regnes som en af det modernes nordiske pionerer og blandt andet har inspireret Per Kirkeby, blev opfattet som mislykket i sin samtid. Nu rejser forfatteren Thomas Boberg i Balkes fodspor til Nordnorge - helt derud, hvor naturen er vild og ærkeromantisk
14. maj 2009

Min guide i det allernordligste Norge er Peder Balke - fælleskataloget fra Ordrupgaard Museum i Danmark og Kunsthalle Krems i Østrig. Det er første gang, Peder Andersen Balkes (1804-1887) vilde og sære naturromantiske billeder udstilles uden for Norge. Min rejse skal gå til nogle af de steder, hvor Peder Balke 177 år tidligere, stod i den store natur og blev vakt.

Stetind, Norges nationaldfjelds 1.392 meter rejser sig direkte fra havets overflade. Det er en voldsom og skæv sag, som ender i noget, der ligner et stemmejern, der banker op i himmelen; æggen er et plateau, der fylder fem fodboldbaner. Peder Balke malede det - set fra Tysfjorden - men det ligner ikke. Toppen ser anderledes ud på hans maleri, flosset, spidsere. Desuden havde han blot sin erindring og nogle 30-årige gamle skitser at forholde sig til. Efter rejsen i Nordnorge i 1832 vendte han kun tilbage i erindringen. Men Balke var uinteresseret i topografisk akkuratesse, hvilket var en af grundene til, at han gled ud af samtiden og blev opfattet som mislykket. Det var lyset, stoffet, visionen, der optog ham, og retrospektivt kan man så sige at han pegede frem mod det moderne. Selvom han forsøgte, passede han ikke ind i den norske nationalromantik.

Den slibrige bane

"Jeg er født paa Helgeøen i Næs på Hedemarken den 4de november 1804 i fattige Kår," skriver Peder Balke i sin selvbiografi, og lidt efter, "vi måtte derfor som mange andre gribe til Surrogatter, som er mindre fordøielige for den menneskelige Natur, idet jeg og min Broder gik i Skoven for at tage Barken af Træerne, som blev tørret og malet, og hvoraf Moder bagede Brød."

Efter Peder Balke havde opgivet en karriere som 'handelskarl', blev han dekorationsmaler, inspireret af sin morfar, som var en dygtig maler, hvilket til dels kan forklare Balkes anderledes teknik; han malede ikke kun, han skrabede med spatel for at finde tilbage til grunderingen, gned med fingrene, lagde på og skrabede igen. Men han havde større ambitioner end det respektable håndværk. Han ville være kunstner. Han rejste til Stockholm, fik afsat billeder til Karl Johan. I Paris i 1845 lykkedes det ham at få foretræde for kong Louis-Philippe; denne bad ham udføre to malerier og skitser med nordnorske motiver; februarrevolutionen og kongens flugt satte imidlertid en stopper for de udsigter. "Og naar jeg først havde betrådt," skriver han, "den for enhver begyndende ung Kunstner slibrige Bane at male for Kongehuset, og dette som sagt havde løbet saa særdeles heldigt af for mig, maatte Følgen deraf uundgaalig blive den, at jeg ogsaa maatte være betænkt paa et Maleri som jeg kunde fremstille for Tronfølgeren, Rigernes vordende Konge."

I 1835 på en af sine dannelsesrejser i Europa opsøger Balke den ældre kollega og landsmand J. C Dahl i Dresden. "Et landskab," erklærer Dahl, "maa ej alene forsætte os i et bestemt land eller Egen, men have det caracteristiske af dette Land og Natur, det maa for den følende Beskuer tiltale ham paa en poetisk Maade - maa tillige saa at sige fortælle ham om Landets Natur - Bygningsmaade - Folk og Skikke - Ofte idyllisk, ofte historisk - mellancolisk - det de var og er". Denne målsætning kunne aldrig blive Balkes. Balkemotivet løsriver sig fra sin virkeligheds rammer og driver som et isbjerg ind i kunsten. Om Balke sagde J.C. Dahl: "Balke er et misløkket Kunstgeni - mere end nogen af dem der tror sig store Genier. For sent er han kommen til klarere Anskuelser i Konsten, og man maa tage ham som han er."

Balke blev politiker, kæmpede for pension til de fattige, fik et bykvarter opkaldt efter sig og endte med at blive farvehandler. Han gled helt ud af kunstlivet, der var knap nogen, der vidste, at han stadig malede. Det havde heller ikke hjulpet på sagen, at den toneangivende kunstkritiker Emil Tidemand havde dømt ham ude. Emil Tidemand så det som sin opgave at promovere broderen Adolph Tidemands kunst. Det er da også Tidemand, Gude og Dahl, der den i dag dominerer den nationalromantiske epoke på Oslo Nasjonalgalleri.

Hurtigruten

Selv er jeg er gået om bord på luksuslineren Finnmarken på vej mod Magerøya, hvor jeg skal opleve et af Balkes store motiver i den såkaldte virkelighed, nemlig Nordkap. Jeg har fuld forplejning, som det hedder her på Hurtigruten, og den er upåklagelig: morgenmad, frokost, aftensmad, vi lægger til i Finnsnes, hvorover sneen hvirvler. Man har kun lyst til at sejle videre.

Frokost, et overdådigt tagselvbord, ørred, sild, tun, makrel, laks, krebs, rejer, krabbe. Der står en steward og sørger for, man vasker hænder, inden man træder ind i restauranten, vask hænder står der alle vegne. Jeg har lige vasket mine hænder, siger jeg, vask dem igen, befaler han, alle skal vaske hænder, vask hænder. De fleste af mine medrejsende er nordmænd og tyskere, jeg hører også engelsk, fransk, dansk. Det er jo, går det op for mig, et luksusalderdomshjem, ædende og drikkende flyder man helt modstandsløst af sted ud i Ishavet mod det yderste nord. Selv de yngre rejsende ligner pludselig gamle, et sted i udkanten af evig søvn, allerede døsige. Den lille hær af søde blå og hvidklædte stewardesser vimser omkring udvalgte borde og synger fødselsdagssange. Går ud på dækket, der er en iskold blæst, der jager en slags liv i kadaveret, frosten knaser under skoene. De hvide fjelde glider tavst forbi. Jeg skriver den 17. april, sover uroligt, vågner kl. 2 om morgenen, under de mørkt rullende skyer - Balkeskyer - er der et hvidt spøgelsesagtigt lys. Balkeskyer. Det var forfatteren Kjartan Fløgstad der brugte dette billede i et rejseessay fra Kirkenes, Peder Andersen Balke er for længst flyttet ind i sproget.

Nordkap

Nordkapmotivet ville ikke lade Balke i fred. Og den fascination smitter. Per Kirkebys interesse for Balke kan man for eksempel opleve på Orddrupgaard-udstillingen. Ophængningen af begges billeder illuderer en bro over en tidsafgrund på 150 år. Hos Balke ser man Nordkap som en sort klippevæg, der står ud i havet under en himmelhvælving af sorte skyer, hvor en halvskjult månes stråler delvist trænger igennem, de oplyser en plet på havet, en robåd med fem mørke skikkelser er på vej ind over; eller man ser motivet som en hvid væg under en daghimmel med skyer, bølgerne antyder storm. Det er de to yderpunkter, herimellem findes der adskillige varianter, hvide, sorte, rolige, urolige, altid gådefulde.

Vejret er fint, Finnmarken passerer de hvide fjeldkyster, øerne, fjordmundingerne, vi nærmer os Honningsvåg på Magerøya, vi nærmer os Nordkap. Der er 2000 indbyggere i Honningsvåg, et lille moderne samfund, der lever af fiskeri og turisme. Mod krigens slutning trak tyskerne sig tilbage i en sand rus af destruktion, ikke et hus på hele øen stod tilbage, kun kirken, som øboerne flyttede ind i efter krigen, mens de små bygder alle som en blev genopbygget. Om sommeren strejfer samernes 4.000 rener rundt ude på øen, om efteråret drives de over vandet til fastlandet. Vi lægger til, alderdomshjemmet traver i flok mod de to busser, der skal køre os til Nordkap; i højsæsonen har man talt op til 12.000 besøgende på en dag, men det her er april, og vi er kun cirka 150 døende. En sneplov viser vejen, pludselig kan man ikke se en hånd for sig, sneen vælter ned, dagen før blev ekskursionen aflyst, en storm flåede tage af husene, knuste ruder, og juletræet i Honningsvåg tog omsider flugten. Pludselig skinner solen igen, fjeldene er fabelagtigt hvide, et sted står der nogle rener. Øjeblikket efter er det atter mørkt, uigennemtrængeligt. Da vi ankommer til Nordkaphallen, er der hul i skydækket, solen stråler, hjertet banker, kan ikke vente til at se Europas ende, faldet fra kanten mere end 300 iskolde meter. Snestormen står ude på havet som en dans af søjler, på vej mod os, men lige nu er der klart. Jeg må prøve at se Nordkap fra Balkes synspunkt; det kan jeg ikke, det er, hvis man skal tage hans optik bogstaveligt, set nedefra, fra havet ved stranden; jeg står oppe på kanten, men jeg kan gå til siden nogle hundrede meter, se, hvordan klippen rager ud i havet, civilisationens begsorte tavle, som den tjekkiske forfatter Karel Capec har udtrykt det i en rejseberetning. Så er snestormen over Nordkap, og jeg må skynde mig tilbage til bussen for ikke at forsvinde.

Fjeldene står, som de altid har gjort, urokkelige i stormen, det var den uendelighed, Peder Balke stræbte efter i sine billeder. Han kopierede ikke, han hentede sine motiver i naturen, rykkede dem løs af stedets virkelighed, forvandlede dem med stor visionær frihed, ingen naturalisme her. Det er derfor, billederne får symbolsk karakter, det evige fyrtårn i mørke og storm, menneskets skrøbelige holdepunkt, men for fanden da også set herfra den skamredne fallos, spermens måger flyver op i skyernes kusse; menneskets lille eksistens som en båd prisgivet naturen, nogle klarer livets storm, andre går ned, til sidst bukker vi alle under. Nordkaps urokkelige klippe, som en sort væg, eller en sort port, der ikke kan åbnes. Det vældige klippemassiv, der som en væg rager ud i havet. Mere end 20 år efter vil Balke genkalde sig synet. Han maler først, så han kan skrabe løs, male oven på igen, gnide med fingeren. Han er jo, om end i al ensomhed, de store naturdrømmescenariers tøjlesløse genskaber, men den klippevæg der, og så den lille båd med fiskerne i havet i forgrunden, overladt til universets vildskab, er det verdens ende? Den ende vender tilbage til ham, den hjemsøger ham gang på gang, men samtidig er den uopnåelig. Han står et sted i dybet af sin erindring. Han skraber lyset fri i mørket, så han kan se enden.

Vardø

"Dagen efter Ankomsten til Vardøe," skriver Balke i selvbiografien, "gik jeg udover Øen for rigtig at kunne have Anledning til at beskue Havets Bryden mod Klipperne efter en saadan Orkan som den foregaaende Dag havde raset, og det storartede Syn der da fremstillede sig for mine forskende Blikke, vil aldrig gaa ud af min Erindring".

Jeg går fra borde i Vardø. Det siges, at der er fire soldater tilbage i Vardøhus Fæstning, verdens nordligste. Jeg så ingen af dem, da jeg gik derhen, kun fodspor i sneen, der brat stoppede ved et stort gult pissehul. Sneen dækker byen, her og der er der meterhøje driver. Ellers er der ikke noget tegn på liv i byen, det er ganske vist tidlig formiddag, søndag, dødt, koldt, himlen er overskyet, men solen er rund og lysende bag det grå dække, alting er hvidt og stålgråt, de blå, røde og gule huse lyser dog op på den anden side af havnen. Hurtigruten er sejlet til Kirkenes, her ender min rejse i Balkes fodspor. Sne og fravær, der er også enkelte huse af cement eller mursten, de virker kolde, ubeboede, ligner pulterkamre, dødsbo, pudset raslet ned. Malingen skaller på mange træhuse, nogle står halvt sammenstyrtede, her et bilvrag begravet i sne, et vejskilt viser 74 kilometer til Vadsø, og 372 Ivalo. Vejen er tom, løber ned under en tunnel og ud på den anden side et sted, hvor Finnmarkens snedækkede fjeldøde breder sig. Engang mente man, at der heroppe var en nedgang til helvedet, derfor talte man om den massive tilstedeværelse af forbrydere og hekse. Der var en tid, hvor heksejagten var intens. I 1671 blev otte kvinder anklaget for at have skabt en storm, der kostede 40 mand livet. De anklagede blev bundet på hænder og fødder og kastet i havet, de, der gik til bunds og druknede blev frikendt og siden begravet i kristen jord, de, som efter en tid i det iskolde vand endnu flød, blev kendt skyldige og underkastet den frygteligste tortur i Vardøhus Fæstning. Nu ser jeg menneskeliv, en somalisk flygtning alene i sneen. Et tomt pakhus af træ nede ved havnen giver genlyd af mågernes skrig, noget nær den eneste lyd denne søndag i Vardø, bortset fra en bundet køter, der pludselig springer frem mod mig; mågerne har gjort pakhuset til bolig, det er en vældig koloni, to ravne sejler under den grå himmel og lander på den lille trækirkes spir tæt ved Vardøhus fæstning. Et ældre par skubber sig af sted på en art gangslæde. Gravene står så underligt blottede i sneen, ingen træer, klimaet gør det af med dem. Mange forsøger at plante træer i haverne, de pakker dem godt ind til vinteren, og pakker dem så ud igen til foråret. Vardø ligner en fraflytterby, det er ikke her, man kan se, at Norge er verdens rigeste land. Her blomstrede russerhandlen, nu er også den museum. Under balkonen på et ramponeret træhus hænger der frosne fisk. Skriver den 19. april 2009. Der er ikke andet for end at vende tilbage til Vardøhotel, jeg er eneste gæst, jeg ringer på klokken, efter en rum tid dukker hun op, den venlige jente med de dårlige tænder. Jo, jeg kan bare tage kaffe. Hvis Nordkap er kontinentets yderste pynt, så ligner Vardø en by for de sidste mennesker, der på et tidspunkt valgte at stå imod, men nu ikke længere er i stand til at huske hvorfor. Fiskeriet er ikke, hvad det har været, militæret er reduceret, en stor bedrift er gået konkurs, i 70'erne var der 4.000 indbyggere, i dag er der kun knap halvdelen. Vardø satte sit mærke i Peder Balkes sind, fæstningen er et af motiverne, han har set den fra havet, han har set den fra stranden. For ham går den næsten i et med landskabet, byen selv er kun en fodnote i den natur, som mennesket ifølge Balkes billeder helt er prisgivet. Grusom og skøn forvandler han den til visionær erindring, naturens varder, der står tilbage, når mennesket er forbi.

Ved Balkes død blev det kun sporadisk nævnt i nekrologerne, at han engang for længe siden havde forsøgt sig som kunstmaler, men havde mislykkedes. Alligevel er han den skandinaviske kunstner, der er bedst repræsenteret på Louvre. I dag regnes han som en af det modernes nordiske pionerer. Han skulle helt derud, hvor naturens kraft modsvarede hans temperament, vildt og ærkeromantisk. Man sammenligner ham med William Turner og Caspar David Friedrich. I Danmark har han påvirket Per Kirkeby.

Ordrupgaard. Balke & Kirkeby. Fjerne horisonter. Indtil 21. juni

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Frede Møller-Jensen

Det er da vist lidt af en misforstået flothed at kalde Hurtigruten for et ”luksusalderdomshjem”.
Hurtigruten er stadigvæk en vigtig del af det nordlige Norges daglige transport- og infrastruktur.