Læsetid: 4 min.

At blive til Peter Sommer

Det er godt at få blæst forbeholdenes forbandelse af sjælen, mens poeten Peter Sommer i centrum nyder, at tvivlen for en stund hersker over menneskehavet i Store Vega. Bare en skam at der er lidt for meget fugemasse med i spillet
Hr. Sommer er en både begavet og tørt morsom herre fuld af historier og kærlighed, skriver anmelderen om Peter Sommers koncert torsdag i Store Vega.Billedet her er fra januar, hvor Peter Sommer optrådte ved P3 Guld i Koncerthuset.

Hr. Sommer er en både begavet og tørt morsom herre fuld af historier og kærlighed, skriver anmelderen om Peter Sommers koncert torsdag i Store Vega.Billedet her er fra januar, hvor Peter Sommer optrådte ved P3 Guld i Koncerthuset.

Martin Rosenauer

2. maj 2009

Den er forbistret anfægtende. Denne afvikling og indvikling og udvikling og forvikling af individet og identiteten og erindringen, som huserer i Peter Sommers sangtekster.

Ja, sidste gang jeg lyttede så intenst til tekster var til Leonard Cohen i Edinburgh sidste sommer. Man kan simpelthen ikke lade være med at lytte til fortællingerne fra et flydende jeg - i en tørretumbler, som Peter Sommer formulerede det fra scenen i Store Vega i torsdags.

Det er et strålende paradoks, når man så mærker at ens krop står i stiv disciplinering under et muskuløst orkesters taktstok. Sammen med sine fem live-musikere puster Sommer potens i tekster, der ellers er ved at falde fra hinanden i tvivl, lyrisk flertydighed og tusmørketanker.

Det er en potens hentet fra årtiers gennemprøvede rockskabeloner.

Enkle dunkende trommer, veldresseret forvrængede elguitarer, ringlende akustiske guitarer, en solid, men bevægelig bas og synth.

Det virker

Bag musikerne mimer et arsenal af vandrette tusindfarvede og changerende lysrør ønsket om at blænde - for det gør Sommer og backingbandet Tiggerne. Det er massivt, det er uden at se sig tilbage, det er uden vaklen. Det virker. "Åh, lad mig blive ramt af en bil/Jeg aldrig får råd til at købe".

Åh, lad os få blæst forbeholdenes forbandelse af sjælen, i sandstorm og bægerklang, mens poeten i centrum nyder, at tvivlen for en stund er hersker over menneskehavet.

"I nat har jeg stirret loftet hvidt/En enkelt revne og jeg tænker mit/Drømmer vi mon om det samme sted".

Peter Sommer er over årene blevet en delvist usandsynlig P3-darling. Usandsynlig når man lytter til hans stemme og til dele af hans tekstkorpus. Men sandsynlig når man hører knivskarpe letgenkendelige refleksioner som "Når jeg er fuld, ved jeg, jeg er helt fuld af kærlighed" - eller når man lytter til musikken, der med sin efterhånden 80'er-klingende vælde og yderst nutidigt dynamiske produktion er oplagt til omfavnelse ude i bilkøerne og butikkerne.

Live spilles der med begejstring og kommunikation, og sprækkerne i sangene bliver fyldt med fugemasse. Flere sange er omarrangerede, ja, singersongwriter-hittet "Valby Bakke" er blevet dopet op i tempo og muskelmasse. Og det giver en fornemmelse af, at Sommer og band stormer med sømmet i bund ad voldsomt slyngede landeveje. Fuld af krogede vejtræer og fordrejede vejskilte. De flyder bare sammen ved så høje hastigheder.

"Lad aldrig et røvhul vise dig vej".

Vi er i godt selskab og under god vejledning. Hr. Sommer er en både begavet og tørt morsom herre fuld af historier og kærlighed. Og han kan andet end at råbe efter mere monitor og opmærksomhed. Der er hyldester til hans yndlingstigger, der skylder ham 4.000, som han ikke vil have tilbage lige med det samme, og til digterne Halfdan Rasmussen, Bo Ark og Nicolaj Stochholm. Der er historien om forældrene der blev stærkt bekymrede for deres dreng, da han glemte en af sine tekster i deres printbakke - vel at mærke til hans seneste plade Til Rotterne, Til Kragerne, Til Hundene. Der er refleksioner vistnok over anmeldernes kategoriseringer af Sommer selv. 50-100 pct. C.V. Jørgensen. 20 pct. Kim Larsen. syv-otte pct. Benny Holst. Og et fromt ønske om at Peter Sommer en dag kan blive til Peter Sommer.

Rørte vande

Jeg - og resten af den vel befolkede sal - er forrygende underholdt af fyldige uddrag fra det seneste album og ældre perler. Ja, overtegnede er endda rørt, da Sommers elegiske, stort svungne "Himmelflugt" forlader affyringsrampen. Desværre udstyres den med unødvendigt korsunget kindrødt i klimakset, og her gemmer sig balladen i Sommers musik, live som på plade.

For betjener han sig af denne lidt monokrome rockpotens som trojansk hest ind i mainstream? Eller er det en usikkerhed eller et kompromis fra en mand, der endnu ikke kan tage konsekvensen af sin indre nødvendighed? Under "Himmelflugts" korsang lyder det som et kompromis.

Og jeg savner uanset hvad noget anarki. En gal guitarist med betændelse i pedalerne. En trommeslager på jagt efter syregrønne synkoperinger. Mere af det ætsende synth som Palle Hjorth lader sitre på plade og til koncerten. Diskussionen. Desperationen. Fuldskaben. Der er et gab mellem teksterne og musikken. Også live hvor jeg kommer til at tænke på 80'ernes gennemprofessionaliserede rockbølge. Vi er i rørte vande, men ikke altid berørte. Og professionelt, det er det. Og det er en hyggelig fest. Og det er ikke dårligt. Men det kunne have været en indædt fejring af afgrunden og himmelflugten i os alle.

"Vi falder først den dag vi kigger ned", "Tigger" og "Rødt kort" er de forrygende ekstranumre, hvor der ikke er noget at indvende. Første og sidste numres uimodsigeligt dynamiske kompositioner fortjener den rå behandling. Og "Tigger" får ro til bundfælde sig en smule. Her bliver Peter Sommer til Peter Sommer. Umiskendeligt.

Peter Sommer - Store Vega, Kbh., torsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu