Læsetid 2.7428571428571 min.

Sandblæsning af det, man vist kalder sjælen

Kønt er livet ikke, men det er saliggørende at opleve det vendt som blodige prismer i PJ Harveys kunstneriske belysninger. Ved koncerten i Vega i mandags fastslog damen - i samarbejde med sin gamle ven John Parish - at hun er en live-åbenbaring, som i disse år ikke bør misses
PJ Harvey og John Parish leverede en serie vidt varierede åbenbaringer i Vega.

PJ Harvey og John Parish leverede en serie vidt varierede åbenbaringer i Vega.

Martin Rosenauer
13. maj 2009

Det er med gispen, gru, lyst, sorg, skælven, glæde, gysen, smerte, lutring og en generelt bandsat lystfølelse, at man går til en PJ Harvey-koncert i disse år. En kunstner har nået et nyt højdepunkt, med sin avancerede indierock, sin højest personlige blues og sin teatralske nerve i den anselige kreative rygsæk har Polly Jean Harvey besteget nye tinder som sangskriver og som sanger. Hun har bevæget sig ud i mere kammermusikalske aspekter af sin kunst, hun har fundet nye måder at presse sin stemme på og nye måder at få den til at svæve ubesværet højt i registeret.

Alt det erfarer vi under koncerten i det pakkede Store Vega. Ører på stilke. Øjne spærret op. Munde i passager gabende, måbende. En koncert, der præsenterer hendes genvakte samarbejde med sin gamle ven og medmusiker John Parish. Genvakt på det aktuelle album A Woman A Man Walked By, efter 13 års udgivelsespause, efter det brillante, gnistrende, snirklende, forvredne Dance Hall At Louse Point. Og et samarbejde, der i Vega bliver udbygget med den stramme stramme trommeslager Jean-Marc Butty og de ærværdige herrer Eric Drew Feldman og Giovanni Ferrario på elguitar (uendeligt sprød) og bas - og for Feldmans vedkommende også tangenter.

Gnistrende triptykon

Det starter lidt for pænt. Der er lovlig meget gentleman over leveringen af åbningsnummeret, det nye "Blackhearted Love". Ferrarios guitar savner den forvrængede ætsning fra albummet, ætsning som giver åh så intens mening, når damen synger "When you call out my name in rapture/ I volunteer my soul for murder/ I wish this moment here forever".

Men da vi når til tredje nummer, bortvejres enhver tvivl. Et gnistrende triptykon fra debut-samarbejdet: "Rope Bridge Crossing", "Urn With Dead Flowers In A Drained Pool" og "Civil War Correspondent". Sange, der knejser og syder og detonerer og gløder under den ophøjede behandling og giver os PJ i et væld af farver og former. Støjende indie-blues fortolket på 13 års afstand, fra en mildere, men ikke mindre intens position. De cirklende og knejsende guitarfigurer, de pludselig mure af støj, den fløjlsbeklædte desperation. Og PJ helt oppe på falsetternes glasskår, dybt i bluesens brankede næve og nede i et leje, hvor stemmelæberne krakelerer omkring ordene "gunfire... gunfire... gunfire ...".

Jeg behøver faktisk ikke mere end de tre numre. Eller det tror jeg i hvert fald. Sukkende i hvert et led efter de musikalske tinder, prikkende i hylstret efter al gåse-huden. Men jeg tager fejl, for PJ vokser koncerten igennem i ærefrygtindgydende mange retninger. Fastslår,at hun er en live-åbenbaring, som i disse år ikke bør misses.

Mangfoldighed

Det er et nærmest håbløst opremsende forehavende at forsøge at favne de udtryk, PJ kommer igennem. De roller, hun besjæler. Den stilistiske variation, hun mestrer. Den mangfoldighed af menneskelighed, hun skærer hul på og lader vælde ud over os. Besat af forladte eksistenser, brunstige kvinder, retningsbestemte katastrofer, mennesker i landflygtighed og i hvert fald et enkelt dumt svin - ramt af forårets vægelsind, dødens absolut, bristet kærlighed, bragende kærlighed, passionens druknedød, soden og safterne og galden og spyttet fra den borgerkrig, som nogen har valgt at kalde parforholdet. Kønt er livet ikke, men det er salig-gørende at opleve det vendt som blodige prismer i PJ's kunstneriske, men aldrig kunstlede belysninger.

Og det foregår jo ikke bare på tekstplan. Nej, det foregår i hele hendes spinkle, blege korpus. En dame, der kan beånde som få, eller måske netop lader sig beånde eller rettere besætte. I hvert fald i stand til at finde tilstande og følelser, som givetvis rummes af os alle, men sjældent luftes i sin fuldstændig uregerlige mangfoldighed af almindelige borgere. Vi har jo civilisation på tøjet.

Men i PJ's mundhule, strube, bryst, mave rumsterer og eksploderer hån, raseri, sorg, længsel, ydmyghed, ekstase, forundring, forbandelse, afmagt, potens. Og hun forhekser os med betagende skønsunget, såvel som skærende falset, dynamiske rockbrøl, desperat vibrato, intime bekendelser med hænderne om mikrofonen. Kønhed og grimhed. Teknisk perfektion og tekniske sammenbrud i de egne af hendes stemme, som hun kender som afmægtige. Og som mere kontrolmaniske og kun simuleret passionerede sangere ville holde sig langt fra. Men PJ Harvey er ikke kommet for at blænde os, men for at føde menneskets mangfoldighed og give den til os, blodig, vrælende, mirakuløs.

Uhøjtidelig tilgang

Spændingskurven i sammensætningen af numre får ganske vist koncerten til at toppe tidligt, men der er i det hele taget en uhøjtidelig tilgang til koncertformen over hele aftenen. For eksempel demonterer Parish og Harvey øjeblikket, hvor de går på scenen, ved at spille henholdsvis trommer, henholdsvis danse til opvarmeren Howe Gelbs sidste nummer. Og deres koncert er heller ikke én lang komponeret forførelse med en klar dramatisk spændingskurve - med indbygget pusterum - som så mange rockkoncerter. PJ, Parish og band går snarere efter en serie vidt varierede åbenbaringer med rampelysets tæppefald mellem numrene. Ned i sort, op igen.

Og John Parish får lov at glimre, ikke kun på guitarer, ukulele, banjo, men også som komponist af samtlige koncertens numre (PJ klarer teksterne i samarbejdet). Der er en åndsbeslægtning med PJ, men også en egen forsiret detaljerigdom i hans arbejde, som kommer til sin fulde ret i besætningens kyndige (og altså et par steder for kyndige) hænder.

"I wanted to explore the damp alley ways of his soul", synger PJ Harvey et sted. Det skal jeg lige love for. Og det kunne være et credo for hendes kunst denne aften i Vega. Man føler sig sandblæst ud i de fjerneste afkroge af det, man vist - og PJi hvert fald - kalder sjælen. Og gudhjælpemig om ikke hun står deroppe kernesundt strålende mellem numrene, mellem de blodige udladninger og ser mildt på os. Det ender godt, siger hun vist, med det brede smil, der synes at blive bredere og få en stadig mere glødende forsoning over sig år for år. Det ender godt.

PJ Harvey & John Parish med band. Store Vega, Kbh., mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer