Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Skønheden i grimheden

Instruktøren Steve McQueen debuterer med en visuelt udsøgt spillefilm om rædselsvækkende begivenheder i nordirsk fængsel
Spil. Sultestrejken er rædselsvækkende realistisk fremstillet - ikke mindst fordi Michael Fassbender reelt sultede sig selv i 10 uger i forbindelse med optagelserne. Det ser mildest talt usundt ud for Fassbender - men er stærkt effektfuldt for filmen.

Spil. Sultestrejken er rædselsvækkende realistisk fremstillet - ikke mindst fordi Michael Fassbender reelt sultede sig selv i 10 uger i forbindelse med optagelserne. Det ser mildest talt usundt ud for Fassbender - men er stærkt effektfuldt for filmen.

Steffan Hill

Kultur
22. maj 2009

Hunger er en spillefilm spændt ud mellem modpoler. Skønhed og grimhed, liv og død. Her får vi ikke det ene uden det andet.

Skønheden ligger i filmens udsøgte billedæstetik. Instruktøren, den 38-årige englænder Steve McQueen, har en karriere bag sig som stillbilledfotograf og visuel kunstner, og det fornægter sig ikke i hans spillefilmdebut. Der er kælet for hver eneste indstilling, hver eneste komposition og lyssætning. På den kompromisløse måde, vel at mærke. Med nerver af stål kan McQueen finde på at filme en hånd, som leger med en doven flue, i noget der føles som uendelig lang tid. Ikke overraskende har filmen gået sin sejrsgang på filmefestivaler, vakt stor debat og vundet en lang række priser, bl.a. debutantprisen Det Gyldne Kamera i Cannes 2008.

Lige så meget skønhed, der ligger i den visuelle stil, ligeså meget grimhed ligger der i motivet.

Maze-fængslet

Vi er i det berygtede Maze-fængsel i Nordirland i 1981. Her følger vi en fængsselsvagt på vej til arbejde i H-blokken, der huser fanger med tilknytning til IRA. Han ser trist og martret ud, og vi forstår hvorfor, så snart vi får indblik i dagligdagen i fængslet - og finder ud af, at sårene på vagtens knoer kommer af at give fangerne bank. Her skifter fortællevinklen til IRA-sympatisøren Davey Gillen (Brian Milligan), der ankommer til fængslet. Han nægter at tage fangedragt på og bliver puffet ned ad fængselsgangen, splitternøgen og kun med et tæppe at tage om sig. Før han ser sig om, er han låst inde i en celle - og hvilken celle. Et decideret middelalderligt fangehul, rå mure og råt cementgulv, alt sammen smurt ind i lort.

Vi er havnet midt i on the blanket and dirty-protesten. Den blev indledt i 1976, hvor en række fanger (primært med tilknytning til IRA) nægtede at tage fængselsdragt på, idet de ikke betragtede sig selv som kriminielle men som politiske fanger. I mangel af tøj gik de rundt med lagner og tæpper om sig. I 1978 deltog mere end 300 fanger i protesten, men den britiske regering gav sig ikke. Da fængselsvagterne nægtede at lade fangerne gå på toilettet, med mindre de havde den reglementerede fangedragt på, gav fangerne sig til at skide i cellerne og smøre afføring ud over væggene.

Sult

Næste skridt i kampen for at opnå status af politisk fange var sultestrejke. Og det er netop sultestrejken i 1981, filmens titel refererer til. I den forbindelse var IRA-medlemmet Bobby Sands en central figur. Han var indsat i Maze-fængslet fra 1977 og tog initiativet til sultestrejken, som fik en enorm mediedækning og kostede 10 mænd livet.

Efter at Hunger i sin første halve time har fokuseret på fængselsvagten Raymond og derefter IRA-sympatisøren Davey skifter filmen atter fortællesynsvinkel. Nu bliver Bobby Sands (Michael Fassbender) filmens egentlige hovedperson. Vores første møde med ham er en scene, hvor han slæbes ud af sin celle og får de ledeste bøllebank af fængselsvagterne. Han 'skal klippes og i bad', det vil sige, at han med vold får sakset hår og næsten ører af og halvvejs druknes i et badekar. Filmens Maze-fængsel er så fyldt med had, vold og afskyeligheder, at det næsten er ubærligt at være vidne til. I store dele af filmen bliver der ikke sagt ret mange ord - slagene, den uartikulerede råben og miderne, der kryber rundt blandt de sovende fanger, siger alt.

Filmet teater

Men så, cirka midt i filmen, tager fanden ved instruktøren, som sætter fuld skrue på dialogen. I en lang, ubrudt indstilling, der giver associationer til filmet teater, diskuterer Sands og en præst det formålstjenlige i en sultestrejke. Præsten indtager pacifistens standpunkt, fraråder sultestrejken og taler for dialog og kompromiser. Men Bobby Sands er ikke til at stoppe; han er krigeren, mentalt bevæbnet til tænderne, han tror kun på hårdt mod hårdt.

Og så går det løs. Lad det være sagt med det samme: Sultestrejke er ikke noget kønt syn. Her er det, at modpolerne liv og død kommer ind. Fra at være en vital og karismatisk mand fyldt med vred energi forvandler Bobby Sands sig til en udtæret skygge af sig selv, et levende lig. Det er rædselsvækkende realistisk fremstillet - ikke mindst fordi Michael Fassbender reelt sultede sig selv i 10 uger i forbindelse med optagelserne. Det ser mildest talt usundt ud for Fassbender - men er stærkt effektfuldt for filmen!

Personlig film

Hunger er tydeligvis et dybt personligt projekt for instruktøren, som fortæller, at han som 11-årig var stærkt fascineret af billederne af den sultestrejkende Bobby Sands i nyhederne. McQueens film er både provokerende og kontroversiel. Som indlæg i debatten om human behandling af fanger har den et klart budskab om, at mennesker bør behandle hinanden med respekt. McQueens holdning til de historiske begivenheder, filmen tager op, virker mere spegede. På den ene side fremstiller han fængselsvagter og politimænd som plagede individer, der kan opføre sig dyrisk brutalt, men ikke desto mindre har både samvittighed og moralsk bevidsthed. På den anden side glorificerer han Bobby Sands i en grad, som har fået nogen op af stolene og kritiseret filmen for at tage parti for en person, de betragter som morder.

Set fra et dramaturgisk synspunkt er problemet ved Bobby Sands-portrættet, at han fremstilles som en entydig helt - og det er aldrig særlig interessant. Mod slutningen af filmen bliver han ligefrem ophævet til martyr, og efter min mening kammer McQueen over i et close up, hvor vi ser Sands lidende ansigt med himmelvendt blik. Her bliver han et helgen-ikon, som intet har at gøre med den rå virkelighed, McQueen ellers virker så ivrig efter at genskabe til mindste detalje.

Hunger er en smuk og dybt ubehagelig film om dybt ubehagelige begivenheder. Der findes rå film, som virker nødvendige, og der findes rå film, som bare virker rå. Hvis man kan følge McQueens fascination af Bobby Sands tilhører filmen første kategori, og hvis ikke, så tilhører filmen den sidste.

Hunger. Instr: Steve McQueen. Manus: Steve McQueen og Enda Walsh. Engelsk/irsk. 96 min. Premiere i Gloria.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her