Læsetid: 3 min.

Spærret ude fra himlens lys

Niels Simonsens nye egensindige digte genkalder en indlæggelse og hidkalder en forløsende frelse
28. maj 2009

40 år er svundet hen, siden Niels Simonsen (f. 1945) første gang udsendte en samling digte. Det var den, han kaldte En kusse er en kuffert, en titel, som stadig er værd at fejre her i jubilæets år.

I dag er han åbenbart ikke længere særlig begejstret for den; i hvert fald har han i kolofonen til sin nyeste bog valgt at lade produktionslisten starte så sent som med Engle (1981).

Ham om det. Men hvad der er vigtigt, er endnu en gang at få slået fast, at vi med Niels Simonsen - i Niels Simonsen, hos Niels Simonsen, i og med og hos denne digter, har en helt særlig poesistemme, som det altid er værd at låne øre. Han skriver en fuldkommen særegen surrealistisk barok og kender via en eller anden kanal en genvej tilbage i traditionen, til det 18. århundredes digtning - Ambrosius Stub, Johannes Ewald samt en række i dag mindre kendte poeter - hvor der, med hans egne søgende ord fra dagbogen Poesi uden diskussion (1992) udfoldede sig "en immanent spiritualitet i sansernes vold", en lidenskab durk igennem det konkrete, som det på samme tid sværmeriske og rationelle 19. århundrede stod aldeles fremmed for.

På Augustenborg

Selv er Niels Simonsen på én gang nem og vanskelig at læse: nem i kraft af fortælleglæden, sødmen og en nærmest barnlig fortrolighed med det nærmeste nære, men svær og ofte knudret som følge af en forkærlighed for gammeldags omvendt ordstilling kombineret med en inderlig modvilje over for sådanne skillemidler som komma og punktum og store begyndelsesbogstaver i andre ord end for eksempel lige Niels og Gud og Augustenborg.

At Augustenborg Slot er særlig vigtigt, hænger sammen med, at det er dér, hans nye digte udspiller sig, hvis altså digte kan udspille sig og ikke bare synge og være. Her, på det gamle statshospital, var digteren nemlig som 18-årig indlagt i to måneder og én dag, vistnok som følge af sin ungdommelige oprørstrang, på latin pubertas difficilis, for hvilken man gav ham diverse (måske de værste) piller, men heldigvis ikke elektrochok, datidens terapeutiske lynglimt.

På anstalten tager man bæltet fra patienterne, som så må traske rundt og holde fast om livet med en hånd, og man lader for en sikkerheds skyld gartnerne save de nederste grene af parkens træer, så at ingen kan hænge sig i dem. De syge vandrer omkring i en døs, drømmende om befrielse, eller blot om "terrænfrihed", og for de fleste fortoner håbet om engang at komme hjem sig bag en grå tåge af døsende doser.

Fortvivlelse og håb

Dog, midt i dette Helvede på jord, rejser der sig i Niels Simonsens digte en heftig, inderlig anråbelse bestående af bønner og spørgsmål, og båret dels af desperation, dels af livsviljen selv. Hvad af dette, der er tilstanden dengang, og hvad der er eftertanken i dag, betyder ikke så meget. Det afgørende er, at digtene får sat ord både på den afgrundsdybe fortvivlelse og den sikre fortrøstning til Gud: "hver kom i sine tanker fra / et andet sted / og er på stuen blot / et ansigt mellem sig / og Gud / og siger til sig selv / i skabelsen har han / haft vores blik / i sine hænder før han gik / og satte os / foran sig i ét stykke nu."

Giv mig, udbryder digteren, i stedet for de utallige sten, som dårekister er bygget af, vin og brød til overlevelse. Og, min Gud, spørger han et sted, hvorfor har du skabt himlen sådan, at jeg er spærret ude fra dens lys? Med sådanne klager og kristne anråbelser genoplever Simonsen en tilstand, men han forvandler den også i kraft af sit billedrige og umådelig bevægelige sprog. Hvis vi ikke rigtig var klar over, hvor meget vi i grunden har savnet denne poet siden Anekdoter (2001), så véd vi det nu.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu