Hvem er statsmænd, og hvem er bare politikere?
Forfatteren og historikeren Mads Qvortrup er ikke i tvivl: Siden 1901 har Danmark haft 26 statsministre, og kun fire af dem rager virkelig op og gør sig fortjent til betegnelsen 'store statsmænd' - Thorvald Stauning, Jens Otte Krag, Poul Schlüter og Anders Fogh Rasmussen. Disse fire mænd satte politiske fodaftryk, som deres efterfølgere måtte acceptere, også selvom de var politiske modstandere. Stauning etablerede demokratiet, Krag grundlagde velfærdsstaten, Schlüter reformerede den, og Anders Fogh gjorde op med kulturradikalismen, ekspertvældet og Socialdemokratiets dominans. Så let er det.
Qvortrup slår fast, at det ikke er politisk korrekt at give karakter og rangordne - slet ikke i politik. Men det er forkert, for ikke alle statsministre var lige dygtige, og derfor er de fire valgt som "de uendeligt store". Dem, der på forskellig vis ændrede historiens gang. Og som havde en besværlig opgave.
For efter Qvortrups vurdering er det langt mere vanskeligt at regere et lille land end et stort. Store lande har den fordel, at de netop er - store.
"De har økonomisk og militær magt og kan derfor gennemtvinge deres ønsker ved en blanding af trusler, tvang og militære tæsk. Den mulighed har et lille land ikke. Uden militær endsige økonomisk magt er det kun diplomatiske evner, kløgtigt bluff, charme og politisk behændighed, som kan give statslederen fra et lille land et modspil over for de store'."
Dette mestrede de fire udvalgte i skiftende omfang - men især hæfter Qvortrup sig ved, at Stauning, Schlüter, Krag og Fogh kunne og udførte noget som ingen andre, primært fordi de ændrede den måde, vi tænker på.
Men hvad er så det, der gør de andre statsministre ringere? Qvortrup fremhæver eksempelvis, at Anker Jørgensen var passiv, da Knud Heinesen fortalte om den økonomiske afgrund, der lå et par meter forude. Anker handlede ikke - det gjorde Hilmar Baunsgaard heller ikke. At slå til i det rigtige øjeblik er en vigtig kvalifikation. Men hvad så med Schlüter, der totalt fejlvurderede Tamilsagen og selv kun slap fra at blive dømt ved Rigsretten, fordi Folketinget lod ham slippe af krogen? Det forholder Qvortrup sig ikke til.
Held og tilfældigheder
Qvortrup har fire favoritter. Og han argumenterer grundigt og overbevisende for sine valg. Man kan så undre sig over, at eksempelvis en H.C. Hansen, der både tog store udenrigs- og indenrigspolitiske opgør, turde gå imod strømmen, hemmeligholde atomaftaler med amerikanerne og sætte fagbevægelsen stolen for døren, ikke er med på listen. Nogle vil også kunne argumentere for, at I.C. Christensen, Zahle, Hedtoft og sågar Erik Scavenius var statsministre gjort af sjældent stof.
Statsministre er meget i kraft af sig selv, men også af de politiske omstændigheder, der kendetegner deres samtid. Anker Jørgensen og Poul Schlüter havde ikke på noget tidspunkt deres egne politiske flertal - men måtte fægte sig frem med fire-fem andre partier for at skabe flertal og dermed ofte endte i en udvandet politik.
Anders Fogh Rasmussen har været i den heldige situation, at han gennem hele sin statsministerperiode har haft Dansk Folkeparti som en solid makker. Mod mindre indrømmelser - der ofte gik i en retning, VK-partierne selv var interesseret i - har de leveret støtte til samtlige Foghs planer og projekter. Er det hans fortjeneste eller bare held? Var det på grund af Foghs dygtighed eller det svineheld, at socialdemokraterne havde bombet deres egen troværdighed både i udenrigs-, indenrigs- og den økonomiske politik? Var han ikke bare dygtig - men også helt usædvanlig heldig for en statsminister?
Da historikeren og chefredaktøren Henning Fonsmark i forbindelse med Schlüters 10 års-jubilæum som statsminister i 1992 udgav bogen Schlüters Danmark - historien om en politisk karriere ønskede han at sætte fokus på "hemmeligheden ved Poul Schlüters ledelsessucces". Det var en udmærket omend lidt tør sag, Fonsmark havde bedrevet. Men Schlüter var voldsomt begejstret for bogen og sagde i en mindre kreds, at det der i særlig grad havde imponeret ham, var, at Fonsmark havde fundet ud af, at Schlüter og firkløverregeringen åbenbart havde et stort, samlet politisk projekt, allerede inden regeringen startede - og det projekt havde Schlüter så målrettet brugt 10 år på at gennemføre.
"Tænk, det var jeg ikke engang selv klar over," sagde Schlüter - ikke uden bid.
Han kunne jo lige som vi andre se, hvor meget Fonsmark havde efterrationaliseret, og hvordan han og andre politologer og historikere formåede at skabe sammenhænge og øjne perspektiv i de kloge strategier, som regeringen havde gennemført.
Ligesom Mads Qvortrup overser i sin bog, gjorde Fonsmark det i sin - nemlig at utrolig meget politik hviler på rene tilfældigheder og improvisationer.
Mads Qvortrup har i sin bog med hjælp af anekdoter, udtalelser, samtaler med centrale aktører valgt at beskrive kunsten at erobre og bevare magten. Det er ikke en egentlig biografi men et strejftog gennem store statsministres skiftende karriere med de sejre og nederlag, de løb ind i - deres visioner og resultater.
Fejl, sludder og vrøvl
Qvortrup har ikke i større omfang foretaget selvstændig forskning og research, men i udpræget grad bygget på det tilgængelige, kendte kildemateriale. Derfor kan det undre, at bogen rummer nogle eklatante fejl som en så rutineret og velskrivende politisk iagttager og forfatter burde have undgået ved at tjekke sine kilder lidt bedre.
Allerede inden udgivelsen har forlaget måttet trække påstandene om, at det var Venstres formand, Uffe Ellemann-Jensen, der under valgkampen i 1990 bragte et rygte om Svend Aukens påståede psykiske problemer til torvs og sagde, "at her under valgkampen er Auken på valium". Den udtalelse kom fra de konservatives daværende gruppeformand, Lars P. Gammelgaard og ikke Uffe Ellemann.
Forløbet som jeg overværede på nærmeste hold var, at den udtalelse, Lars Gammelgaard havde søgt at sælge som en morsomhed, af journalisterne blev betragtet som pinlig og ansvarspådragende. Da journalisterne bad om beviser på påstanden om Auken, blev Gammelgaard kørt helt op i et hjørne og måtte beklage udtalelserne, der pludselig indgik i valgkampens centrale debat mod en VK-regering, der åbenbart var gået i panik med den slags påstande. Forløbet er så grundigt beskrevet i bøger, avisartikler og reportager, at Qvortrup med bare en smule research havde kunnet undgå denne fejl.
På samme måde må jeg fastslå, at det er helt ude i skoven, når han i bogen skriver:
"Skibsreder Mærsk McKinney-Møller - en mand, der mere end nogen anden havde finansieret Det Konservative Folkeparti - og nogle gange havde gjort dette næsten egenhændigt med anselige milliondonationer - brokkede sig højlydt over regeringens politik på Mærsk-koncernens generalforsamling i 1986."
Det er simpelthen noget sludder og vrøvl - Mærsks bidrag til de konservative har været af en størrelsesorden, hvor man kunne købe 500 pakker duplikatorpapir. Hverken mere eller mindre. Det er for dårligt, at Mads Qvortrup ikke tjekker en sådan oplysning, især når det fremgår af bogen, at han har interviewet flere centrale aktører hos de konservative, der havde den samme indsigt i partiets økonomi som jeg.
Det er ærgerligt med den slags - for bogen er faktisk velskrevet, godt argumenteret og skruet sammen på en måde, så de fire statsministre foldes ud og perspektiveres interessant og læseværdigt. Og Qvortrup er en modig forfatter, der vil udfordre sine læsere og gør det begavet - men indimellem skyder for hurtigt og upræcist.
