Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

En stjålen smag i munden

Daniel Wedels stykke 'Bogtyven' er beregnende tyveri af en god historie. Men dramaet forsimples, og teksten går i stå som fiktion i Skuespilhuset
Efter to timers klichérevy over det komplicerede bogtyveri kommer forestillingens scoop: Et interview med bogtyvens enke. Men så er forestillingen forbi.

Efter to timers klichérevy over det komplicerede bogtyveri kommer forestillingens scoop: Et interview med bogtyvens enke. Men så er forestillingen forbi.

Per Morten Abrahamsen.

Kultur
5. maj 2009

Hvorfor er det nu lige, at dramatikeren Daniel Wedel har kastet sig over sagen med bogtyverierne fra Det Kgl. Bibliotek? Fordi han er optaget af kulturarven? Fordi han tænder på uforståelige menneskesind? Eller fordi han ikke har kunnet modstå trangen til at stjæle en god historie?

Efter premieren at dømme er motivet forankret i trangen til kioskbasker-berømmelse. Daniel Wedel arbejder som en ung journalist, der med forsidenidkærhed beskriver en retssag: Frem skal sagen, uanset om den nuanceres eller ej - og uanset om det gavner de implicerede parter, eller om det smadrer dem yderligere. Personlige hensyn må tilsyneladende vige til fordel for offentlighedens 'krav' på at komme helt tæt på en sag. Sådan groft sagt.

Hørmer af fordomme

Daniel Wedels stykke hørmer af fordomme. Jovist, det er baseret på research og f.eks. Lea Korsgaard og Stéphanie Surrugues bog fra 2005 om tyveriet af de mere end 1.500 værker til en estimeret værdi af 217 mio.kr., der blev begået af den stilfærdige førstebibliotekar fra 1967 og mere end 20 år frem, men som først blev opdaget i 2003.

Selv kalder Daniel Wedel sin dokudramatiske arbejdsproces 'at grave guld' - og medinstruktøren Egíll Pálsson kalder den for 'kunstnerisk forskning'. Men stykket byder ikke på nyt i fremstillingen af sagen. Og frem for alt forvandler tekstbehandlingen sig ikke til et overbevisende dramatisk værk; der kommer for meget mudder med ... Handlingen går simpelthen i stå dér, hvor der i en journalistisk artikel ville være et nyt afsnit. Og det hjælper ikke, at iscenesættelsen bevidst er udformet som en 'meta-iscenesættelse', hvor alt kommenteres af de medvirkende, der går ind og ud af forskellige roller. Fiktionens kraft udebliver - og det gør dokumentationens overbevisningskraft også.

Grønne lamper

Jovist, Det Kongelige Teaters skuespilensemble spiller fortrinligt rundt om scenografen Palle Steen Christensens smukke kæmpebord omgivet af snedkerstole med rygkryds - og med grønne lamper, der skal give mindelser om Det Kgl. Biblioteks gamle læsesal. Alle seks skuespillere performer antagelig præcis så indlevet og distanceret, som instruktionen har krævet det - Kirsten Olesen, Søren Thomsen, Tina Gylling Mortensen, Benjamin Boe Rasmussen, Helle Fagralid og Mikkel Arndt. Men anonymiseret i jakkesæt og med klichéprægede impro-gestus, der ikke sætter sig i erindringen.

Daniel Wedel har bygget stykket op som en tre-akter: Sagen set fra bogtyvens hustrus side. Sagen set fra direktøren for Det Kgl. Bibliotek, Erland Kolding Nielsens side. Og endelig sagen set som et stykke retssalsdrama.

Synsvinkelstrukturen kunne være fin, hvis der kom nye aspekter frem fra de forskellige aktører. Men det gør der ikke. Der kommer derimod en forsimpling af dramaet. Nemlig den udlægning, at førstebibliotekaren blev bogtyv, fordi han ville hævne sig på sin ny, effektiviseringsliderlige chef, Erland Kolding Nielsen. Men denne stejle forklaring holder vist ikke engang til en tur op ad rullebåndet i Den sorte Diamant ...

Dovne alkoholikere

Fordommene bliver simpelthen for grove. Og dermed ryger muligheden for at dyrke de sandheder, der sikkert ligger gemt i dem. Den værste fordom ses i billedet af de ansatte på Det Kgl. Bibliotek, der konsekvent beskrives som alkoholiske, dovne og storrygende. Karikaturen ville måske ville gå an i et revynummer, men her bliver den decideret pinlig. Desuden tillægger dramatikeren sine personer et banalt sprog, som mere minder om håndværkerjargon end om sproget hos mennesker, der er lidenskabeligt optaget af retorik og historie. Eller har de bare fået dramatikerens eget 'journalistsprog' forærende?

Revystilen ødelægger desuden stykkets mulighed for at skabe troværdighed om figurerne - og muligheden for at rette relevant kritik mod de ansvarlige. Seriøs kritik af Erland Kolding Nielsens magtposition bliver dermed reduceret til et par revynumre. Akkurat ligesom smerten hos den hustru og den søn og svigerdatter, der i dag betaler prisen for en bizar mands daglige hjembringen af en bog i brunt papir...

Tilskuere til henrettelse

I dokumentarismens hellige navn insisterer iscenesættelsen af Daniel Wedel og Egíll Pálsson på at skabe en konstrueret interaktion med publikum. På premiereaftenen var det således bogtyvens enkes forsvarer, Merethe Stagetorn, som fortalte om sin rolle under retssagen og om sit syn på bogtyvens enke. I hendes korte og skarpe indlæg dukkede der flere nuancer op end i hele det øvrige stykke, og takket være hendes udblik kom også Camus' henrettelsestanker i spil. Dermed blev forestillingen befriende kontant sat til vægs.

"Hvorfor er det i grunden, I er her?" spurgte Merethe Stagetorn bramfrit med velourhårsløjfe og perlekæde. "Er det også, fordi det er lidt pikant?" Og tilskuerne blev stille.

Til sidst i forestillingen trak Daniel Wedel sin egentlige trumf, nemlig et videointerview med bogtyvens nu 73-årige enke, foretaget for få uger siden i fængslet, hvor hun stadig sidder og afsoner sin dom på tre år. Hér indtraf pludselig den nærhed til den menneskelige katastrofe, som Daniel Wedel ikke har formået at skrive ind i sin tekst. Og her mærkedes hustruens oprigtige undren over mandens daglige tyverier af uerstattelige bogværker. For nej, hun forstår heller ikke, hvorfor han gjorde det.

"Tror du nogensinde, du vil forstå hvorfor?," spørger Daniel Wedel hende på filmen. "Nej," svarer hun. "Egentlig ikke. Desværre".

Hvis forestillingen var begyndt her, kunne den måske have bragt en psykologisk åbenhed i spil, der havde ladet teksten manifestere sig som fiktion. Og den kunne måske også være kommer tættere på den uforklarlige og irrationelle handling, som selv den heftigste psykolog ellers antagelig må give op overfor.

Nu efterlader Bogtyven kun en stjålen smag i munden.

'Bogtyven'. Manuskript: Daniel Wedel. Iscenesættelse: Daniel Wedel og Egíll Pálsson. Scenografi: Palle Steen Christensen. Hver aften optræder et 'sandhedsvidne' med relation til sagen. Skuespilhuset, Lille Scene. Kr. 220. 2 t 20 min. Til 6. juni. www.kglteater.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her