Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Det Store Hvide Håb har stadig mareridt

Eminem er fortsat en af verdens bedste og mest underholdende rappere. Men enten roder han rundt i sine identiteter, eller også genbruger han sine dårlige ideer. Måske er white trash-fænomenet endnu ikke vågnet op oven på fire års navlepillende pilledøs. Man har lov at håbe
Kultur
16. maj 2009
Ingen når Eminem halvt til hængerøven, hvad angår flow, rim og intellekt. Her ses han i 2005, og har været ude af rampelyset siden pga. misbrug.

Ingen når Eminem halvt til hængerøven, hvad angår flow, rim og intellekt. Her ses han i 2005, og har været ude af rampelyset siden pga. misbrug.

Eminems femte album som kommerciel kunstner åbner med et af adskillige hørespil.

En lurendrejer af en læge udskriver Detroit-rapperen fra hans mangeårige ophold på en afvænningsklinik, og Eminem erkender ærligt sin ængstelse ved at se ædrueligheden i øjnene på den anden side af murene. Men rolig nu. Lægen mener, at rapperen bare kan tage toppen af frygten med lidt piller og alkohol.

Eminem protesterer apatisk over den dæmoniske besked, der river hans nye selvforståelse i stykker - og så vågner han fra mareridtet.

Værsgo', Eminem er tilbage efter fire et halvt års albumpause, og introen giver mere mening, end godt er: Han lyder unægteligt som én, der endnu ikke er ved sine fulde fem efter en ond drøm.

Godt nok byder Relapse på forjættede øjeblikke af stor rim-ekvilibrisme, indædt levering, forargelig satire og kostelig samfundskritik, men lige så ofte - faktisk oftere - ender en af historiens bedst sælgende og mest interessante rappere som en parodi på ingen ringere end sig selv. Selv om han fortsat affarver sit hår, er Det Store Hvide Håb blevet gråsprængt i tindingerne.

Som 2002's The Eminem Show antydede og 2004's Encore sporadisk udstillede, er Marshall Mathers III ikke længere et orgie af originalitet. Hittepåsomheden hitter sjældnere, selv om den stadig rumsterer derinde et sted.

Der er ingen nyklassikere a la "The Way I Am", "Stan", "Lose Yourself" eller "Guilty Conscience". Alt for ofte trænger den trættende prutte-bæ-humor og nogle slidte tematikker, der heller ikke fængede første eller anden gang, sig på.

Sangtitlerne "Same Song & Dance", "Old Time's Sake" og "Déjà Vu" taler deres eget tarvelige sprog, hvilket er en skam, når tvetydighed er det, Eminem mestrer bedre end nogen anden på denne ensomme planet.

Forvirringen er total

Der har længe været stille om Eminem, som selv spillede med på spekulationerne om, at han skulle have indstillet karrieren for stedse.

Når der endelig slap information ud, gik historierne på hans nedture. Den tidligere trailer park-beboer blev langt om længe skilt fra barndomskæresten Kimberley, hvis mangler han gang på gang har udstillet i nogle skiftevis underholdende, skiftevis makabre, beskrivelser af ægteskabets mange fortrædeligheder.

Desuden mistede rapperen sin næreste 'hjemmedreng', Proof, og var blevet afhængig af stoffer, hvad officielt blev udlagt som et misbrug af sovemedicin. Nok en nænsom version af sandheden, som da også punkteres eftertrykkeligt i samtlige 66 minutter.

På Relapse er lytteren så vidne til Eminems tilbagefald. Men til hvad? Alkohol, piller, coke, afmagt? Hele molevitten? Han har det stadig ikke rigtig godt, og hvis han i 2002 troede på sin lyrik i charttopperen "Cleaning Out My Closet", så erkender han nu, at det ikke var tilfældet.

Der er endnu et indslag om hans valiumfodrende mor, et om fantasifostre baghjernebarken og endnu en nedgørelse af triste kendistilfælde som Lindsay Lohan og Britney Spears. Egentlig mærkværdigt, efter han selv har smagt på berømmelsens bagside og brækket den op igen - men sådan er der så meget.

Eneste nye og mest opsigtsvækkende skelet i skabet er nummeret "Insane", hvor det angiveligt lyder, som om lille Marshall blev seksuelt misbrugt af en stedfar. Det er modbydeligt, hvis det er sandt, men er det også sjovt endsige relevant, hvis det ikke er? Man ved ikke, hvad man skal tro, fordi Eminem få skæringer senere satiriserer over emnet i et mellemspil med sin evindeligt utilfredse manager, der ringer og beklager sig over nummeret.

Engang gav tvetydigheden mening som et aflad for alt det, man ikke måtte sige højt, nu er forvirringen blot total.

Stærk slutspurt

Ikke alt er dog lige håbløst. Lyspunkterne blitzer hist og her. Tag blot den rekordskæve "Bagpipes From Baghdad", der over et sækkepibe-loop lader til at kurtisere eksflirten Mariah Carey, og den - hvor bizart det end måtte tage sig ud på skrift - countryinficerede ballade, "Beautiful".

Her lader Eminem til at ramme versefødderne med et af de klarsyn, som er blevet stadig mere sjældne:

I think I'm starting to lose my sense of humor, everything's so tense and gloom, I/almost feel like I got to check the temperature of the room just as soon as I/walk in it's like all eyes on me, so I try to avoid any eye contact/'cause if I do that then it opens the door for conversation, like I want that, forklarer han sig, og så giver sociofobien og alle adfærdsvanskelighederne pludselig mere mening.

I det hele taget slutter Eminem stærkt med bangeren "Crack A Bottle" og den sugende "Underground", der finder mentoren Dr. Dre i noget nær topform.

De fleste andre produktioner fra westcoast-rappens vigtigste lyddesigner lider omvendt under selvsammes årelange maratonkrise. De er heller ikke decideret ringe, man må bare forvente, endsige forlange, væsentlig mere fra den kant. Eminems stemmeføring, som er blevet mere og mere skinger med årene, bliver også lagt ned i et mere indædt og lyttevenligt leje mod finalen. Når indebrændtheden fungerer for rapperen, er den umulig at ignorere.

Håbet er lysegråt

Da Eminem lammede og lammetævede poppen med sine to første album, var han en befrielse for hvide middelklasseknægte som undertegnede. Det var en anelse mere legitimt at dyrke en fyr, der måske ikke ligefrem kunne være én selv, men trods alt én man kendte.

Derimod virkede det let latterligt på omgivelserne, når man kastede håndtegn og knækkede nakken af led til Ice Cube og andre niggaz' fortællinger om at pushe crack og dukke sig for den daglige kugleregn i ghettoen. White trash gav et eller andet sted bedre mening end sort broderskab.

Selv det eminemske vanvid, der ikke kunne passes ind i ens egen forestillingsverden, kunne forsvares og forklares med rapperens alter ego, Slim Shady. Men nu magter Eminem end ikke selv at skelne mellem sine identiteter. Lader det til. Spørgsmålet er selvfølgelig, om hans tid er ovre. Det er fristende at svare ja, omvendt er der bare ikke mange, hvis nogen, der når ham halvt til hængerøven, når det kommer til flow, rim og intellekt. Og da slet ingen hvide rappere.

Måske skal han bare have lov at vågne ordentligt oven på fire års dyb krise og finde det fokus, der gjorde rappen til terapi og våben frem for en uudtømmelig skraldespand for tvangstanker, retningsløs vrede og selvynk. Man har lov at håbe på et tilbagefald til de gamle dage. Det kunne i teorien allerede ske før end siden, hvis han indfrier sin ambitiøse ambition om at spytte Relapse 2 ud, inden 2009 også er fortid.

RUSK@INFORMATION.DK

Eminem: Relapse (Interscope/Universal). Udkommer mandag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her