Læsetid: 3 min.

Du store, lille verden

Dagens danske krimi skal helst være både international og overmåde lokal. Hesseldahls nye roman er begge dele og trækker lystigt på aktuelle danske historier. Det er professionelt og godt gjort
19. maj 2009

Verden bliver lille for nogle af os, verden er mindre endnu (for andre): verdener mødes, det er globaliseringens vilkår, og det er katalysator for mange gruopvækkende historier. Borte synes ganske at have taget den ensomme ulv, der vandrer ad kendte og dog onde gader for efter en kort visit i sjælens sump at måtte trække på skuldrene med et "forget it Jack, it's Chinatown".

Tidens danske krimi skal helst have et internationalt touch, vi skal ud i den store verden, og mange er kaldede, men få er udvalgte i den genre. Så lad det være sagt med det samme: det er lykkedes for Hesseldahl at skrive en overbevisende historie, trods den mængde af klichefyldte snubletråde, som er spændt ud for enhver, der vil forsøge.

I Natten er lige begyndt er fire verdener i spil; her er en gruppe unge BZ-lignende mennesker, der roder usikkert rundt i livet, stjæler i supermarkedet, spiller guitar og drømmer idealistiske drømme om en bedre verden. De fylder meget i bogen, men er egentlig de svagest tegnede, for så går det meget bedre med at få liv i den pæne erhvervsmand Gustav Behrendt, der i de gode tider har fået for mange gode og højtflyvende ideer, som er blevet finansieret af de forkerte mennesker. Hans stærke jødiske kone (måske bogens mest overbevisende skikkelse) er ved at forlade ham for at tage til Israel, og hans verden synes helt fra begyndelsen at være ved at krakelere.

Farlige dristelser

Han har involveret sig med Stein Bagger, som i bogen hedder Steen Bolvig, en hårdt pumpet arketype. Bolvig klæder sig som en kliche, hans kæft er en kliche, han kopulerer som en kliché (når han 'eksekverer' selvbrunerblondiner henover skrivebordet), og så behøver vi ikke også at få forklaret, at han er en kliché, men her - og nogle få andre steder - har Hesseldahl for ringe tiltro til, at læseren faktisk kan læse. Men ok, vi vinder meget for Bolvig, da han i et spontant øjeblik kaster en meget talende århusiansk psykologistuderende ud fra femte sal for dog at få hende til at holde kæft. Lige dér er Bolvigs psykopati en farlig fristelse, også for fredsommelige borgerlige læsere, og man bliver næsten lidt bange for sig selv. Det skal en krimi også kunne.

Handlingen kræver en transcenderende figur. Her er det Niels, hvis (lidt for pædagogisk forklarede) lilleskolebaggrund har næret en aldrig svigtende socialistisk idealisme i ham, hvad der får ham til at melde sig frivilligt som gidsel hos FARC, som tager ham med ud i junglen.

Han har ellers pænt job hos Behrendt, respekteret stilling, og hvis nogen tænker Blekingegadebanden er det helt rigtigt, for inspirationen er tydelig.

Også i billedet af den piberygende rive gauche intellektuelle udenrigsminister (Hesseldahs sympati skinner tydeligt igennem her), der netop har fået sparket af sin strømlinede chef og skal hjælpe Behrendt ud af kniben med FARC. Alt imens Bolvig har sine helt egne problemer med nogle andre, men heller ikke ret kompromissøgende colombianere, hvis væsentligste attraktion er, at de har en masse penge, de gerne vil have vasket hvide.

Verdenerne arbejder sig mod hinanden, ind og ud af cirkler, og Natten er lige begyndt kan meget i den retning. Den kan holde sin læser fast. Ikke i åndløs spænding af den type, der som regel er så garneret med ligegyldigt sprog, at man bare bladrer om til slutningen for at se, hvem der gjorde det, men i en mere raffineret og effektiv form. Det er en god historie, som vi føler, vi kender og dog ikke kender, isprængt kendte dystopiske overvejelser om vor verden og vor fremtid, om øde øer, der er høje på midten og lette at forsvare, så man kan holde resten af verden væk.

Det er Bolvigs drøm, men det går ham ilde, naturligvis, og det er måske bogens egentlige svaghed, at det i en vis forstand går, som det må gå. Der er intet nyt under solen, og selv om tempoet stiger genrerigtigt til slut, så er handlingens eksplosion den mindst interessante del af romanen. Vist er det dramatisk, men bogens måske egentligste drama, den naive og idealistiske Niels' møde med terroristernes kynisme og illusionsløshed, får ikke lov til at blive spillet helt ud, måske simpelthen fordi romanen ikke ville kunne rumme det også.

Det ændrer ikke på, at det, der fungerer, fungerer endog rigtig godt, og som anmelder læser man bogen helt færdig og ikke kun af pligt. Det er en ros, skulle jeg hilse at sige.

Niels Lillelund er journalist og kritiker ved Jyllands-Posten

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu