Læsetid 5 min.

At træde frem uden skam

Den daglige leder af Frankfurter-skolen og forfatteren til nyklassikeren 'Kampen om Anerkendelse', Axel Honneth, fejres i en ny interviewbog
Den daglige leder af Frankfurter-skolen og forfatteren til nyklassikeren 'Kampen om Anerkendelse', Axel Honneth, fejres i en ny interviewbog
23. maj 2009

Den lykkelige slave gør den engagerede intellektuelle ulykkelig. Det er ikke til at udvikle en kritisk teori om den sociale virkelighed, hvis folk er tilfredse under omstændigheder, som skulle være dybt utilfredsstillende. Så sidder den intellektuelle som tilskuer og kan kun tale for sig selv. Der findes heldigvis for den traditionelle venstreorienterede intellektuelle begreber til at begribe denne ulykkelige situation: De lykkelige slaver og tilfredse underordnede er styret af 'ideologi', de er belastet af 'falsk bevidsthed'.

Men den nuværende leder af det berømte Institut for Socialforskning i Frankfurt, Axel Honneth, forklarer i en ny bog, hvorfor man som intellektuel hverken bør bruge begrebet 'ideologi' eller 'falsk bevidsthed':

"Ideen om, at vi skal kalde det for ideologi, som efter vores opfattelse er falsk bevidsthed, er efter min opfattelse brudt sammen."

Denne skelnen forudsætter nemlig, at man kan adskille den sande objektive virkelighed fra forkerte illusioner om den. Den antager, at man kan skelne fakta i den sociale virkelighed fra fortolkninger af dem, så de kloge kan se, hvordan det i virkeligheden hænger sammen, hvorimod de mindre kloge ikke har adgang til sådanne overblik. Men udviklingen i socialvidenskaberne viser, ifølge Honneth, at vi ikke har adgang til en sand virkelighed bag om fortolkninger af den:

"Vi har ikke nogen kriterier til at fælde dom over den samfundsmæssige virkelighed uden en bevidsthed om den eller tydninger af den."

Selvopgør

Dette ræsonnement er eksemplarisk for interviewbogen Fornyelse af Kritikken (Erneuerung der Kritik), der udkommer i anledning af Axel Honneths 60-års fødselsdag senere i år. Bogen er en samling interview foretaget af forskellige studerende, socialforskere, sociologer og filosoffer fra en række forskellige lande gennem de seneste to årtier. Der er mange gentagelser af både spørgsmål og svar i bogen. Det er først pudsigt, dernæst enerverende - og til sidst komisk - så mange gange, Honneth som daglig leder af Frankfurterskolen skal forklare, at han overhovedet ikke er sociologisk eller kulturkritisk inspireret af den bog, som stadig er kanoniseret som et hovedværk for den kritiske teori: Oplysningens Dialektik af Adorno og Horkheimer fra 1944.

Kritikken af tesen om ideologi og falsk bevidsthed bliver symptomatisk for bogen, fordi samtalerne over lange stræk forløber som teoretiske selvopgør. Kapitalismen og det borgerlige samfund er ikke den genkommende genstand for kritikken i bogen. Det er derimod den traditionelle kritik af kapitalismen og det borgerlige samfund, som Honneth offensivt og eftertænksomt udsætter for sin egen kritik. Der må ifølge Honneth være en instans uden for den kritiske teori selv, som man appellerer til og adresserer. Proletariatet er ikke sådan en instans, fordi det ofte i marxistiske analyser bliver til et skrivebordsspøgelse.

Man kan ikke nøjes med at levere en sønderlemmende analyse af den ny tids kapitalisme og derfra slutte, at man taler på de udbyttede og de marginaliseredes vegne.

Honneth anbefaler i stedet, at man som kritisk sociolog eller filosof starter der, hvor andres utilfredshed allerede er udtalt. Det er ofte først, når man bliver udsat for uretfærdighed eller overgreb, at man tvinges til at markere, hvad man finder rigtigt og forkert:

"Så længe vi lever beskyttet af visse rettigheder, er vi normalt ikke bevidste om dem. Det er først, når vores rettigheder krænkes, at vi bliver opmærksom på dem."

En kritisk teori kan bruge disse protester som udgangspunkt for en blotlægning af de fornemmelser for retfærdighed, som deles af borgerne i liberale demokratier. Derfra kan man rekonstruere et system af almindeligt udbredte og institutionaliserede normer for, hvad der skal til for, at vi hver især kan anerkende hinanden som myndige. Det er måske ikke realistisk at forestille sig et samfund, hvor alle er anerkendte af andre og kan anerkende de andre som myndige borgere, så Honneth anfører en mere beskeden målsætning.

"Jeg har altid haft den forestilling eller den intuition," forklarer han, "at den bedste måde at beskrive retfærdighed på, er en tilstand, hvor folk, samtidig med at de erkender deres egne omstændigheder, kan træde frem foran andre borgere uden at skamme sig."

Det er en tilstand, hvor man ikke tvinges til at slå blikket ned eller gemme sig. Man skal kunne se sig selv på en måde, som gør, at man kan gå ud og deltage i det offentlige. Det retfærdige samfund bliver i det perspektiv til et samfund, hvor alle kan deltage, og det myndige menneske bliver til den aktive borger.

Ambivalenser

Den ny kapitalisme går igen som en særlig udfordring i de senere interview i bogen. Det står på den ene side klart, at de gamle analyser af kapitalismen er utilstrækkelige: Man kan eksempelvis ikke regne med, at kapitalismen vil udvikle så dybe modsætninger, at den vil ende i en krise og derefter gå under af sig selv. Og man kan endnu mindre regne med, at en ny social orden derfra ville opstå af sig selv. Man kommer på den anden side heller ikke uden om, at det økonomiske sprog bredes ud til så godt som alle dimensioner af både den sociale virkelighed og det enkelte liv. I stedet for at tale om kapitalismens 'krise' og 'indre modsætninger' foreslår Honneth, at man tematiserer paradokser i kapitalismen. Det skal beskrive nogle paradoksale overgange i kapitalismens nyere historie, hvor momenter af en kulturel frigørelse i én generation forvandles til nye former for udbytning i næste generation. Begrebet paradoks skal indikere, at der ikke er tale om, at den tilsyneladende frigørelse i virkeligheden bare er udbytning eller omvendt. Det er den specielle kobling mellem frigørelse og udbytning, som pointeres:

"Det, der først lignede en social befrielse, viser sig i næste fase som en ny form for disciplinering. Det, der fremstod som et moralsk fremskridt, virker faktisk som en ny slags beherskelse. Det, der forekom at være et juridisk fremskridt, synes i tilbageblik snarere at være en form for kontrol."

Disse ambivalenser kendetegner både den nye kapitalisme og kapitalismekritikken. Det er et af de mange tværvidenskabelige forskningsfelter, som Honneth arbejder på, og som berøres i de 11 temmelig ujævne interview i bogen, som faktisk lever op til sin titel: Fornyelse af kritikken. Det er en fornyelse, som ikke mindst gør op med de banaliteter, der tidligere gjorde det så let at se ned på de andres tilfredshed og magelighed. Kritikken starter med at gennemskue sig selv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Henning Ristinge
Henning Ristinge

Smukt - godt udgangspunkt for ny venstretænkning og et nyt europæisk venstre

lad os få en oversættelse af den bog - han har sgu fat i den rigtige ende

Brugerbillede for Niels Christensen
Niels Christensen

Det er da fint, at Honneth nu akcepterer Thomas teoremet : If men define situations as real, they are real in their consequences

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

"Det skal beskrive nogle paradoksale overgange i kapitalismens nyere historie, hvor momenter af en kulturel frigørelse i én generation forvandles til nye former for udbytning i næste generation."

Lige der havde det været rart med et eksempel eller to, selv om sådan noget altid går ud over altituden.

Brugerbillede for Jonas Jakobsen
Jonas Jakobsen

En af Honneths hovedpointer er, at mens ideen om ”autentisk selvrealisering” oprindeligt udsprang af et behov for løsrivelse fra fastlåste sociale roller og forventninger, fremstår den samme idè i dag fremstår som et krav, dvs. som et ”stærkt institutionaliseret forventningsmønster”: Du kan ikke bare være postbud og familiefar, for du er også et ”selv”, der skal udvikle og artikulere sig på autentisk vis. Senmoderne individer føler i høj grad skam over at være afhængige af andre, og oplever omvendt et pres i retning af at udvikle og fremhæve de unikke og originelle karakteristika ved selvet, f.eks. bestemte evner, æstetiske udtryk eller en særlig livsstil. Mange konfronteres imidlertid med kravet om selvrealisering gennem deres arbejde, og Honneth knytter derfor, i Frankfurterskolens ånd, analysen af dette krav til en kritik af tendenser i det sen-kapitalistiske samfund.

Man kunne måske sige, at mens det før var pinligt at tage sin personlighed med på arbejde, kræves der i dag et ”personligt engagement” i selv de mest trivielle arbejsopgaver. Hvem vil ansætte en medarbejder, der ikke vil ”realisere sig selv”, være kreativ, fleksibel og (både psykisk og fysisk) mobil? Hvem vil ansætte en ”fastlåst” personlighed eller et menneske, der ikke er motiveret for ”livslang læring” og selvkritik? Man kan her tale om et ”paradoks” i den forstand, at de selv samme humanistiske idealer, der oprindeligt blev brugt som et værn mod kapitalismens umyndiggøring og anonymisering, i dag ser ud til at forvandle sig til en ”særlig misbrugt produktivkraft i den kapitalistiske modernisering” – et fænomen den danske sociolog Rasmus Willig har beskrevet som en ”humanistisk tvang”, der gør selvet til ”vare” der skal omsættes på markedet, og som vi derfor må investere aktivt i (se evt.: http://www.turbulens.net/temaer/kapitalismeoghumanisme/&article=224)

Honneth siger det bl.a. på den måde, at senmoderne individer står overfor forventningen om at vise sig som ”biografisk fleksible og forandringsvillige subjekter for at få erhvervsmæssig og samfundsmæssig succes”. Dette resulterer bl.a. i, at både erhvervslivet og servicesektoren snakker mindre om ”afhængige medarbejdere”, og mere om ”kreative producenter af sig selv”, hvis eget initiativ skal indrages i virksomhedsorganiseringen. Denne inddragelse fører på den ene side til en posttaylorsk udjævning af hierarkierne, til autonome teams og selvledelse. Men den gør det også muligt i højere grad at betragte arbejdet som et ”kald”, og dermed at stille ganske andre krav til medarbejdernes ”indre motivation”, dvs. deres engagement og vilje til at realisere sig selv i arbejdet. Desuden kan denne forskydning i opfattelsen af arbejde føre til dereguleringer af beskyttelsen af rettigheder tilknyttet den erhvervsmæssige status, f.eks. regler om ansættelseskontrakters varighed, da sådanne beskyttelsesfunktioner kan anklages for at være forældede i en tid, hvor medarbejderens eget ansvar, omstillingsparathed og initiativ er i fokus.

Sammenlagt, konkluderer Honneth, er selvrealisering i dag blevet et ”system af krav, hvorunder subjekterne snarere synes at lide end at trives.

Jonas Jakobsen

http://avisen.dk/brugere/jonasjakobsen/default.aspx

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Tak, Jonas. Nu forstår jeg bedre Honneths ærinde. Men jeg tror alligevel mange moderne arbejdsgivere vil betakke sig for alt for megen selvrealisering hos medarbejderne, især på de nederste trin og især i krisetider Da jeg fx. var postbudeafløser i de fattige firsere gjaldt det sådan set bare om at bringe posten ud og ikke lave alt for meget om på uniformen. Sådan tror jeg faktisk det er mange steder stadigvæk, selv om der er faldet mange ord om selvstyrende teams, flad struktur osv. Nogen gange tænker jeg at det bare er etiketterne og ikke så meget indholdet der bliver lavet om på, lidt ligesom når en skrademand bliver til en renovationsmedarbejder og en sælger til en key account manager.

Brugerbillede for Jonas Jakobsen
Jonas Jakobsen

Søren: Det med etiketter/indhold tror jeg du har helt ret i. Honneths pointe er jo også netop, at der ofte er tale en pseudo-selvrealisering, f.eks. stresmestringskurser, der gør medarbejderne mere stressede, da de lægger al ansvaret på indivderne selv, og ikke samtidig på strukturer på arbejdspladsen/ i samfundet.

Dermed ikke sagt at vi ikke kan bruge idealer om autenticitet og selvrealisering til noget, men at disse idealer idag misbruges, hvormed de forvrænges og fremstår i deres rent egocentriske og forfladigede former.