Læsetid: 5 min.

Tristan udsat for modedille

Formidabelt spil af Kapellet under Jiri Kout i Operaens nye opsætning af Wagners 'Tristan og Isolde'. Men hvorfor skal moderne scenografi vildlede ens oplevelse som her, hvor alt foregår som i et fængsel?
Det er pudsigt, at der fortsat er denne snart mangeårige tendens som del af operamoden til, at iscenesætterne er bange for, at folk skal kede sig. Steffen Aarfing har skabt et lukket rum, der minder beskueren om et fængsel - et teaterfængsel om man vil. Som bagstopper et tre-fire etager højt trappehus a la Sing Sing-fængslet.

Det er pudsigt, at der fortsat er denne snart mangeårige tendens som del af operamoden til, at iscenesætterne er bange for, at folk skal kede sig. Steffen Aarfing har skabt et lukket rum, der minder beskueren om et fængsel - et teaterfængsel om man vil. Som bagstopper et tre-fire etager højt trappehus a la Sing Sing-fængslet.

Per Morten Abrahamsen

12. maj 2009

Richard Wagners operaer kan for de flestes vedkommende opfattes allegorisk; der er i mange henseender frit spil for iscenesætterne, meget lidt behøver binde dem til det historisk konkrete, hvis de da har skrupler i den retning.

I tidens operamode er blot antydningen af fortidsbinding og traditionsbåren myte bandlyst; alene den scenografiske meddigtning opererer derfor ofte med symbolsk overfyldte rum og kostumer med egen fortælling, der skal tjene som meddigtende ramme og rekvisitter for de velkendte energier i forestillingernes univers.

Begreber omsættes i symboler, antydninger i håndfast metaforik. At Tristan og Isolde kan opfattes som værende spærret inde, forekommer nærliggende, også at kærligheden er en slags spændetrøje, om end her overjordisk og uafviselig. Tristan og Isolde er bundet på hænder og fødder, dømt til den udgang dramaet nu engang har: fortabelsen af livet. Den ideale, altfortærende kærlighed eksisterer for Wagner og hans samtid kun i døden, mod hvilken den digtende komponist og andre senromantikere derfor rettede driften.

Der er ingen vej ud eller uden om tilintetgørelsen, i den ligger evighedens uforanderlige velsignelse begravet. Leve døden! I den er udfrielsen til den evige død.

Forestillingen om kærligheden, hvor døden har skilt de elskende, lever videre i andre der ser den for sig og kan ophøje den til ideal. Som Wagner jo gør om end tvetydigt.

Hvis nu kong Marke var kommet hurtigere ud af røret, så havde de to elskende jo ikke behøvet at dø, men så havde kærligheden heller ikke været fuldkommen, for så skulle mindst en af dem jo på et tidspunkt til at vaske sokker og gå ned med skraldespanden.

Stig Fogh Andersen har sammen med scenografen Steffen Aarfing skabt et lukket rum, der rent faktisk minder beskueren om et fængsel - et teaterfængsel om man vil.

Fængsel eller baggråd

Scenerummet er lukket med en ganske smal forscene. Som bagstopper et tre-fire etager højt trappehus a la Sing Sing eller en futuristisk baggård a la Palle Nielsen. Dekorationen skal tjene som ramme for tre akter. Som stipuleret af Wagner: 1. akt: på et skib, 2. akt: i en park ved kong Markes borg i Bretagne og 3. akt: på gårdspladsen i Tristans borg i Bretagne.

Det Kongeliges nye Wagner-opsætning lader alle tre steder - bortset fra lidt baggrundsprojektion, der i akt 2 antyder træer - udspille sig i fængslet/baggården.

Sangmæssigt hørt er det en fordel - man aner at instruktøren selv er sanger og i øvrigt dublerer Tristan - fordi stemmerne får lov at udfolde sig tæt på orkestergraven, hvor det i Operaen kan være problemer med klangsamspillet, når huset udnytter scenerummets fulde ganske betragtelige dybde.

Dramatisk er det en anden og mere problematisk sag. Man spørger jo sig selv: Hvorfor tre etager med trapper, som de medvirkende kravler og ned ad? Hvorfor? Det er ikke indlysende.

Det er heller ikke indlysende, at personerne begynder at agere allerede under forspillet og også gør det under det berømte forspil til 3. akt. At noget foregår samtidig med så ladet musik som Wagners, er direkte distraherende og tilfører ikke partituret noget, ikke andet end distraktion; under sidste forspil en god del ufrivillig komik frembragt af personerne, der er sat til at opføre sig som i en kasseret stumfilm.

Skaber ingen dramatik

En situation bliver hverken mere dramatisk eller alvorlig af at folk bevæger sig i slow motion og med betydningsfulde miner udfører banale og ligegyldige bevægelser - rejser sig op og sætter sig ned - der ikke har noget med handlingen at gøre. Det er pudsigt, at der fortsat er denne snart mangeårige - ja gammeldags - tendens som del af operamoden til at iscenesætterne er bange for, at folk skal kede sig og ikke tror på det stof, de har mellem hænderne.

Der skal kraftknuseme ske noget hele tiden, også når der allerede sker en masse, og det gør der jo, når Wagner får sat fut i sine forspil. Jamen! Men det lader til at en cool instruktør på markedet helst skal være én, der kan få ideer hele tiden og bruge dem.

Det skal man lade være med. Kunsten består i at tynde ud i ideer, som ikke altid er så gode. Hvorfor allierer instruktørerne sig ikke med nogle sure løg, der kan stille spørgsmål undervejs og vel at mærke i tide før premieren: Hvorfor skal den og den af personerne gøre sådan og sådan? Hvad betyder det? Hvorfor slutter hele forestillingen med at noget af dekorationen fiser til himmels, og hvorfor er der et stort hul i midten af den?

Er Tristan og Isolde blevet frie og kan komme ud, fordi de er døde og kan fordampe gennem hullet og komme hjem til Far i himlen? Eller hvad?

Det burde ikke være meningen at man alt for ofte skal sidde dér og bryde hovedet med den slags spørgsmål. Og for at opleve operaen rigtigt, bagefter må gå hjem og lægge sit eget eksemplar på cd afspilleren, fordi man ikke har hørt ret meget midt i bestræbelserne på at begribe dybsindighederne. Forestillingen, som havde været bedre som koncertopførelse, hvad Tristan og Isolde faktisk er egnet til i en snæver vending, er yderst kompetent sunget.

Fænomomenal dirigent

Johnny van Hall som Tristan - ikke et indlysende dramatisk valg, Hall er temmelig statisk og uflyttelig og nogle gange lettere grotesk i mimikken, men en klar tristansk stemme har han.

Tina Kiberg er uforglemmelig som Isolde i en Liebestod, der går til marven og driver tårerne frem.

Randi Stene i det store parti som Brangäne, inderlig og prægtig i sit menneskelige engagement; Christian Christiansen overbevisende som den splittede ulykkelige kong Marke, der aldrig får lov at opleve kærlighedens lykke, kun dens ugengældte tragedie. Og John Lundgren som den loyale Kurwenal i hvis stemme varmen i den maskuline kærlighed til den ædle Tristan ligefrem gløder.

Oven over og nedenunder, gennemlysende alt udspiller sig akkompagnementet ved et spændstigt og homogent Kongeligt Kapel under Jiri Kout.

Intet under at musikerne gav deres dirigent den sjældne ære med et touche ved fremkaldelsen. En mageløs musiker, der er helt nede i Wagners ursuppe af intention og idé. Kout udviser i sin musiceren det man har kaldt puls - som de store gamle kapelmestre, som en Kubelik, en Sanderling eller Wand eller Blomstedt.

Musikken er uafviselig, når man ellers af og til lukker øjnene for ikke at blive afledt af det uvedkommende.

Gid dét en dag ville gå af mode.

Tristan og Isolde, Richard Wagner, Instruktion og iscenesættelse: Stig Fogh Andersen. Scenografi: Steffen Aarfing. Projektioner skabt: Bob Katzenelson og Arthur Steijn. Dirigent: Jiri Kout. Spiller fra den 10. maj. til den 14. juni

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu