Læsetid: 4 min.

Det ubehagelige forbliver i mørkekammeret

I sin seneste bog lader Günter Grass sine voksne børn fortælle om deres barndom. Men det er papa Grass, der giver dem mæle
Skyld. Hos den tyske Nobelpristager Günter Grass har bearbejdelsen af den historiske - både kollektive og individuelle - skyld altid været et genkommende tema.

Skyld. Hos den tyske Nobelpristager Günter Grass har bearbejdelsen af den historiske - både kollektive og individuelle - skyld altid været et genkommende tema.

Erik Refner

28. maj 2009

Det er et højst mærkværdigt projekt, han har, Günter Grass, med sine seneste lille bog Mørkekammerhistorier, som fortsætter erindringssporet fra Når løget skrælles. Hos den tyske Nobelpristager, som for et par år siden blev hetzet for sin ungdoms medlemskab af SS, har bearbejdelsen af den historiske (både kollektive og individuelle) skyld altid været et genkommende tema.

I den nye bog kan det se ud som om, det er faderskyld, det handler om. Skyldfølelsen hos den distræte, fabulerende, altid anderswo engagerede forfatterfar, som gennem to ægteskaber og endnu flere kvinder erhvervede sig i alt otte børn.

Udtænkt af far

Nu kalder han i sin fiktion de voksne børn sammen for at få dem til at fortælle om deres barndom. I ni kapitler samles de på skift hos hinanden for at indtage en sammenkogt ret og fortælle til mikrofonen. Børnene får deres egen stemme, men den er opdigtet af far: "Nu sidder de omkring et bord og giver sig straks til at snakke: hver for sig, alle i munden på hinanden, ganske vist udtænkt af deres far og efter hans ord, men egensindige og uden at ville skåne ham, uanset hvor meget de holder af ham."

Det mærkværdige projekt består altså i på én gang at lade børnene komme til orde, på den anden side være den, der bestemmer, hvad de skal sige. På den ene side får Grass gjort sig til biperson i fortællingen om sine år som barnefar - på den anden side til den, der suverænt dikterer fortællingen. Og det portræt, der tegnes af Grass, er en vag skitse af den enten mentalt eller fysisk fraværende kunstnerfar, der lægger sin sjæl i sin skaben og sit politiske engagement frem for i familien.

Uddelegeringen af perspektiv og stemme til børnene afstedkommer pudsige fortællesituationer, som når den uddelegerende fars replikker gengives hypotetisk. En scene, hvor begge Grass' koner er til stede samtidig og vil belære ham om hans 'moderkompleks', gengives eksempelvis vonhörensagen af datteren Lara: "Til at begynde med lyttede han kun, men så skal han have udbrudt: Mig får I ikke ned på divanen!" En ret kompliceret form for gengivet tale: Grass gengiver sin angivelige egen replik ved at foregive at gengive, hvad datteren angiveligt har hørt fortalt -

Magisk kamera

Men lige så meget som Grass lader børnene fortælle om deres far, lige så meget lader han dem fortælle om sin fotograf og veninde Marie Rama, som bogen er dedikeret til, og hvis lange, tynde skikkelse med fotografiapparatet mellem hænderne er afbildet i varierende positurer i Grass' egne illustrationer til bogen.

Som en parallel til Grass' forsøg på i fortællingens form at fremlægge et billedalbum fra sine børns barndom fortælles der om Marie Ramas dokumentation af samme barndom med sit gamle Agfaboxkamera.

Marie - også kaldet Gammelmarie, Mariechen og Knipsligemariechen - fremstår som en mytisk figur, der viser sig i glimt for snart igen at forsvinde mumlende og besværgende ind i sit mørkekammer. En mellemting mellem heks og fe. Og hendes kamera er ikke noget almindeligt kamera; det kan tage billeder af ting, som øjet ikke ser: ønsker, fremtid, hemmelige hæsligheder -

I den magiske kamerabox findes både en forbedret ønskeversion af børnenes barndom (som når en af døtrene inderligt ønsker sig en hundehvalp, som hun aldrig får, men som vimser omkring hende på Maries fotografier) og en hemmeligholdt hæsligversion ("en hel film med tilbageblik på glas, som moderen knuser i vrede et efter et, medens faderen skræmt ser til"). Maries kamera indfanger både ønskedrømme og mareridt, både fortid og fremtid, både immaterielle fantasier og den bastant, slimede materie, som altid har været et yndet motiv hos Grass: snegle, fiskeben, ålehoveder - ja, sågar faderens lort, mener børnene.

Kameraet kan forstås som en allegori på Grass' eget kunstneriske perspektiv, der i den ene ende af spektret udmaler materiens slimede rester, i den anden ende fabulerer og fantaserer og fremkalder fortidens skikkelser af landskaber og interiører, hvorfra de for længst er forsvundne. Når Grass vender kameraet mod sine egne børns barndom, er jeg lidt i tvivl, om ikke dets magisk helende funktion bliver for fremtrædende, mens ubehagelighederne i for høj grad forbliver i mørkekammeret.

De evamæssige

En stor nydelse ved bogen er imidlertid den tyske morfologi og syntaks, som Per Øhrgaard har overført til det danske sprog. Der er ikke den ting i bogen, der ikke er "-mæssig": "trafikmæssigt", "stikafmæssigt", "familiemæssigt", "skytsenglemæssigt", "kompleksmæssig" og min favorit: "de evamæssige", som betegner de nøgne, halvvoksne døtre på deres angiveligt eget ønskebillede, hvor de promenerer rundt på Kudamm i intet andet end stiletter. Syntaksmæssigt får jeg gåsehud af tyske kompakte konstruktioner som denne: "Vel har de af andre mødre fødte døtre og sønner fået besked om mødet, men Jorsch har sat spørgsmålstegn ved deres tilstedeværelse som ikke tvingende nødvendig, så at Lena [-] og Nana [-] har sagt fra med højrøstet henholdsvis lavmælt beklagelse." Eller denne herlige inverterede konstruktion: "I krukker grønnes Taddels krydderurter, som vidner om den huslighed, han gerne vil gøre sig til af."

Selv om bogens magiske kameraperspektiv kan forekomme suspekt, må man nyde den Grass'ske stemme, som taler om og gennem børnene med sit store syntaktiske overskud, sin milde ironi og sin fabulerende melankoli.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu