Læsetid: 3 min.

Unge mænd falder

Tre unge mænd lærer livet at kende på godt og især ondt i tre meget forskellige film i hovedkonkurrencen i Cannes
Tre unge mænd lærer livet at kende på godt og især ondt i tre meget forskellige film i hovedkonkurrencen i Cannes
18. maj 2009

CANNES - Den filippinske filminstruktør Brillante Mendozas forrige film, Service, der var i konkurrence i Cannes, var et sært fascinerende, men fragmentarisk og dybt frustrerende portræt af en familie i en nedslidt biograf i Manila. Kinatay, Mendozas nye film, der også har fundet vej til Cannes, er en meget mere konsekvent og tilfredsstillende oplevelse, hvis man ellers kan sige det om en film, der tager sin hovedperson og publikum med på en tur ned i Helvede.

Peping (Coco Martin) er en glad, ung mand på 20 år, der lige er blevet gift. Han har et barn på syv måneder, er ved at uddanne sig til politimand, og om aftenen hjælper han en gangster med at indsamle beskyttelsespenge fra de lokale handlende - det er nødvendigt for at kunne forsørge familien og foregår i øvrigt ganske fredeligt.

Men så tager bossen og hans håndgangne mænd Peping med på opgave: De skal skaffe en prostitueret, som har oparbejdet narkogæld til Pepings boss, af vejen.

Bange anelser

Det håndholdte, rastløse kamera, der i Service blev en kilde til irritation, bruger Brillante Mendoza med stor effekt i Kinatay. Den lange biltur ud af Manila med en bagbundet, forslået og angst kvinde mellem mange mænd er dybt ubehagelig og forekommer at være skudt i realtime. Undervejs er publikum lige så desorienteret som den stadigt mere bekymrede og nervøse Peping, der slet ikke ved, hvad der skal ske, men har bange anelser.

"Går man én gang på kompromis med sin integritet, er den tabt for evigt-" står der på ryggen af Pepings sweatshirt fra politiakademiet, og Kinatay handler netop om at gå så langt, at der ingen vej er tilbage.

Filmen bliver mere og mere brutal og Pepings dilemma mere og mere tydeligt. Han burde hjælpe kvinden eller stikke af, men man forstår godt, hvorfor han ikke tør. Det vil være den sikre død for ham og hans familie, og han gør simpelthen det nødvendige for at overleve. Det siger vel lige så meget om ham, som om et filippinsk samfund, hvor intet socialt sikkerhedsnet eksisterer, og politiet enten er korrupt eller magtesløst over for de morderiske gangstere.

Fængslets hierarki

Fransk-arabiske Malik (Tahar Rahim), hovedpersonen i Jacques Audiards nye film, Un prophète (En profet), gør også, hvad han må gøre for at overleve. Han er 19 år gammel og er lige røget seks år i fængsel. Livet bag tremmer er hårdt og livsfarligt, og Malik må dræbe en mand for at sikre sig den korsikanske mafiaboss Césars (Niels Arestrup) beskyttelse.

Langsomt lærer Malik at begå sig i fængslet, og den døde mands genfærd bliver en slags skytsengel for den unge mand, der bestemt ikke er dum og lægger sine egne planer, mens han arbejder for César.

Det er ikke mindst Jacques Audiards blik for fængslets indre struktur og de indsattes hierarki, der gør Un prophète så spændende. Til at begynde med er korsikanerne flest og styrer fængslet, men efterhånden kommer der flere og flere arabere og muslimer, hvilket forrykker magtbalancen. Det udnytter Malik til sin fordel, og det spejler begavet samfundets udvikling. Tahar Rahim er virkelig god i rollen som drengen, der bliver mand og til sidst såmænd også den nye godfather, mens Niels Arestrup har tyngde som mafiabossen, der ser sit imperium langsomt smuldre væk.

Un prophète er et stykke kynisk, karakterdrevet socialrealisme om, hvad det kræver at overleve i en verden af amoral, men filmen har en genremæssig kant - som flere af Audiards tidligere film rummer den thriller-elementer - og en velkomponeret billedside, der transcenderer det socialrealistiske og giver historien en sjælden æstetisk kvalitet.

Livsomstyrtende

Anderledes ufarlig og morsom, men i bund og grund ikke mindre livsomstyrtende, er Elliot Teichbergs (Demetri Martin) udvikling i Taking Woodstock, Ang Lees virkelighedsbaserede komedie om musikfestivalen, der i år fylder 40. Elliot er en god, jødisk dreng i 20'erne, som stadig tager sig af sine aldrende forældre (en fantastisk Imelda Staunton og Henry Goodman) og deres nedslidte fallitbo af et motel i The Catskills nordvest for New York.

For at redde motellet og familien tilbyder Elliot folkene bag en strandet musikfestival, at de kan komme dertil og afholde det, der skal vise sig at blive århundredets musikbegivenhed, Woodstock.

Taking Woodstock er langtfra Ang Lees (The Ice Storm, Brokeback Mountain) vægtigste værk, men med udgangspunkt i Teichbergs egen bog om begivenhederne fortæller den venligt, muntert og energisk om Elliots coming of age, mens Woodstock-cirkuset og dets hundredtusindvis af optrædende skyller ind over ham, forældrene og det lille lokalsamfund.

Taking Woodstock har dansk premiere senere på året. Un prophète og Kinatay er endnu ikke indkøbt til dansk biografdistribution.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu