Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Vær ung eller dø

Xiaolu Guo tegner et fragmenteret portræt af en postmoderne ungdomsgeneration med bonderødder og storbydrømme. En hungrende ungdom i klemme mellem selvrealisering og system
Kultur
7. maj 2009
Identitet. Xiaolu Gou har skrevet en underholdende, følelsesladet og stimulerende hyldest til den forbandede ungdom, som enhver -8-16-jobber- bør læse.

Identitet. Xiaolu Gou har skrevet en underholdende, følelsesladet og stimulerende hyldest til den forbandede ungdom, som enhver -8-16-jobber- bør læse.

Det føles som et regulært gennembrud, da 21-årige Fenfang endelig får sit nummer. Hun er nu den 6.787. person i Beijing, der gerne vil have job i film- og tv-branchen. Og "sammenlignet med de 1,5 milliarder mennesker i hele Kina var 6.787 ikke så skræmmende et antal".

Så er proportionerne ligesom slået fast. Vi befinder os langt fra danske forhold. Men derudover er det ikke den kulturelle andethed, der er mest slående i Xiaolu Guos 20 brudstykker af en hungrende ungdom. Tværtimod forsøger romanen, blandt andet gennem sin fragmenterede form, at give krop og stemme til et postmoderne problemfelt, som er genkendeligt på tværs af kulturer. Bogen tegner et portræt af en hungrende ungdom og dennes søgen efter identitet og træden i eksistens.

En generation, som på den ene side er sulten efter selviscenesættelse og -realisering, på den anden side udsultes af ensomhedens smertepunkter:

"Tilsyneladende havde mit ansigt ofte et tomt udtryk. Huizi, min mest intellektuelle ven, sagde gerne: 'Fenfang, du har en postmoderne kvindes ansigt'."

Den dag det begyndte

Fenfang er bare 17 år, da hun flygter fra de endeløse kartoffelmarker, der så at sige udgør horisonten i hendes bondeopvækst, til storbyen Beijing. De første år driver hun hvileløst rundt, fra skodjob til skodjob, indtil hun en dag udfylder føromtalte statistregistreringsblanket, optrykt i starten af bogen. Denne dag begynder ungdommen: "Det var der, jeg begyndte at tænke, at alle de skinnede ting i livet - måske kunne nogle af dem være til mig".

Det er ikke, fordi jobåbningerne bliver mærkbart bedre. Fenfang tildeles skodroller som 'Kvinde der venter på perronen', 'Ventende dame' og 'Servitrice, der keder sig'. Men med statistbetegnelsen forfølger hun sine skinnende Hollywood-drømme, og at gå efter drømmene, at turde realisere sig selv, er en både mægtig og besværlig ting. Særligt i et moderne Kina, der endnu trækkes med rester af formand Mao: "Vi kinesere har været kollektivister i så lang tid, at personlige historier ikke er værd at nævne".

Men 20 brudstykker forsøger netop at skabe en personlig historie - og samtidig fungere som generationsromanen. Kakerlakkerne i Fenfangs lejlighed bliver et billede på den kinesiske kollektivisme, der hele tiden truer individet - "som fuglene i Alfred Hitchcocks film. Jeg var konstant under angreb. Isoleret set var de svage og til at få ram på, men som en helhed var de uovervindelige".

Vesten inspirerer

At Hitchcock inddrages i billedet, er i typisk for Guos intertekstualitet. 20 brudstykker vrimler med kulturprodukter, høje som lave, fra grungefænomenet Nirvana over filmen Den sjette sans til Tennessee Williams og Hemingway. Karakteristisk nok er det vestlige kulturtraditioner, i særdeleshed Hollywood, der inspirerer og guider den unge kinesers coming-of-age.

Et Sisyfos-arbejde

Som romanfigur er Fenfang en mellemting mellem eksistentialistisk heltinde, der udfører et Sisyfos-arbejde og altid bærer rundt på et arsenal af Marguerite Duras, og en klodset Bridget Jones, der hverken kan finde ud af karrieren eller kærligheden. Karakterens sammensathed underbygges af fortællerens energisk pludrende stil, som placerer sig et sted mellem ubesværet chick-lit og vredt ungdomsoprør, måske bedst eksemplificeret i Fenfangs hyppige eksklamation: "Guddommelige Røvhul i Himlen!"

Xiaolu Gou har med sine 20 brudstykker skabt en underholdende, følelsesladet og stimulerende hyldest til den forbandede ungdom, som enhver '8-16-jobber' bør læse. "Hvis der var noget, jeg ville undgå, så var det at være midaldrende. Vær ung eller dø".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her