Læsetid: 5 min.

Voldsom rejse ind i mørket

Lars von Triers nye film, ’Antichrist’, er fysisk og psykisk en hård oplevelse, som uundgåeligt vil dele publikum. Der blev da også både klappet og buhet, da filmen søndag aften havde verdenspremiere i Cannes
Lars von Triers nye film, ’Antichrist’, er fysisk og psykisk en hård oplevelse, som uundgåeligt vil dele publikum. Der blev da også både klappet og buhet, da filmen søndag aften havde verdenspremiere i Cannes
17. maj 2009

CANNES | Jeg er rystet over Lars von Triers nye film, Antichrist. Rystet over, hvor langt han rent faktisk går i en film, der er et dybt personligt og meget foruroligende, men sine steder også smukt, kunstnerisk projekt.

Antichrist er på en måde hinsides ’god’ eller ’dårlig’, og den vil gøre et uudsletteligt indtryk på publikum, hvad enten man elsker eller hader den – eller, som undertegnede, begge dele.
Meget er blevet sagt og skrevet om Lars von Triers personlige, mentale sammenbrud, og hvordan han har brugt arbejdet med Antichrist til at komme på højkant igen. Endnu mere vil blive sagt og skrevet nu, hvor filmen endelig, efter måneders hemmelighedskræmmeri, er blevet vist og understreger, hvor alvorlig Triers krise har været, og hvor åbent og ærligt han kaster den op på lærredet.

Antichrist er bestemt ikke en film for alle – slet ikke dem med svage nerver eller svag mave – men den giver et unikt og sjældent indblik i en kunstners turbulente, kaotiske indre. Det er fascinerende, men ikke spor rart og til tider både grimt og brutalt.

Ubehageligt og voldsomt

Antichrist handler kort fortalt – og uden at afsløre for meget – om et navnløst ægtepar (Willem Dafoe og Charlotte Gainsbourg), hvis lille søn falder ud af et vindue og dør. Hun får et mentalt sammenbrug, og han, der er terapeut, gør hende til sit projekt, muligvis i et forsøg på at lægge sin egen sorg bag sig. Hun vil helst blive på hospitalet, hvor medicinen bedøver hende, men han vil have hende til at konfrontere sine mørke steder og sin frygt, og han tager hende med ud til det hus i skoven, Eden, hvor hun inden sønnens død tilbragte sin sommerferie alene med ham for at færdiggøre sin disputats om ’gynocide’ – altså kvindemord og -forfølgelser.

Al god skik og brug dikterer, at man ikke agerer terapeut for personer, der står én nær, og turen til Eden udvikler sig da også mere og mere ubehageligt og voldsomt. De to sørgende mennesker skiftevis skændes, slås og dyrker sex – mere eller mindre eksplicit skildret af Trier, som bestemt ikke har mistet evnen til at chokere og provokere.

Hun tror på, at der findes en kraft i skoven, som er ved at forvandle hende – »naturen er Satans kirke,« siger hun – og han holder på, at det er psykisk, og at hun bilder sig ting ind. Men mærkelige ting sker, også for ham, mens de er ude i Eden, Paradis, ligesom han finder ud af, at hendes problemer, psykiske eller ej, går tilbage til den foregående sommer, hvor hun og sønnen var alene i hytten.

Engagement

Der blev både buhet og klappet, da rulleteksterne løb over lærredet efter pressekørslen her i Cannes. Lars von Trier deler som sædvanlig vandene, og Antichrist blev af dele af det kvindelige publikum beskyldt for at være endnu en misogyn film fra den danske instruktørs side. Jeg vil ikke ligefrem kalde hans tidligere film, hvor kvinder er hovedpersoner – Breaking the Waves, Idioterne, Dogville – for kvindefjendske, men det er i hvert fald forkert i forhold til Antichrist. For selv om filmen også handler om forskellene på kønnene, og hvor skræmmende kvindens seksualitet kan være, er den i højere grad et selvportræt af en angstramt kunstner, som har fået et nervøst sammenbrud.
Charlotte Gainsbourg er kunstneren/kunsten og Willem Dafoe er terapeuten/terapien, som forsøger at få kunstneren på højkant. Angiveligt har Trier det godt igen, og Antichrist må altså lige præcis have været den medicin, som lægen ordinerede.

Det er umuligt ikke at beundre den frygtløshed, hvormed Dafoe og især Gainsbourg giver sig deres roller i vold. Det er ikke kun fysisk, at de en stor del af filmen er splitternøgne; også psykologisk og følelsesmæssigt synes de at smide alle parader og hæmninger og give Trier, hvad han vil have. Han investerer sig selv 100 procent i sine film og forventer samme engagement af sine skuespillere.

Udtryksfuldt

Jeg vil ikke sige, at jeg følelsesmæssigt blev grebet af hovedpersonernes situation i Antichrist. Dertil er filmen alligevel for kølig og distanceret og de to hovedpersoner for meget symboler. Men psykologisk og fysiologisk var det en meget hård film at se til ende. De to mennesker manipulerer med hinanden i ét væk, og Trier sætter hele tiden trumf på ved igen og igen at gå til yderligheder, man trods alt ikke havde forventet.

Antichrist er ikke en gyserfilm i traditionel forstand – den forholder sig kun overfladisk til genren og iblander den psykodrama og mere eller mindre frivillig, kulsort humor – men den er skræmmende, fordi den tager publikum med ind i mørkets hjerte; i de dunkleste afkroge af Triers kringlede, plagede sind, hvor han på forhånd havde lovet os, at han ville tage os.

Og det gør han ikke mindst takket være filmens David Lynch-agtige lydlandskab, der aldrig giver publikum ro, men hele tiden efterlader én med fornemmelsen af, at nogen eller noget lurer i kulissen.

Visuelt vender Trier med Antichrist i en vis udstrækning tilbage til sit kunstneriske udgangspunkt, hvor en smuk, prægnant billedside betød mere for ham end indlevelse. Jeg formoder, at det blandt andet er derfor, at filmen er dedikeret til den afdøde russiske filminstruktør Andrej Tarkovski, der som få forstod at lade sine billeder med symboler og betydning.

Trier og hans Oscarvindende filmfotograf, Anthony Dod Mantle, har fyldt Antichrist med udtryksfulde billeder, der spænder fra det mystiske og poetisk dragende til det uhyggelige og mareridtsagtige, og den er effektivt klippet af Anders Refn. Filmens prolog, der til tonerne af Händels hjerteskærende opera Rinaldo og filmet i ultra-slowmotion viser, hvordan sønnen dør, mens forældrene dyrker sex, er noget af det smukkeste, jeg længe har set på film.

Antichrist er en film, det er svært at elske, men den giver, med et lidt slidt udtryk, stof til eftertanke, og der er ting i den, som jeg allerede nu holder af, og ting, jeg slet ikke kan holde ud.

Antichrist har dansk biografpremiere på onsdag den 20. maj

Mere fra Cannes på:
www.information.dk/film
www.information.dk/blogs/christian-monggaard
www.twitter.com/monggaard

Andre aviser skriver:
Variety: En smule prententiøs
BT: Smuk og smertelig gyser
Politiken: Grotesk mesterstykke

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Alexandre Archimbaud

Spietzenklasse anmeldelse-- jeg så den igår i Dagmar, og fik netop det indtryk som jeg fik da jeg så 8.5 af Fellini: filmen udpensler jo instruktørens egne oprivende indre. Nå nu det er så offentlig en viden (ingen i Zentropa eller Von Trier har holdt det skjult)-- så har jeg svært ved at forstå Canne's aggressive filmkritiker's modtagelse af filmen.

@ Monggaard: er Cannes et anderledes mht filmkritikers fremtreden eller er det bare første gang jeg lægger mærk til deres nærmeste efterskole-agtig opførelse?

Massimo Fiorentino

Nøjagtig hvad jeg ikke har kunnet artikulere. Tak for en god anmeldelse. Plottet og symbolikken er ligetil, og scenerne er ikke hvad man ikke har set før i f.eks. en Japansk gyser (måske lige med undtaglese af nøgenheden). Men dog et mesterværk i billede, Mise en scène, detaljerigdom, lyd, skuespil og instruktion. Men nok ikke lige en film man ser mens man guffer en pakke popcorn sammen med kæresten...

Christian Monggaard

@ Archimbaud Jeg tror ikke, at kritikerne opfører sig anderledes i Cannes end andre steder. Men fordi man ser mellem to og fem film om dagen, og det hele er så intenst – og der er så meget fokus på, hvad folk mener – bliver meningerne også noget mere skærpede.

Cannes er jo også stedet – det er de fleste store filmfestivaler – hvor de første meninger om de store kunstfilm første gang artikuleres, og indimellem skrues der nok unødigt op eller ned for retorikken.

Desuden, og der har du lidt ret i det efterskole-agtige, er filmkritikere i Cannes en tendens til at være arrogante og meget nemt ved at blive fornærmede. Jeg tror, at de/vi af og til overvurderers vores egen betydning, jvf. at det er her, de første holdninger til nye film fra store instruktører formes.