Læsetid: 3 min.

Amerikanske mord og mysterier

Lee Child og John Hart har noget på hjerte i deres krimier - Josh Bazell har for meget fart på til at engagere
4. juni 2009

I USA er den britiske forfatter Lee Child anerkendt som en af krimigenrens mest kontante og populære.

Hans helt Jack Reacher er en gennemført outsider og tidligere elitesoldat, der rodløst driver rundt fra by til by uden anden bagage end en tandbørste og en personlig tragedie, der giver hans hårdkogte fremtoning en romantisk flig af sårbarhed.

Med Sort uheld er Reacher efter nogle års pause tilbage på dansk og i Los Angeles, hvortil han ankommer efter at have opdaget, at der er blevet sat penge ind på hans bankkonto. Hvor de kommer fra, aner han ikke, men beløbet svarer til den kode, der bliver brugt i militæret, når en person har brug for hjælp. Og det er også tilfældet, erfarer Reacher, da han har opsporet den tidligere kollega, der har sat pengene ind på hans konto, på et cafeteria på Sunset Boulevard. Hun sætter ham ind i sagen uden den mindste overraskelse over, at han har fundet hende så hurtigt. Det hører med til historien, at Reacher ikke har mobiltelefon; i modsætning til sine åndsfæller James Bond og Jack Bauer er han ikke til gadgets og ny teknik.

Inden længe er Reacher genforenet med vennerne fra sin tidligere specialstyrke, og sammen går de på jagt efter dem, der har dræbt og smidt en kollega ud af en helikopter. Er det hele holdet, forbryderne er ude efter, eller hvad foregår der?

Plottet er spændt til bristepunktet, og et par klicheer slipper vi heller ikke for, deriblandt en hjælper fra Pentagon, der skylder en tjeneste, som gruppen ikke kunne være foruden. Dette ændrer ikke ved, at Lee Child er et glædeligt gensyn for danske læsere med hang til hæsblæsende action båret af en mandhaftig sprogtone og et plot med noget på hjerte. Det sidste vil man erfare, efterhånden som siderne bliver vendt. Det gjorde de i mit tilfælde hurtigt.

Form uden indhold

Det samme var tilfældet i første halvdel af Josh Bazells Exgangster. Den unge amerikanske forfatters debutroman sammenlignes af forlaget med film af blandt andre Tarantino; handlingen er da også primært båret af en frisk og veloplagt tone og en masse kulsort humor uden tankevækkende indhold.

Exgangster handler kort fortalt om reservelægen Peter Brown, der tidligere har været lejemorder for mafiaen, men valgte at vidne mod dem og derefter få en ny identitet. En dag dukker en dødssyg gangster imidlertid op på hospitalet. Han genkender Brown og truer med at røbe ham, hvis ikke hans liv bliver reddet - Mens spændingen stiger, får vi ad et andet spor at vide, hvorfor Brown i sin tid blev lejemorder. I disse passager er der tilløb til en vedrørende historie om fædre og drenge - men meget andet end et tilløb bliver det ikke til i Exgangster, som jeg bogstavelig talt havde svært ved at få læst til ende.

Måske fordi jeg havde forventet langt mere af en roman, der er klistret til med rosende blurbs fra flere anerkendte aviser. Eller måske fordi Bazell egentlig ikke vil fortælle mig noget, der gør en forskel.

En af de mest interessante

Det vil John Hart til gengæld, og det gør han i Det sidste barn. Handlingen udspiller sig i en lille sydstatsby, hvor en pige er forsvundet året forinden. Det samme er hendes far, mens hendes lillebror, den 13-årige Johnny, er besat af at finde hende og forsøge at forstå, hvorfor faren stak af fra familien. Johnnys mor er forsvundet i en tåge af smerte, alkohol og stoffer, og mens hun bliver udnyttet af byens rigmand, får den på én gang naive og uhyre intelligente Johnny sat system i sin eftersøgning, der kredser omkring egnens tidligere dømte pæderaster og voldsmænd. Hans formodninger om, at der kan gøres mere i sagen om hans storesøster, får nyt liv, da endnu en pige forsvinder, og en mand dræbes efter at have hvisket "jeg fandt hende -" i Johnnys øre.

Fortællingens anden hovedperson er den lokale strømer Hunt, der plages af den uopklarede sag, og derfor på afstand forsøger at hjælpe både Johnny og hans mor.

Deres spor krydses flere gange undervejs i denne gedigne pageturner, hvis slutning naturligvis ikke skal røbes her. Det må være nok at slå fast, at John Hart med Det sidste barn har etableret sig som en af genrens mest solide og interessante forfattere - trods romanens iver efter at diskutere religion, hvilket kan synes en smule irrelevant for danske læsere, der ikke er blevet konfirmeret.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu