Læsetid: 1 min.

Ikke som de andre piger

29. juni 2009

Annie Clark alias St. Vincent har været rundt i det alternative musikalske landskab. Hun har spillet med/sunget i indie-gospel-bandet Polyphonic Spree, med den alternative salme-mester Sufjan Stevens og for den wagnerske el-guitar-komponist Glenn Branca. Og det kan høres på hendes andet album Actor.

»Technicolour animatronic rides«, kalder hun selv sangene, der er arrangeret med ide-kataloget revet i stumper og stykker og samlet til på én gang forvredne og højtsvævende sange.

Guitarerne er groft forvrængede og flår huller i sangene, mens Vincents korfordoblinger svæver over dem, holder sig fri af dem. Beatsene detonerer olmt, melodierne er smukt svungne uden om alfarvej. Så er der pludselig klart klaver og balladesang med følelser i klædeligt korset.

Og ord som »paint the black hole blacker«, »I lick the icecube from your empty glass«, »save me from what I want« og »laughing with a mouth of blood«.

Her er arve- og vraggods fra Joni Mitchell, Tori Amos, PJ Harvey, The Notwist, Sonic Youth.

Men uden at St. Vincent kopierer dovent, næ, hun stjæler og misbruger i en højere, personlig sags tjeneste.

St. Vincent: Actor (4AD/Playground). St. Vincent spiller på Roskilde Festivalen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu