Han har fået pondus, den gode Stephen Patrick Morrissey, som i maj rundede det skarpe hjørne og blev 50. Han ligner til forveksling en voksen mand. Hvad han på sæt og vis vel også er. Men kunstnerisk trækker han støt på samme hammel, som han har gjort, siden han som forsanger i The Smiths tilbage i herregud 1983 af en enig britisk presse blev udråbt til noget i retning af Guds stedfortræder her på Jord. Dvs. den depressive, utilpassede, velbegavede, belæste, altgennemskuende og ensomme teenager med tendens til militant vegetarisme og en udpræget fetich for særligt udvalgte (ofte marginale og/eller marginaliserede) rock-, forfatter- og filmnavne - alt sammen med udgangspunkt i 1970-ernes trøstesløse Manchester med dens dengang rekordhøje arbejdsløshed. Hvor byens fordums storhed som et af Storbritanniens absolutte industricentre mestendels gav sig udtryk i lukkede og forladte industrikvarterer - og hvor det soleklart regnede det meste af tiden. Hvad det i øvrigt stadig gør.
Og hvor han som så mange af tidens misfits og out- sidere i 1977 oplevede punken og alt det, der fulgte i dens kølvand, som svaret på sine bønner. Et sted at være. Mulighed for at komme til orde. Få luft for vreden - og luftet sine sår. For selv om Morrissey ikke kommer fra decideret fattige kår, er der tale om niveauet lige over. Dér hvor man får mad hver dag og har tag over hovedet. Og ikke ret meget mere. I et samfund som det britiske, hvor klasse i 1970-erne stadig var altafgørende - og lad os ikke stikke vor kære læser blår i øjnene, det er det jo stadig, også herhjemme; har den småborgerlige regering ikke i snart syv år kæmpet en brav kamp for overklassens ret til at te sig fuldstændig, som det passer den, mens vi andre idioter bare har at spænde livremmen ind og i øvrigt holde røven lukket - kan den slags snildt være med til at øge såvel følelsen af utilpashed som øge en i forvejen boblende og retningsløs desperation. Så er det godt at have Oscar Wilde, James Dean og New York Dolls som bonkammerater!
Litterært filter
Selv om The Smiths i sin klang var forbløffende guitardrevet og 1960-er-orienteret (stort set keyboardfri zone, so to speak ) af et vaskeægte 80-er-outfit at være, var vreden og smerten i tekst- universet ren 1977 - om end langt mere raffineret og kørt gennem et litterært filter af den slags, der betyder, at Morrisseys tekster hører til blandt den håndfuld inden for rock-kanonen, man også gerne læser lige fra bladet. Selv om de selvfølgelig får et ekstra løft, når manden synger dem. Okay, han har de seneste par år haft bøvl med stemmen, og den der gnidningsløse slåen over i falset er åbenbart ikke længere så ubesværet som tilforn. Som solist har han stilistisk set stort set fulgt samme musikalske spor hele vejen igennem - dvs. en tung rock- og sangorienteret stil med meget lidt plads til ballader og solistiske udtræk, men med forbløffende fortættede tekster. Og det står i øvrigt ikke til diskussion, hvorvidt denne Morrissey forandrer eller fornyr sig. Det gør han simpelthen pr. definition ikke. De utallige soloplader (en 14-15 stykker plus det løse), det er blevet til, er på mange måder gjort af samme stof, selv om nogle selvklart er bedre end andre. Og så vendte han efter en periode i vildmarken stærkt tilbage i 2003 med mesterstykket You Are the Quarry ; siden har han ikke set sig tilbage.
Denne metode kan selvfølgelig for den udenforstående få hans univers til at lyde noget monokromt, hvad det grundlæggende også er. Som en britisk kritiker engang skrev, er hans stemme »lyden af sociale boligbyggerier og hverdagenes monotoni for dem på gulvet«, hvilket egentlig er en ganske glimrende karakteristik. Men selv om det betyder, at Morrissey aldrig rigtig har fået fat i et egentligt mainstreampublikum, har han nogle af denne verdens bedste og mest trofaste fans, og selv om Deres udsendte hverken er fanatiker eller trådt ind i en Morrissey-kult, er det hans påstand, at rock- verdenen ville være umådeligt meget fattigere uden en så charmerende enspænder som vor mand fra Manchester, der ofte og gerne har gjort sig bemærket med kompromisløst spidse kommentarer om alt fra Margaret Thatcher og George Bush til de canadiske slagterier af babysæler. Det hører så også med til historien, at han på sine seneste par plader er blevet rundere og mildere, åbenlyst under påvirkning af kærligheden, det billige skidt. Og som det dog klæder ham. Er man først sluset ind i Morrisseys særegne verden, forlader man den kun modstræbende, thi han er i sandhed en ener - og dem er vi ikke ligefrem overrendt med.
Gedigen rumlen
KB-Hallen var onsdag aften proppet til bristepunktet med fans - både dem, der var unge, da The Smiths udgjorde tidens tern, og et noget yngre segment, som vel er steget på vognen i lyset af det faktum, at der ikke findes mange med hans udstråling og begavelse på rockscenen her og nu. Og man kan diskutere i det uendelige, om han skulle have spillet længere end de fem kvarter, han gjorde (det var helt fint, som det var, tak), eller om sætlisten skulle have været anderledes. Informations mand på sagen var dog fuldt ud tilfreds med blandingen af nyt og gammelt - med Smiths-klassikeren »How Soon Is Now « som et klart højdepunkt - vel vidende at han snildt kunne have spillet 20 andre numre fra sangbogen; der er nok at tage af, og meget af det er ganske fortrinligt. Og så lød hans band bedre end mange af dem, han har indforskrevet ned gennem årene. Hele banden ligner stadig en flok derangerede Teddy Boys , og det er med garanti også en pointe.
Nu er lyden i KB-Hallen ikke noget at råbe hurra for - selv ikke under de mest ideelle omstændigheder. På den anden side mener denne anmelder ikke, at rock i levende live nødvendigvis behøver at være ensbetydende med lækker stereofonisk lydgengivelse (selv om det selvfølgelig er et plus, når det once in a blue moon falder sådan ud); tværtimod kan han godt tage lidt gedigen rumlen og nogle uldne kanter, bare energien er i orden, og de optrædende ellers leverer et godt show. Og det gjorde Morrissey og hans fem musikere den ondelyneme - kærligheden mellem solisten og hans publikum er i høj grad gensidig, og kloge hoveder påstår, at intensiteten på scenen kan måles på, hvor mange gange solisten krænger skjorten af og smider den ud over scenekanten. Jamen, det blev altså til fire stykker, selv om hvad fanden man skal stille op med sådan en gennemsvedt skjorte, får stå hen i det uvisse. Lad os bare sige, det var en god aften all around , med eller uden skjorte. Så har vi ikke sagt for meget. Eller for lidt.
Morrissey, KB-Hallen, onsdag
