Læsetid: 4 min.

Eliten

Hvem er det, hvad vil den, hvor kommer den fra, og skammer den sig nu også?
13. juni 2009

Oldefolket har talt med sin sprukne tordestemme, en Messerschmidt er tordnet ind i parlamentet, og eliten dukker sig i sofahjørnet. Der bliver skudt på den fra alle vegne, fra busserne, fra gaden og fra skærmen. Men hvem er den? Der er ikke længere kulturradikalt her i området. Bevares, de bor her endnu, de overlevende mastodonter, men de bliver færre, og det er nye generationer, der så flytter ind.

Ikke helt så nye som oppe i Gellerup, hvor jeg gik en tur forleden og demonstrede paraplyteknik for nogle små unger, hvorefter deres storebrødre, fem-seks af de, omringede mig og spurgte, hvor jeg skulle hen. Ned i centeret efter rugbrød, sagde jeg. Okay sagde de, skal vi ikke følge vores nye ven derned.

Det gjorde en af dem så, og jeg fortalte ham, at jeg for snart 40 år siden boede på Bentesvej. Det var for længe siden, tror jeg. Han gik i dybe tanker, men det var vist noget andet, han tænkte på.

Ovre ved Bispehaven eller henne i Toveshøj, hvor de for fyrre år siden var joviale hjemmebrændere og medlemmer af ølbryggerne, kaster negerdrengene nu sten mod busserne.

Jeg kalder dem sådan, fordi i Danmark kalder vi en spade for en spade og en neger for en neger, og visse nu aldrende 68-ere - det er jo dem, der styrer verden - kalder underhånden området for -negerlandsbyen-, hvorefter de ligesom gør det klart, at det har de aldrig sagt.

She loves you

68-erne sagde jeg. Det er Pittelkow, og tressernes kunst, som måske ikke rager ham så meget, men som var min sandkasse, var langt hen ad vejen ud i hampen, forsvindende i tågerne og dukkende op igen med barneblik fra revolutionens bastioner på Christiania eller i Thylejren, et opgør med eliten .

Andy Warhol var jo pop, en popkunstner, og det var den før forkætrede pop, vi tog til os, da vi sådan uden besvær hørte Cecil Taylor med det ene øre, mens vi lod det andet blafre til -She loves you-, da Beatles slog igennem, så det sagde yeah - yeah - yeah over det hele.

I dag siger det nej - nej - nej, for det -modernistiske formsprog-, der jo er sådan noget som Thelonious Monk, Charlie Parker, Jackson Pollock, Piet Mondrian og William Faulkner, hersker endnu, selv om Pittelkow gjorde sit og andre deres for at ændre på balancerne, også gennem indtagelse af mikromakromad og visse bevidsthedsudvidere, og her i Århus forfægtes lige nu det synspunkt, at den franske billedhugger Prins Henrik (et pseudonym) med sin skulptur -Torso- ligesom skæmmer den igangværende turistsluger, som man kalder Sculpture bye the Sea , fordi den kommer fra Australien, hvor kronprinseparret engang har sværmet i den, og så fordi den faktisk befinder sig ved havet, er en snigende underløber af en dyrker af netop det -modernistiske formsprog-, indsat uden om den demokratisk og åbent arbejdende jury, der helt selv har inviteret omkring 80 billedhuggere, som de hver for sig er i familie med eller kender, og udvalgt de af dem, de er mest i familie med og kender bedst, til at deltage med faktiske værker på den faktiske strand.

Den pseudonyme franskmand er indsat på et wildcard af direktøren for kunstmuseet, og der må man jo sige, helt uden om modernistiske eller andre hensyn, at kunst og dens kvalitet har meget lidt at gøre med gennemskueligt åbne demokratiske udvalgs-processer, men derimod så godt som altid kommer til stede i verden på et wildcard et eller andet sted fra og uden for al kontrol.

Som Røde Dany gjorde i 1968, selv om kortet var sort og hældede mod anarkiet. I dag er det grønt, og selv her i bydelen har vi lagt mærke til, at han i Frankrig fik lige så mange stemmer som socialistpartiet, som dernede også har været -nødt til- af stemmemæssige årsager på visse punkter at lægge sig tæt op af de synspunkter, der her i valgkredsen forfægtes af hr. Messerschmidt.

Bedstefar på lokum

Okay, Beckett - okay, Brancusi - okay, Braque - jeg ved ikke, hvad vi skal stille op. Vi sidder her med vores aviser (Information, Politiken, Jyllands-Posten, Weekendavisen og Le Monde), og vi kan ikke rigtigt krybe sammen under regnen af papirkugler, selv om vi uden at blinke tilhører den absolutte elite af hvad som helst og selv har gennemtrasket hele Sculpture bye the sea som de kunstens trofaste elitesoldater, vi er.

Langt ude i dens yderste kanter har vi fundet fantastiske værker fra Australien. Et utroligt lokum af råglas fra et andet og helt vildt sted ude i noget outback af den anden verden, med antenne på taget, egen ravnefugl til varsler og den nøgne elpære klistret til af myrer eller fluer, hvor bedstefar rabler i højttalere, der ligger skjult langt inde i sindet. En flok vilde dingoer på strejf hen over skrænterne ved Varna. En gruppe tavse aborigine fjæs der fra totemiske søjler stirrer ud over det engang så stolte hav.

Det er vel en kendsgerning, at jo ældre folk er, jo mere er de tilbøjelige til at stemme på tryghed og genkendelighed.

Og når et helt folk, det danske, hvor gennemsnitslevealderen er langt højere end den iranske, stemmer som om 68 ikke var sket, skyldes det, at folket ønsker sig tilbage til tiden før.

Det er de store årgange fra krigstiden, der ikke ønsker en tilbagevenden til Richs og rationeringsmærker.

De skulle være emigreret til Australien. Det gjorde de bedste af dem. Der flyver undulaterne op i en flagrende skov af vilde farver, når man træder ud af teltet ved solnedgang. Det er sådan noget, eliten kan sidde og drømme om.

Yeah - yeah - yeah!

Forfatteren Bent Vinn Nielsen, der nomalt skriver Vinn & Skæv på denne plads har søgt - og fået bevilget - orlov, hvorfor klummeskriveriet i disse uger varetages af Peter Laugsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu