Læsetid: 5 min.

Endelig får vi den på dansk

Habermas’ hovedværk — Borgerlig offentlighed — i glimrende dansk udgave
13. juni 2009

Strukturwandel der Öffentlichkeit var en del af den teoretiske indgangsbøn til mangt et historisk, sociologisk, mediekritisk eller litteraturanalytisk universitetsspeciale i Danmark i 1970-erne. Dengang måtte værket læses på originalsproget eller i den norske oversættelse hvis man da ikke greb til en af de fordøjede danske udlægninger af Habermas’ tunge prosa.

Siden har mange danske universitetsfolk ofte set en anelse trætte eller forpinte ud, hvis nogen kom til at slynge begrebet – borgerlig offentlighed – ud. Da værket havde tabte sin modestatus herhjemme, blev det imidlertid hot og dagsordenssættende i den angelsaksiske verden, efter den engelske oversættelse udkom i 1989.

At et værk kan spille den rolle så mange år efter sin oprindelige tyske udgivelse i 1962 og til trods for, at store dele af den er meget tæt bundne til dens tilblivelseskontekst i sen-1950’ernes Vesttyskland, gør det så afgjort berettiget at betegne bogen som en varig klassiker.

Jürgen Habermas er måske den største politiske tænker overhovedet siden Anden Verdenskrig. Han forsvarer det bedste og mest progressive i det liberale demokrati imod kapitalismens brutalitet, bureaukratiets ansigtsløse magt og vores egne samfunds dæmoner
Læs også

Nu, efter næsten 50 år, foreligger været endelig i dansk oversættelse. Det kan næppe helt undgås, at udgivelsen forekommer noget forsinket. Selv lange, ’nye’ forord, hvori forfatteren gør status over værket og dele af den senere forskning i feltet, er slet ikke så nyt endda med sine 20 år på bagen. Ikke desto mindre er det fortsat et særdeles relevant værk.

Selvstændig debat

Bogen vil vise, at den klassiske borgerlige offentlighed fra 1700- og 1800-tallet rummede væsentlige træk, som er gået tab i det moderne massesamfund. Den idealtypiske borgerlige offentlighed, der opstod i takt med kapitalismens fremvækst, var et sammenhængende publikum af kritisk ræsonnerende individer.

Deres deltagelse i den offentlige debat byggede på modsætningen mellem privatsfæren og den offentlige sfære. Det var således netop i kraft af den private fordybelse hos de enkelte individer, at det offentlige ræsonnement kunne opnå sin kritisk-ræsonnerende karakter. Denne forankring i privatborgere betød samtidig, at de klubber, selskaber og tidsskrifter, som var organer for den offentlige debat, kunne træde selvstændigt op over for staten.

Jürgen Habermas: Borgerlig offentlighed.

Som Habermas selv påpeger, var denne klassiske borgerlige offentlighed for en strengt historisk betragtning udtryk for en ideologisk legitimering af en lille gruppes indflydelse og udelukkelsen af det store flertal fra det offentlige ræsonnement. Det kritisk ræsonnerende publikum bestod nemlig udelukkende af det dannede og besiddende borgerskab. De udannede, de fattige og alle de kvinder, der ikke indgik i 1700-tallets fine salonkultur, blev udelukket.

Alligevel lå der efter Habermas’ opfattelse noget værdifuldt i denne model, som eftertiden kunne lære af: Netop fordi alle deltagere i den offentlige debat var dannede og besiddende, stod de som jævnbyrdige diskussionspartnere. For så vidt var deres offentlige ræsonnement tvangfrit. De kunne med andre ord diskutere det almene vel uden hensyntagen til indbyrdes magtforhold, rivalisering eller undertrykkelse.

En anden samtid

Disse træk står i kontrast til den samtid, som Habermas analyserer. Her har de kapitalistiske samfundsforholds videre udvikling ført til koncentration af kapital i oligopoler og dermed bidraget til at opløse skellene mellem privat og offentligt og mellem privatborgeren og de statslige myndigheder.

Hvor den klassiske borgerlige offentligheds medier var forankret i privatsfæren og fra denne position kunne træde op imod staten, ikke mindst for at værne om den offentlige og private sfæres rammer, så trues mediernes frie diskussion i dag hovedsagelig af ikke-statslige kapitalinteresser og opbygningen af private mediekoncerner.

Her har staterne måttet træde til for at sikre rammerne om en tvangfri offentlig debat. Samtidig har nye boligformer i byerne og nye medier og medietilgange søndersplittet det publikum, der skulle bære det offentlige ræsonnement.

Den private fordybelse ved læsning, som i den klassiske borgerlige offentlighed dannede forudsætning for deltagelsen i det offentlige kritiske ræsonnement, er i dag i vidt omfang afløst af et fælles mediekonsum, der ikke fører til kritisk ræsonnement eller deltagelse, men til passivitet. Politiske diskussioner om samfundets fælles vel er reduceret til public relation-strategier, hvori forsimplede politiske budskaber forsøges solgt som varer.

Derfor kalder Habermas til genoplivelse af nogle af de centrale kendetegn ved den borgerlige offentlighed. Det betyder ikke, at han vil vende tilbage til den lille dannede og besiddende elites monopolisering af den offentlige diskussion, men at han anbefaler nogle midler til at omdanne den moderne masse til et kritisk ræsonnerende publikum. Dette må for ham at se bl.a. omfatte en redefinering af borgerlige rettigheder som f.eks. pressefriheden til at omfatte positive garantier for deltagelse.

Forandret virkelighed

Denne analyse bygger på en imponerende forening af historiske, sociologiske og praktiske perspektiver. Analysen kan kritiseres – og er blevet kritiseret – på alle fronter. Ikke mindst betyder hans opstilling af en idealtype en overdreven stilisering. Selv i den borgerlige offentligheds glansperiode først i 1800-tallet ville man kunne spore mange af de træk, der ifølge Habermas først hører den senere forfaldsperiode til.

Man kunne argumentere for, at hans udrensning af sådanne ’usamtidige’ elementer eller realhistoriske modsætninger truer med at undergrave det empiriske grundlag for hans analyse af både den borgerlige offentlighed og dens forfald.

Man kan ligeledes med god ret stille sig skeptisk over for hans forestillinger om den private fordybelse som den eneste vej til et kritisk offentligt ræsonnement og om den ’tvangfri’ kommunikation. Og helt oplagt er det, at den samtidige medievirkelighed, han forholder sig til, er noget forældet.

Dels tager hans omtrent 50 år gamle fremstilling selvsagt ikke stilling til nye udviklinger i mediebilledet: den uhyre videre oligopolisering af mediekontrollen omkring magnater (Gates, Murduch, Berlusconi), dets differentiering og udbredelse af interaktive kommunikationsmuligheder (mobiltelefoner, internet), og de vidt forskellige konsekvenser dette har for individernes sociale atomisering og deres muligheder for at skabe nye sociale forbindelser.

Alligevel er der en blivende værdi selv ved de dele af Habermas’ kritik, som er mest problematiske og tidsbundne. Hans fordring om at sikre rammerne for borgernes faktiske deltagelse i det offentlige liv på et kvalificeret grundlag er muligvis endda kun blevet endnu mere aktuel.

Derfor er det også en velgerning af Informations Forlag at præsentere dette værk på dansk – oven i købet i en glimrende fordanskning, der videreformidler forfatterens komplekse tekst så klart som det er muligt uden at gøre vold på budskabets kompleksitet.

Jürgen Habermas: Borgerlig offentlighed. Oversat af Henning Vangsgaard. Informations Forlag, 384 s. 349 kr. ISBN: 9788775141739

Bertel Nygaard er adjunkt ved Institut for Historie og Områdestudier, Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu