Læsetid: 4 min.

Engelsk orkesterbesøg med finsk verdensdirigent

Britain's got talent. Det blev hørt eftertrykkeligt, da Philharmonia Orkestret gav en sjældent vellykket koncert, som åbenbarede Koncerthusets studie 1 som en juvel
8. juni 2009

Omsider skete det! Og der skulle et engelsk eliteorkester og en finsk verdensdirigent til for at aflokke DR's nye koncertsal dens mest dyrebare hemmeligheder. Philharmonia Orkestret fra London under Esa-Pekka Salonen spillede Schönberg, Bruckner og Sibelius. Så bjergtagende smukt, så uhørt dynamisk og virtuost har musik endnu ikke klinget i denne sal, og det er i det hele taget år og dag siden, der er blevet spillet på et sådant niveau i København. Koncerten var en del af serien Nordic Concerts, hvor vi for en måned siden hørte Orchestre de Paris i samme sal. Også det var en stor oplevelse, men slet ikke af samme kunstneriske format somi tirsdags.

Philharmonia er et legendarisk grammofonorkester, grundlagt i 1945 af produceren Walter Legge, som knyttede store tyske dirigentnavne som Furtwängler, Karajan og Klemperer til orkestret. Derfor kan man med god ret hævde, at Philharmonia har båret på en tysk spillekultur frem for de øvrige London-orkestre, også fordi det har været mindre tilbøjeligt til at absorbere amerikanernes ellers så dominante blankpolerede klang.

I en hel del år har Philharmonia stået lidt i skyggen, men med Esa-Pekka Salonens tiltrædelse som boss sidste år lader det til, at det igen vil erobre en plads i solen. Den finske dirigent kommer fra 17 års lederskab af Los Angeles Filharmonikerne, som han i den periode har forvandlet til et af USA's mest velspillende og innovative. Og de amerikanske erfaringer ser allerede ud til at været gået i lykkelig symbiose med de tyske traditioneri London, oversat til henholdsvis perfektion og musikalsk dybde.

Drømmebyen Wien

Salonen og Philharmonia har lanceret et tema for 2009: City of Dreams, Vienna 1900-35. Et tværgående projekt med koncerter, udstillinger og kulturformidling via adskillige medier. Koncerten i tirsdags var en del af alt dette, og programmet skulle have været Alban Bergs Violinkoncert med Christian Tetzlaff og Mahlers 6. Symfoni. Men ramt af finanskrisen måtte Nordic Concerts aflyse solisten, det får være hvad det er, hvorimod det forekommer uforståeligt, at også Mahler skulle ryge ud. Således blev det endelige program ganske smalt med orkesterudgaven af Schönbergs strygesekstet Verklärte Nacht og Bruckners 6. Symfoni, som man dårligt kan kalde en kiosk-basker. Dispositionen kunne aflæses af en hel del tomme sæder i salen. Alligevel skulle det blive et show, der helt overvældende demonstrerede, at Britain's got talent.

Schönberg fyldte første afdeling. Kun strygere, men hvilke tre snese strygere! Verklärte Nacht bygger på et digt af Richard Dehmel, et elskende par på skovvandring i en månebelyst nat, hun bekender at bære på en anden mands barn, men hendes elskede tilgiver hende og accepterer barnet som sit eget. Schönberg følger digtets højspændte tematik, men man glemte den hurtigt, så opslugt blev man af Salonens mesterlige iscenesættelse af den musikalske tekst. Alene den mageløse begyndelse, hvor klangen umærkeligt materialiserer sig ud af stilheden. Og klang hos dette orkester viste sig efterhånden som en verden hinsides danske koncertgængeres dagligdag. Salonen fremtryllede et fænomenalt farvespektrum og linjespil, som en anden Rembrandt beherskede han kompositionens clairobscur med de fineste penselstrøg, og ikke mindst greb opførelsen ved sin stringente formidling af et bundløst hav af både dragende og skræmmende emotioner.

Konstellationen Salonen og Bruckner gav på forhånd en vis skepsis. Finnen er vel i højere grad til Mahler, hviskede vanetænkeren. Indrømmet, jeg ville frygtelig gerne have hørt Mahlers Sjette, men med Bruckners forholdsvis sjældent opførte Sjette overbeviste dirigenten om, hvorfor man må betragte ham som en af verdens førende i disse år. Det var ikke Bruckner, som man har hørt hos Furtwängler, Karajan og Klemperer. Det var ikke en filosofisk eller himmelstræbende fortolkning. Den var heller ikke tysk i ekspansiv og klangmættet forstand.

Elegant og præcis

Nej, Esa-Pekka Salonens Bruckner tonede frem som en ungdommelig, jordnær og livslysten symfoniker. Dirigenten var mediet, en adræt og særdeles veloplagt mand på 51 år, bestandigt foran sit orkester i den fremadskridende fortælling, uhyre præcis i sin signalering af hvem, hvad, hvordan, hvornår, hvor meget og hvor lidt med sine elegante og præcise gestus. Man hører sjældent Bruckner med en så spændstig rytmisk profil og så perfekt afbalancerede orkestersektioner. Det var simpelt hen en konstant fryd!

Den længste sats, adagioen, blev måske den største oplevelse. Salonen bevarede en bevægelig puls gennem de tre temakomplekser: den længselsfulde klage, det ekstatiske opsving og den fløjlsbløde sørgemarch. Det var, som om orkestret i den grad følte sig animeret af salens ubønhørlige klarhed, for endnu ikke har man hørt så mange strygere hviske så tyst med så megen klang på deres instrumenter. Den lidt makabre scherzo forløb som en intelligent opvisning i moderne orkesterkultur, i satsens trio måtte man eksempelvis beundre en horngruppe af en kaliber, vi aldrig har kunnet mønstre herhjemme.

Der skulle altså dette fine orkester til at få den nye sal til for alvor at skinne som den bebudede juvel, og dog må man konstatere, at det fortsat er problematisk, når der bliver spillet fortissimo. Så kan klangen blive hård og enerverende på grund af den manglende - nå ja, det har jeg jo lovet ikke at vade mere i. Ekstranummeret var heldigvis langtfra kraftigt. Salonen valgte slutsatsen fra Sibelius' suite Pelléas og Mélisande, en strygerbåren indadvendt sørgemusik af frapperende skønhed, som mundede ud i en stilhed, der rummede hele aftenen i ét intenst øjeblik.

Nordic Concerts. Tirsdag den 2. juni i Koncerthuset. Schönberg: Verklärte Nacht, Bruckner: Symfoni nr. 6, Sibelius: Mélisandes død. Philharmonia Orchestra. Dirigent: Esa-Pekka Salonen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom W. Petersen

Ja, det var formidabelt!
Det var især strygernes aften. Formentlig kun to gange tidligere har jeg oplevet en så rent ud vidunderlig strygerklang; Wienerphilharmonikerne i 1975 og New Yorkerphilharmonikerne i 1996. Jeg kan ikke mindes før at have oplevet, at de dybe strygere fylder så meget og så smukt i den samlede klang. Det var en stor koncert.
Og hvis de, der skal hoste, så ville lade være med at hoste gjaldende ud i luften på de mest stille steder i musikken og i stedet prøve at styre sig lidt...