Læsetid: 2 min.

Fælles foruroligelse

Birgitte Hesselaa har skrevet hovedværket om 90'ernes førergeneration af danske dramatikere, der i al deres forskellighed alligevel er fælles om ikke så lidt
15. juni 2009

Efter os syndfloden?

Dette er syndfloden, subsidiært fem minutter i eller et minut over, mens selve katastrofen, nulpunktet glippede for os i al sin uhåndgribelighed. Så kort, og selvsagt groft, kan 90'er generationens rundhorisont beskrives.

Dette Hesselaas seneste bind i en lang række af bio-grafiske portrætter og analyser står på skuldrene af forfatterens tidligere nedslag - selvskrevne eller som redaktør - i samme dramatikergeneration. Som konkluderende overbygning er det simpelthen dén, man vil gå til i fremtiden, den har det hele.

Plus lidt til, korte kig på generationen efter, hvor især Nicolas Bro, Christian Lollike, Claus Beck-Nielsen og Vivian Nielsen springer i øjnene, uden at forklejne resten af spektret.

De udvalgte

Bogen er centreret om læsningen af seks udvalgte - Astrid Saalbach, Morti Vizki, Nikoline Werdelin, Jokum Rohde, Line Knutzon og Peter Asmussen - hvor fokuspunktet er den rene tekst, uden sideblik til urpremierens sceniske gestaltning. Med mindre opsætningsprocessen har grebet forandrende ind, så anføres det (som slutningen på Peter Asmussens Forbrydelse fra 2003). Godt dobbeltgreb, blikket befries for flimmer og bogen bliver lige brugbar for dén, der har læst, som for dén, der har set.

Ret beset er Det dramatiske gennembrud een stor bonuspakke; resuméer og udvalgte scener er forbilledlige, analyser og tolkninger inddrager hele det postmoderne batteri af filo-, psyko- og sociologisk skyts - fra Bauman, Kristeva, Giddens, Baudrillard og Lyotard til andegårdens Henrik Dahl - og gør det velmotiveret og med mådehold. At dét, der fænger, så er Hesselaas evne til at samle tråde, hendes samlende blik og hendes oplagte formidlingstalent gør simpelthen værket til spændende læsning.

I 'den lange frise af samtidsbilleder' - Hesselaas sammenfatning af de i klassisk forstand sjældent plot-drevne skuespil - ses skred i familieroller, dysfunktionalitet og opløsning, udgrænsning og grænseløshed, metafysik og ideer om 'det religiøse', apokalypser og civilisationsundergang. Tab over hele linjen, af identitet, instinkt, roller, moral, pejlemærker, spermtal, overlevelse, coherens, forståelse og forsoning. Hos Saalbach så tidligt som i 1993, Morgen og aften, også (permanent?) tab af lys - ræk mig skarntyde-saften! Alligevel rumsterer forbløffende få, følgerigtige selvmord i temalagene, men drab går igen som del af tabutabet. Allerede Kain og Abel - Morti Vizkis spil Kains mærke fra 1995. Ja, tab af konsekvens står også på listen.

Så forskellige

For den teatervante ligger Hesselaas egentlige bedrift nok i signalementerne af forskellighederne. Line Knutzon fik allerede i 2001 sin egen hesselaa'ske gennemtrawling og med lidt store håndbevægelser kan de fleste nok sætte ord på Saalbachs 'økologiske' bekymring, en art kosmisk trussel over interfamiliære smuldringer af forskellig art, Vizkis sproglige digtersærpræg og mytebrug, Werdelins hårdtoptrukne persontegninger og satistiske blik osv. osv. Men når vi kommer til alvorsmændene Rohde og Asmussen, er det godt at læne sig til fruen. Hver for sig skriver de ud fra et helvedesdyb, et især for Rohdes vedkommende så belæst og sprængt bagkatalog, at Hesselaas overblik falder på et tørt sted. For den selverklæret ateistiske Asmussens vedkommende ligger forfatterarkæologien først og fremmest i fremdragningen af de dybtliggende, religiøst længselsfulde potteskår.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu