Læsetid: 9 min.

Den fejlslagne amerikanske drøm

Det er rå og uhæmmet kapitalisme og en ringeagt for mennesker, der er skyld i det amerikanske samfunds store problemer, mener David Simon, der i den dvd-aktuelle krimiserie The Wire begavet og medrivende portrætterer et system, der har spillet fallit både socialt, økonomisk, politisk og menneskeligt
The Wire er dissens. Det er måske den eneste fortælling på tv, som åbenlyst siger, at vores ledere totalt har svigtet os,  siger David Simon, manden bag tv-serien, der er bygget op som en bog. Hvert afsnit er således et kapitel i en omfattende fortælling om en by og et samfund i forfald.

The Wire er dissens. Det er måske den eneste fortælling på tv, som åbenlyst siger, at vores ledere totalt har svigtet os, siger David Simon, manden bag tv-serien, der er bygget op som en bog. Hvert afsnit er således et kapitel i en omfattende fortælling om en by og et samfund i forfald.

23. juni 2009

Da tv-serien The Wire efter fem sæsoner og 60 afsnit sluttede i marts 2008, skrev manden bag, den tidligere journalist og kriminal- reporter David Simon, et brev til de mange fans, serien havde fået siden premieren i 2003:

»Vi er en kultur uden vilje til for alvor at blive konfronteret med vores problemer. Vi undgår det, som er komplekst, modsætningsfyldt eller forvirrende. Som kultur søger vi enkle løsninger. Vi nyder at blive provokeret eller fristet, men vi undgår de strenge, samvittighedsfulde undersøgelser af emner, som i sidste ende kunne få os til at erkende vores problemer, hvilket er det første, vigtige skridt i forhold til at løse nogen af dem.«

Det er ikke nogen almindelig hilsen, men The Wire er heller ikke nogen almindelig tv-serie. Tværtimod er den endnu et vidnesbyrd om, at de store, amerikanske fortællinger ikke længere kun skal findes på film, men også i tv-fiktionen, der gennem de seneste 10 år har oplevet en sjælden opblomstring med serier som Sopranos , Six Feet Under , West Wing , Deadwood , Damages, Desperate Housewives , Dexter og mange, mange andre.

Til at begynde med lignede The Wire en storbykrimiserie af den slags, amerikanerne er de bedste til at lave: Jordnær, rå, realistisk, morsom, velspillet, velskrevet og veliscenesat og fuld af levet liv og spændende personer. Men det skulle snart vise sig, at David Simons ambition med serien rakte langt videre end blot politiets legen katten efter musen med storbyens narkohandlere. Simon ville fortælle historien om et samfund på randen af fallit, økonomisk, socialt, politisk og menneskeligt, og det gjorde han med konsekvens og intelligens i løbet af de fem sæsoner.

»Vi planlagde hele tiden at gå længere og længere ud og opbygge en hel by« sagde han i 2007 til New Yorker.

» The Wire er dissens. Det er måske den eneste fortælling på tv, som åbenlyst siger, at vores politiske, økonomiske og sociale strukturer ikke længere fungerer, at vores ledere totalt har svigtet os, og at nej, det kommer ikke til at gå.«

The Wire handler om George Bush-æraen og slutter i begyndelsen af 2008, hvilket set i bakspejlet synes at være det helt rigtige tidspunkt. I dag er USA stadig et land i krise, men amerikanerne har siden fået sin første sorte præsident, demokraten Barack Obama. Og selv om han, ligesom den nyvalgte, engagerede borgmester, Tommy Carcetti, i The Wire , på den hårde måde er ved at lære de politiske realiteter at kende de består af en lang række kompromisser, der har det med at gøre mennesker sure er Obama også løftet om en bedre og lysere fremtid efter Bush.

Kritisk gravskrift

The Wire bliver således en kritisk nekrolog over en periode og et samfund, som forhåbentlig er ved at forandre sig til det bedre, men også som David Simon skriver i sit brev en påmindelse til amerikanerne om at blive ved med at bidrage til og kræve noget af dette samfund og dets ledere.

»Hvis man fulgte os gennem 60 timer, og man føler, at man bekymrer sig mere om disse emner, end man troede, at man ville, så er det næste skridt måske at forpligte sig og forlange, hvor det er muligt, et mere sofistikeret og meningsfuldt svar fra autoriteterne, når det kommer til ting som krigen mod narko, undervisningsreformer eller ansvarlig politisk lederskab. The Wire handler om det USA, som vi betaler for og tolererer. Måske er det muligt at betale for og forlange noget mere.«

Hver sæson af The Wire er som en bog, og hvert afsnit et kapitel i bogen, som fortæller historien om Baltimore, Simons hjemby, der, hvad kriminalitet angår, er en af de mest belastede storbyer i USA. Den hvide middelklasse er flyttet uden for byen og har overladt downtown til de mindrebemidlede, overvejende sorte indbyggere, som kæmper for at overleve.

Den litterære sammenligning kommer fra Simon selv, der har skrevet flere bøger, og som i arbejdet med The Wire angiveligt har ladet sig inspirere af de græske tragedier og antikkens store dramatikere, og begejstrede tv-kritikere bakker ham op i anmeldelser af serien.

»Intet andet tv-program er nogensinde kommet i nærheden af at gøre, hvad dette gør, nemlig at portrættere det sociale, politiske og økonomiske liv i en amerikansk by i samme omfang og med samme præcision og moralske udsyn som litteraturen,« skrev Jacob Weisberg f.eks. i magasinet Slate.

Første sæson af The Wire tager udgangspunkt i politiets forsøg på at optrevle en snedig bande af narkohandlere ledet af Avon Barksdale og hans højre hånd, Stringer Bell. Tv-seriens titel hentyder både til de aflytninger, som bliver politiets vigtigste værktøj i kampen mod narkoen, og til det faktum, at alt i en by som Baltimore hænger sammen. Det, politikerne foretager sig eller ikke foretager sig har afgørende betydning for politiet, narkohandlerne, havnearbejderne, journalisterne og alle andre, helt almindelige mennesker og omvendt.

Medaljens bagside

Det er i den detaljerede og nuancerede skildring af et bizart økosystem, at The Wire formår noget, som kun meget få tv-serier før den har formået, og hvor David Simon demonstrerer sit unikke indblik i og interesse for, hvad der foregår i en by, han tilsyneladende kender ud og ind.

Et omfangsrigt persongalleri af mere eller mindre faste spillere ikke mindst en håndfuld af politifolkene og forbryderne går igen i de fleste sæsoner, ligesom utallige andre kommer til, og det er virkelige mennesker med gode og ikke mindst dårlige sider. De bander, drikker, boller ved siden af, drømmer om et godt arbejde, kærlighed og et liv, hvor alting ikke er så hård og desperat en kamp.

De spilles for en stor dels vedkommende af amatører, der taler, som man gør på gaden, hvorfor The Wire fremstår mere autentisk end mange andre, mere traditionelle krimiserier, hvor man ser verden fra politiets synsvinkel. Simon giver også narkohandlerne lov til at fortælle deres egen historie, og den handler om de muligheder, eller mangel på samme, man som sort har i Baltimores fattige kvarterer.

Der er ikke den side af byen, som man ikke lærer at kende, når man har set samtlige 60 afsnit af The Wire , og man lægger serien fra sig, som man lægger en god bog fra sig modvilligt og med noget at tænke over.

Som f.eks., at et begreb som krigen mod narko giver lige så lidt mening som krigen mod terror. Man symptombehandler i stedet for at gribe fat om ondets rod, der drejer sig om fattigdom, et mangelfuldt uddannelsessystem, et hullet socialt sikkerhedsnet, korrupte politikere og et forkvaklet menneskesyn.

The Wire fortæller i stort og småt om en fejlslagen, amerikansk drøm.

Politiske kompromisser

Anden sæson af The Wire handler om Baltimores havn og de irsk-amerikanske havnearbejdere, der ikke har meget at lave, fordi færre og færre skibe anløber havnen, mens arbejdsgangen bliver effektiviseret og automatiseret, og lokalpolitikerne står i kø for at anlægge rekreative områder og bygge dyre kontorer på den attraktive havnefront.

Det er en problemstilling, man kender fra de fleste større byer med en havn, vel også København hvem skal have glæde af havnen, byens beboere eller de kapitalstærke entreprenører og konsekvenserne er alvorlige for lokalmiljø og lokalbefolkning. I Baltimore betyder det en udsultning af arbejderklassen.

I tredje sæson er politikerne i fokus, især det unge, italiensk-amerikanske byrådsmedlem Tommy Carcetti, en ambitiøs idealist, som vil være borgmester og siden guvernør, fordi han så vil gøre op med korruptionen, nepotismen, kammerateriet og inkompetencen i byen og staten.

Og Carcetti bliver valgt den første hvide borgmester i mange år i en overvejende sort by men må undervejs indgå så mange kompromisser, at han ender med at løbe fra adskillige af de løfter, han blev valgt på, og svigte ikke så få af sine fine idealer.

Sæsonen understreger også, hvad man allerede får at vide i sæson et og to; nemlig, at det i lige så høj grad er narkohandlerne som politikerne, der sidder på magten, fordi de ødelægger byen med deres stoffer og således dikterer, hvordan politiet skal bruge sine i forvejen begrænsede ressourcer.

Pis og papir

I fjerde sæson fokuserer David Simon og hans faste stab af medforfattere, blandt andet den tidligere politimand Ed Burns og Baltimore-forfatteren Dennis Lehane, på et nedslidt, nedskæringsramt skolesystem, hvor de fleste følger reglerne, selv om de ikke giver mening, og nogle få engagerede lærere og pædagoger prøver at gøre en behjertet indsats i forhold til ikke mindst de ghettobørn, som systemet har opgivet.

Den trængte avisverden kommer til orde i femte og sidste sæson, hvor Simon tager seerne med til en avisredaktion på Baltimore Sun, hvor han som journalist selv arbejdede, og hvor folk fyres i et tempo, der gør selv den mest garvede nyhedshund nervøs. Integriteten er truet, og troværdigheden smuldrer, da en journalist begynder at fabrikere sine egne nyheder for at blive set, og en politimand opfinder en seriemorder og fabrikerer sine egne beviser for at få sat mandskab af til at knalde Avon Barkesdales og Stringer Bells arvtager, den iskolde Marlo Stanfield.

David Simon er en mand med en mission, og i artiklen i New Yorker forklarer han, at det er »rå og uhæmmet kapitalisme«, der er grunden til, at det er gået så galt i amerikanske byer som Baltimore.

»Hvert øjeblik på denne planet bliver mennesker mindre værd,« siger han.

»Vi befinder os i den postindustrielle tidsalder. Der er ikke brug for så mange af os, som der engang var. Så hvis den første sæson (af The Wire , red. ) handlede om, at man devaluerede de strømere, som kendte deres områder og de narkosælgende drenge på gadehjørnerne, så handlede anden sæson om at devaluere havnearbejderne og deres arbejde, den tredje om mennesker, som ville forandre byen, og den fjerde om børn, som blev dårligt forberedt på en økonomi, som ikke rigtig har brug for dem mere. Og den femte Den handler om de mennesker, som skal forestille at overvåge alt dette og råbe vagt i gevær journalisterne. Den nyhedsredaktion, jeg arbejdede på, havde 450 mennesker. Nu er der 300. Ledelsen siger, vi skal gøre mere med mindre. Det er pis og papir fra økonomer og bureaukrater, som kun bekymrer sig om bundlinjen. Man gør mindre med mindre.«

Provokation og debat

Om noget understreger The Wire , at det er muligt at pakke et ambitiøst, pædagogisk projekt så forførende ind, at man som seer ikke føler sig prædiket for, men som aktiv deltager i en eviggyldig og universel diskussion af, hvordan man i den velhavende vestlige verden vælger at fordele goderne. Serien engagerer i kraft sit menneskelige fokus og sin store idealisme og humanisme. Som David Simon skriver i sit brev til seerne:

»Vi prøvede på at være underholdende, men ville på ingen måde opfattes som underholdning. Vi prøvede på at provokere, kritisere og debattere og råbe lidt op. Vi ville diskutere. Vi mener, at der stadig er brug for nogle gode diskussioner, at der er meget mere at sige, og det er mere end sandsynligt, at der findes bedre ideer end dem, vi kom med. Men der sker ingenting, medmindre man roder op i lortet. For os var det den vigtigste opgave.«

Første og anden sæson af The Wire er udsendt på dansk dvd af Warner Home Video. Tredje sæson udkommer den 7. juli, og resten følger, men kan også købes på engelsk dvd via amazon.co.uk The Wire vises i øjeblikket på TV 2

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christoffer Sørensen

Drømmen er fin nok, det er rigtigt at politikken er fejlslagen.

Sådan er det, når man prøver at dominere verden militært.

Folk taler tit om USA som et liberalistisk land. Kigger man på skatterne, er der langt fra tale om et liberalistisk land med 30-40% i skat - så det er enten bevidst vildledning fra folk, der ønsker et liberalistisk monster at pege fingre af eller ren og skær uvidenhed.