Læsetid: 4 min.

En forfatter frygter døden

Julian Barnes’ litterære spidsfindigheder handler denne gang om ham selv
Privat. Julian Barnes er ateist, men specielt de seneste år, hvor alderdommen er kommet nærmere, har han tilsyneladende gjort sig en del tanker om religionen.

Privat. Julian Barnes er ateist, men specielt de seneste år, hvor alderdommen er kommet nærmere, har han tilsyneladende gjort sig en del tanker om religionen.

Darren Staples

4. juni 2009

"Jeg tror ikke på Gud, men jeg savner ham." Sådan starter Julian Barnes' nye bog, ikke noget at være bange for, hvori den 63-årige britiske forfatter undersøger vores forhold til døden og giver udtryk for, at han er en smule misundelig på dem, der har en religion at støtte sig til.

Selv er han ateist, og det har han været, siden han som teenager besluttede sig for, at ingen skulle forhindre ham i at onanere.

Gennem årene og specielt de seneste, hvor alderdommen er kommet nærmere, har Barnes tilsyneladende gjort sig en del tanker om religionen, og mange af disse kan læses i den første halvdel - sådan cirka - af ikke noget at være bange for.

Her får vi blandt andet at vide, at den Gud, forfatteren savner, er den nytestamentlige af slagsen; ham, "der gav inspiration til italiensk malerkunst og fransk glasmosaik, tysk musik, engelske domkapitler og de sammenstyrtede stenbunker på keltiske forbjerge, som engang var symbolske fyrtårne i mørket og stormen."

Den gud var også en fiks ide, skriver Barnes, der i dag kun kommer i kirker af arkitektoniske årsager og "for at danne mig en opfattelse af, hvad engelskhed engang har været."

Forfatterens undren over, at intelligente mennesker kan tro på en gud, og hans opgør med religionen, føjer dog intet af betydning til, hvad blandt andre Richard Dawkins, Christopher Hitchens og Martin Amis, har skrevet om den sag de seneste år. Tværtimod føles mange af Barnes' diskussioner om alt fra Robespierres religiøsitet til, hvorvidt folk i Middelalderen mente, at det var Guds vilje, hvis en gris gnavede halvdelen af en drukkenbolts ansigt af, eller ej, ualmindeligt lange i spyttet.

Måske fordi jeg har svært ved at acceptere, at Barnes bruger så meget tid på den slags, når hans pointe er, at det moderne samfund ikke burde bruge så meget tid på den slags ...

En påtrængende mor

Nej, det er, når Julian Barnes fortæller historier om, hvorfor han frygter døden, at ikke noget at være bange for bliver levende. Bogen dirrer ikke blot af underfundige anekdoter fra litteraturhistorien ("En af Bruce Chatwins venner opdagede først, at Bruce var meget alvorligt syg, da han betalte for deres frokost, noget der hidtil havde været atypisk for ham."), men også af farverige øjebliksbilleder fra familien Barnes' private fotoalbum.

Allerede på side 42 minder forfatteren os om, at nærværende bog for øvrigt ikke er "min selvbiografi". Men vel er det så.

I hvert fald får vi her historien om, hvad han er rundet af: En sært fjern og stoisk bror, der i dag er filosof i Frankrig, en far, han aldrig for alvor lærte at kende, og ikke mindst en irriterende mor, der aldrig kunne lade nogen eller noget i fred. Heller ikke sidste gang Julian Barnes så sin far, 13 dage før faren døde, og i en af bogens stærkeste scener.

Lige inden mor og søn skal træde ind på hans hospitalsstue, beder hun om at gå først for at fortælle faren, hvem hun har taget med. Ikke, som Barnes skriver, for at fortælle, "hvem der er kommet for at besøge dig."

"Vi blev der en halv time," fortsætter Barnes i Claus Bechs sikre oversættelse, "og min far og jeg fik et par minutter til at tale om en FA-pokalkamp (Leeds 0, Manchester United 1 - på et mål af Mark Hughes), som vi begge to havde set på tv. Ellers var det ligesom de foregående 46 år af mit liv - min mor uafbrudt til stede, småsnakkende, rumsterende, pylrende, kontrollerende -"

Efter farens død siger moren, at han havde været stolt af sine sønner, at han var en enspænder, og at hun havde fået et nærmere forhold til hans venner, end han selv havde haft. Barnes understreger, at han ikke er klar over, hvor meget han skal lægge i de oplysninger.

Sandt eller falsk?

Dette er bogens anden pointe: Hvad er sandheden, hvis en sådan overhovedet findes? Undervejs i sin jagt på at finde ud af, hvor hans frygt for døden stammer, afvikler Barnes flere skelsættende familie-anekdoter, hvis indhold han må revidere.

En af dem handler om, hvordan hans storebror kørte sin treårige lillebror direkte ind i en mur på en trehjulet cykel; en anden, at hans morfar ikke efterlod sit yngste barnebarn noget i sit testamente. Alt sammen leder Julian Barnes hen til den konklusion, at det interessante - ved livet, ved historier, ved mennesker - ikke er sandhedens karakter, men den måde folk forvalter deres overbevisninger på "og terrænet mellem de indbyrdes konkurrerende fortællinger", som han udtrykker det.

Det er som bekendt den slags sofistikerede tanker, der er drivkraften i flere af Julian Barnes' spidsfindige romaner og noveller. Mange af dem har vi heldigvis fået på dansk, og vil du vide, hvorfra forfatteren har hentet materiale til at skrive om alderdommen (Citronbordet), om tro (Arthur & George), om England (England, England), og om hvordan vi kan fortolke verden på flere måder (Flauberts papegøje), så er denne kølige og kliniske litterære meditation over familie, alderdom og død absolut et bekendtskab værd.

Ikke noget at være bange for er ikke for enhver, men det bør ikke komme bag på læsere af Julian Barnes - og det er dem, bogen i første omgang henvender sig til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu