Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Forskere skal undersøge verden - ikke redde den

Akademia skal ikke forfladiges til endnu et meningsforum, mener den amerikanske professor Stanley Fish, der i en ny bog argumenterer for, at akademikere må nøjes med at 'redde verden' i deres fritid - ikke på universitetet
Kultur
27. juni 2009

Man kan bruge universiteterne til at skabe tolerance, mangfoldighed og respekt for anderledes livsformer. Men man kan også bruge de højere læreanstalter til at skabe betingelser for økonomisk vækst og sikre, at unge mennesker udvikler verdens bedste konkurrenceevner. Universiteterne bliver i den optik brugt som det sted, hvor råstoffer til videnssamfundet bliver produceret, mens andre ønsker at bruge forskning og uddannelse til at lære folk at behandle hinanden ordentligt og deltage i det demokratiske fællesskab. Der er ingen grænser for, hvad man kan bruge universiteterne til. Og det er ifølge den amerikanske litterat, professor og forhenværende rektor ved University of Illinois, Stanley Fish, alt sammen forkert: Formålet med universiteter er at producere og undersøge viden. Man bliver ikke nødvendigvis en mere deltagende demokratisk borger eller en mere profitabel entreprenør, bare fordi man producerer og kritisk undersøger viden. Man tjener ikke automatisk penge på det, og man bliver ikke nødvendigvis et bedre menneske af det. Det kan naturligvis hænde, at forskning bliver til opfindelser, som kan patenteres profitabelt, og selvfølgelig bliver studerende ofte politiske engagerede, og de kæmper tit for minoriteters rettigheder. Men det er ikke meningen med forskning og uddannelse, og det skal ikke gøres til meningen med forskning. Det gode menneske og den store profit vil ifølge Fish altid være afledte effekter, som man ikke kan bruge til at begrunde forskningen.

Gang på gang slår Fish fast, at forskning først og fremmest er ubrugelig og skal være ubrugelig. Det betyder, at målet med universiteterne er at bedrive forskning på det højest tænkelige niveau og bidrage til udforskningen af verden på alle planer. Når moderne universiteter for at tiltrække finansiering og studerende hævder at promovere tolerance, respekt for minoriteter og borgerlige dyder, underminerer de i virkeligheden sig selv som institution.

Akademisering

Stanley Fish' nye bog Save the world on your time er et kampskrift mod alle, der forsøger at politisere eller kapitalisere universiteterne. Det er et forsvar for universiteterne som et selvstændigt felt med egne målsætninger, hierarkier og principper:

»Den passende betegnelse for det syn, som jeg her fremlægger på de videregående uddannelser, er 'reduktiv': Det tager luften ud af de balloner, som er blevet pustet enormt op. Det gør op med de store moralske og filosofiske ambitioner, som får praktikere til at se sig selv som nogen, der forandrer verden eller tilbyder transformative oplevelser.«

Fish vil ikke bandlyse politiske temaer og moralske konflikter fra klasseværelset. Alle temaer kan blive genstand for forskning og undervisning, hvis de akademiseres systematisk. Akademisering betegner for Fish et greb, hvor man løsriver et emne fra den kontekst, hvor det almindeligvis viser sig, og overfører det til en ny kontekst. Det handler ikke om at ventilere meninger, men om at gøre rede for fænomenet og analysere det kritisk. Han nævner selv som eksempel, at han i 2004 under en forelæsning lavede en tekstanalyse af en tale af den demokratiske præsidentkandidat John Kerry. Talen viste sig for det akademiske blik elendigt disponeret, logisk inkonsistent og retorisk rodet. Den var med andre ord dumpet. Men alligevel bestod Kerry eksamen som kandidat for Fish, som tre uger efter gik ud og stemte på ham. Fordi han ikke stemte som forsker, men som borger med interesser, smag og tilbøjelighed.

Et andet eksempel er diskussionen om abort, hvor man i en akademisk kontekst ikke tager stilling for eller imod, men analyserer præmisserne for argumenterne, kriterierne for distinktionen mellem 'foster' og 'menneske' og den historiske udvikling på feltet. Diskussionerne i auditoriet bliver ifølge Fish til ligegyldige gentagelser af pointer fra populære bloggere, klummeskribenter og talk shows på tv, hvis de studerende og underviseren udveksler meninger og holdninger. Det bliver ingen klogere af, og universitetet forfladiges til endnu et meningsforum. Den konsekvente analyse af historien, argumenterne og kriterierne lærer derimod de studerende at sætte sig ud over deres meninger og nå frem til fælles fornuftige indsigter. Disse indsigter er ikke givet med samme evidens som tyngdeloven, men de kan etableres efter procedurer, som er anerkendte af de involverede, og stiller formelle krav til indsigelser.

Kulturkampen

Stanley Fish' bog er meget amerikansk: Den er skrevet ind i en amerikansk kontekst baseret på erfaringer med amerikanske universiteter. Mange pointer i bogen er henvendt til en offentlighed med andre positioner end den danske offentlighed, og idet de amerikanske universiteter fortrinsvis finansieres privat, er diskussionen om nytteværdien af forskning også udviklet på andre betingelser. Men der er også morsomme paralleller: Stanley Fish beskriver blandt andet, hvordan det oprindeligt var venstrefløjen, som bedrev ideologikritik på forskning og uddannelse. Det var en venstreorienteret agenda at afdække kolonialistiske, patriarkalske, imperialistiske og senkapitalistiske perspektiver i det, der fremstod som neutrale og stabile sandheder. Det blev siden til en særlig diskursanalytisk eller postmoderne pointe at opløse selvfølgeligheder ved at vise, hvordan det, der tog sig naturligt og evigt ud, også var et historisk produkt, som kunne have været anderledes. Men nu er det ifølge Fish de konservative i USA, som beklager indoktrineringen af politiske værdier i undervisningssystemet. Nu er det borgerlige kulturkæmpere, som afdækker de 'skjulte forudsætninger' og gennemskuer, at det, der præsenteres som 'objektiv viden', i virkeligheden er 'magtudøvelse'. De postmoderne pointer er blevet til præmisser: Alle udpeger de andres standpunkter som politiserede, enhver sandhed udfordres med udsagn om, at den er konstrueret, og enhver intellektuel autoritet demaskeres. Det morsomme er, at det tvinger Stanley Fish, som selv er blevet beskyldt for både at være postmoderne relativist og nihilist, til at begrunde sine egne antagelser på en måde, som overskrider den evindelige automatkritik:

»Jeg siger ikke, at der ikke findes universelle værdier eller sandheder, som er hævet over de personlige perspektiver. Jeg siger blot, at ligegyldig hvilke universelle værdier og uafhængige sandheder, der gives, så er de ikke anerkendt af alle, og der findes ingen mekanisme til at tilvejebringe den universelle anerkendelse.«

Det gælder for de fleste indsigter i Fish' glimrende bog, at de er lige så banale, som de er rigtige. Man kan så spørge sig selv, hvordan det indlysende rigtige kan blive så presset af andre antagelser, at det skal begrundes igen. Vi ved jo godt, at højt begavede mennesker kan være lige så dumme svin som folk uden uddannelse. Vi ved også godt, at det gode ved forskningen i Søren Kierkegaards samlede skrifter ikke er, at det bidrager til konkurrenceevnen eller til kulturarven. Men vi tager den én gang til med Stanley Fish, og det er både skarpt og morsomt skrevet. Man bliver ikke nødvendigvis mere tolerant over for minoriteter og man bliver heller ikke automatisk profitabelt produktiv af at læse bogen. Men det står i hvert fald klart, at det ikke er bogens problem.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Gang på gang slår Fish fast, at forskning først og fremmest er ubrugelig og skal være ubrugelig. Det betyder, at målet med universiteterne er at bedrive forskning på det højest tænkelige niveau"

---------------------

H.m. ???

Kenneth Krabat

Forskning for forskningens skyld, ja.

Kunst for kunstens skyld, ja.

Mennesker altid.

Selvfølgelig skal Universiteterne redde Verden
- osse i den grad - Og det hver eneste gang verden har brug for at blive reddet.
Hvem skulle ellers redde verden ?
Små grå aliens i deres flyvende tallerkener ?

"Formålet med universiteter er at producere og undersøge viden."

Så Langt kan man være enig med Stanley Fish.

Om Stanley Fish så i virkeligheden er ligeglad med verden - bortset fra i sin egen fritid er spørgsmålet der ikke kan besvares her.
Man må da håbe Nej.
Ellers kan Professor Stanley Fish i modsat fald melde sig på "kontoret" der gladeligt udbetaler en sum på cirka 30 sølvpenge for at styrke tavsheden og uvidenheden.
Dermed kan Stanley Fish blive endnu en af de professorer der spadserer ind i køen af maskerede "doktores" der kun afventer deres tur til at gøre grin med Jeppe i Baronens seng - hvadenten Jeppe skiftevis er symbolet på det uvidende menneske / Planeten Jorden / eller kvinder - bare som sådan.
For hvad skulle Universiteter ellers bruges til hvis ikke for at redde verden når verden har behov for at reddes ?
Universiteterne bør naturligvis anvendes som de i tidernes morgen var tænkt - Velegnede som de er som forskningscentrum til studiet af ethvert kernespørgsmål der sætter menneskehedens overlevelse og fremtid i focus.
Universiteterne kunne jo passende starte i morgen tidlig med at undersøge deres "indbakke" der 2009 må antages at flyde over med forskellige væsentlige - men ikke undersøgte problematikker - af største betydning for menneskehedens overlevelse.
"You just name those unsolved problems - if you even dare thinking about it ".

Velkommen i elfenbenstårnet.

FRA CITATSEKTIONEN

Erwin Panofsky (1892-1968)
Udvalgt af Rune Engelbreth Larsen

»At sige om nogen, at han lever i et elfenbenstårn, er blevet en af de mest fornærmende bemærkninger, man kan gøres uden at det fører til en injuriesag. Den kombinerer kendemærket på egocentrisk selv-isolation (på grund af tårnet) med snobberi (på grund af elfenbenet) og drømmende uvirksomhed (på grund af begge). (...)

Hvad ved vi da om dette billedes oprindelse og historie? Det ser ud til, at historien begynder ret sent, i 1837, da den franske digter Charles-Augustin Sainte-Beuve i Pensées d'Aout sætter victor Hugo, den 'dristige frihedskæmper', som løfter sin politiske overbevisnings banner i kamp, i modsætning til den 'reserverede' Alfred de Vigny, som, om end han deler Hugos overbevisninger, 'trækker sig tilbage før middag som til sit elfenbenstårn' (... et Vigny, plus secret comme en sa tour d'ivoire avant midi retrait).

Her fremstår elfenbenstårnet for første gang som symbolet på, at en mand trækker sig tilbage fra et aktivt liv og sit 'sociale ansvar' til en intelektuel afsondrethed og får en mild irettesættelse (som en anden digter, i dette tilfælde en englænder, skulle udtrykke det omtrent halvtreds år senere) for at 'lukke sig inde i selvisk lyksalighed'. Jeg siger 'mild irettesættelse', fordi misbilligelsen oprindeligt var blandet med respekt. Trykket blev ofte lagt på lyksalighed og slet ikke på selviskhed.

Den ensomme tænker, der iagttages udefra, har altid været genstand for latter (lige fra Aristofanes til New York-værtinden, som engang spurgte mig: 'Er det sandt, at I professorer på instituttet har tænkebokse?'); men han var ikke genstand for ubetinget fordømmelse. Det, der føles så uhyrligt, er den kendsgerning, at hans tårn består af et så kostbart, så aristokratisk og samtidigt så skrøbeligt et materiale som elfenben.

Netop denne forestiling - forestillingen om at tårnet, den ensomme intellektuelles tårn, er bygget af det, Henry James kalder 'den sjældne substans' - er imidlertid baseret på en besynderlig fejlopfattelse. (...)

(...)

(...)

Tårnbeboerne kan da lige så godt stille sig tilfreds med at blive, hvor de er, og med at bruge de evner til at iagttage, tænke og bruge deres fantasi, som forsynet har valgt at skænke dem; gøre deres arbejds- og kommunikationsteknik perfekt; og hvis lejligheden byder sig til at 'signalere hen langs rækken fra top til top'. Ved at gøre det vil de automatisk bidrage til at skabe vor verden ('Ingen kan forhindre, at matematik en gang imellem bliver anvendt', sagde en af mine gode vener), og de vil måske gøre det mere effektivt end ved at klatre ned fra tårnet og tilbede projekter. (...)

Ved at tale både om 'iagttagelse' og 'tanke' og 'fantasi' har jeg antydet en anden egenskab ved tårnet. Det er, som Milton selv ikke undlod at betone, ikke blot 'ensomt', men også 'højt'. Højde udvider selvfølgelig iagttagerens horisont og sætter ham således i stand til at se tingene i et perspektiv, der er temmelig forskelligt fra det perspektiv, de ses i, når de hvirvler rundt om ham i jordhøjde. (...)

Manden på jorden har magt til at handle, men han magter ikke altid at se, og han kan heller ikke undfly det net, som skæbnen og hans egne forudgående handlinger har spundet ham ind i. Manden i tårnet har magt til at se, men magter ikke at handle; det eneste han kan gøre, er at advare. Og her støder vi på noget, der alligevel udgør en slags 'social ansvarlighed' - en ansvarlighed der tilfalder tårnbeboeren ikke på trods af, men på grund af at han bor i et tårn, og en ansvarlighed som tårnbeboeren på Charles flodens bredder aldrig har nægtet at påtage sig. Afsondrethedens tårn, 'den selviske lyksaligheds' tårn, meditationstårnet - dette tårn er også et vagttårn. Når som helst beboeren opdager en fare for liv eller frihed, har han lejlighed, ja endda pligt til ikke blot at signalere 'langs rækken fra top til top', men også til at råbe til dem på jorden med en spinkel chance for at blive hørt.

Sokrates, Erasmus fra Rotterdam, Sebastian Castellio, Galilei, Voltaire, Zola, de syv professorer fra Göpttingen, Albert Einstein - der alle var tårnbeboere om nogen - opløftede deres røst, når de følte, der var fare for friheden. Og skønt disse stemmer ofte blev ignoreret eller endog bragt til tavshed i deres tid, ringer de fortsat i eftertidens øren.

Fra artiklen »In Defense of the Ivory Tower«, 1953
(oversat af Else Mogensen)

Men universiteterne bliver jo styret og ledet af erhvervsfolk her i landet. Så den med redningen er en saga blot. Vi har fået ratingfikserede mainstream-anstalter, hvis ledelse er del af den store udfordring på kloden. Og som udnævner sig selv til ekcelence-institutioner. Som om teknologi og økonomi alene var svaret og ikke samtidig årsag til den moderne problemmasse? Næh, der foregår langt mere spændende forskning i udlandet - og især uden for Vesten...

Vi har allerede elfenbenstårnet for fuld udblæsning. Kritisk forskning er et fy-ord. Og karriere-selvmord. Og nu vil rektorformanden såmænd også have æres-begreber indført! Og se bare på Aarhus Universitets reklame-tryksag "Augustus"! Hvis det skulle et være informativt niveau, tror jeg såmænd, at pengene var givet bedre ud til "Alt for Damerne"...

Med venlig hilsen

Og når man nu aligevel har gang i kogeriet:

Man har allerede smidt en generation af mere end kvalificerede forskere på porten, fordi man opfattede dem som "venstre-orienterede". Udokumenteret! En direkte paranoid tendens siden starten at 1990-erne. Men det må endelig ikke hedde sig, så nu forsøger man ovenpå finanskrisen f.eks. at lancere en ny form for kritik af økonomien som styrende ledetråd. Men den går ikke Grønberg. Man har allerede 'schmidt' så meget værdifuldt erkendelse-materiale ud med badevandet, at det ér gået tabt. Og en betimelig rekonstruktion forpasset. Dansk kritisk forskning ligger i ruiner - og bliver såmænd liggende dær i dén fredelige idyl...