Læsetid: 3 min.

Gåden om Tim Rushton

Hvordan gør han det, denne snørklede koreograf, der igen skaber trin med vild intensitet?
Hvordan gør han det, denne snørklede koreograf, der igen skaber trin med vild intensitet?
3. juni 2009

Selvfølgelig måtte Tim Rushton på et tidspunkt skabe en koreografi med titlen Enigma. For er der noget, denne kunstner undersøger, så er det uudgrundelighedens væsen. Han har leget med både Confessions, Passion og Requiem. Sidste år skabte han den Reumert-belønnede Labyrint. Og nu virker det så, som om han har udvalgt sig ét af labyrintens mange rum, hvor han har udskiftet blindgydehemmelighederne med gådefulde tegn og hieroglyf-mønstre lagt ind over danserne som tatoveringer og lysspiraler og snydefulde spejlvægge. Men naturligvis mest af alt som bevægelser. Nuvel, Rushton siger selv, at hans koreografi springer ud af musikken. Også denne gang er det Bach, der spøger. Men i musikken til Enigma anvender han snarere Bach som det grundmønster, han skal danse sig ud af. Han har fået den 32-årige, danske komponist Mathias Friis-Hansen om at komponere noget pirrende elektronisk musik. Og denne moderne lyd supplerer fint Bach, som fortolkes med vidunderlig scenenerve på et lille guldbelyst rullepodium af cellisten Jakob Kullberg - en mand, der kan sine rå modstrøg.

Flirt for superwoman

Her i denne gådefulde stemning stortrives Tim Rushtons koreografi. Mændene er bare klædt i Kenth Fredins lændeklædeagtige shorts, for hos Dansk Danseteater bulner maverne af muskler... Og danserne sparker, glider i split, kanter skuldrene og kaster sig på gulvet for hans fødder i en præcisionsudladning, der er lige til at måbe over. Rushtons stjernedanser Stina Mårtensson er tilbage efter barsel, mindst lige så overmenneskeligt spændstig i sin lillebitte krop som før, og nu også med et alvorsblik, som giver Rushtons koreografi filosofiske modspark. Hun tackler alle fem mænd omkring sig så let som ingenting, fnughurtig og dødbringende præcis. Til trods for at mændene er den bomstærke, bosniske Edhem Jesenkovic med det farlige charmesind og den tillidsfulde, ungarske Csongor Szabo med det åbne ansigt - sammen med den med-på-den-værste, italienske Luca Marazia og den overleverrå, colombianske Nelson Rodriquez-Smith. De suppleres af kineseren Kang Ma, som sidste sæson har danset hos Jens Bjerregaards Mancopy. Kang Ma har en næsten uhyrligt veltrænet krop, hvor enhver sene og muskel skaber linjer i rummet. Hans bevægelser og vilde ledvinkler har noget af stædigheden, som giver mindelser om Kitt Johnsons asiatisk-inspirerede dans - og hans rovdyragtige utrættelighed har tydeligvis inspireret Rushton til ekstremudtryk. Også selv om Enigma mest dyrker tosomhedens synkrondans og punktlige forskydninger.

Psykologi i nakkehvirvler

Til denne mystikprægede Spring Dance har Rushton generøst inviteret den 34-årige, israelskfødte koreograf Adi Salant til også at skabe et nyt værk til sit kompagni. Og umiddelbart klæder danseværket Like a Star da også Dansk Danseteaters dansere. Her er masser af voldsomme bevægelser med electric boogie-rystelser og energiudladninger, som danserne serverer med overskud. Men koreografien virker underligt påståelig. Måske fordi værket ikke overbeviser som et organisk musikalsk udtryk - snarere som nogle bevægelser lagt oven på noget lyd, der ender med at forstyrre. Desuden udfordrer Adi Salant både danserne og tilskuerne med at veksle mellem abstrakte dans-for-dansens-skyld-bevægelser og så pludselig lange, psykologiske scener, der tydeligvis kræver en skuespildimension, som hverken koreografien eller performerne besidder. Det er ærgerligt, fordi værket dermed krakelerer. Lidt på samme måde som værkets sjove baggrundsprojektion af en stiliseret solgryns-solopgang totalt clasher med retrokostumerne i råhvid silke, der har kniplinger til både femikvinder og machomænd. Også selv om kniplingsmønstrene kommer til at ligne rockstjernepåsætninger, når danserne bøjer bagover i knæene, som var de i gang med en rituel limbo. Eller er koreografien i virkeligheden en civilisationssatire, som ikke får nogen til at grine?

Men billederne fra Rushtons gådekoreografi ætser sig ind i erindringen. Sammen med billederne fra Arthur Stejins videoscenografi, hvor lysende kodetegn projiceres ned over dansernes kroppe og spærrer dem inde. Ofte forstørret og forskudt i de spejle, som danserne selv drejer rundt i rummet som en kalejdoskopisk gætteleg. Heller ikke løsningen på gåden om koreografen Tim Rushton får man. Men endnu mere pirret og nysgerrig, det bliver man.

'Springdance - Enigma'. Koreografi: Tim Rushton. Musik: Bach og Mathias Friis-Hansen. Livecellist: Jakob Kullberg. Kostumer: Kenth Fredin. Lys: Thomas Bek. Videoscenografi: Arthur Stejin. Dramaturgi: Gerd Schottländer. 40 min. Like a Star. Koreografi: Adi Salant. Kostumer: Kenth Fredin. Lys: Thomas Bek. 30 min. På Hippodromen, i Nørregade. Til den 6. juni.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu