Læsetid: 3 min.

Gejle fyre - 2000 år gamle

Liderlig fortælling fra Kristi tid bærer fakkel for evig ungdom. Hurra for Petronius - og Harald Voetmanns nyoversættelse
I Petronius's 'Satyricon' er det ikke moral, men lyst og lejlighed, der styrer - og man havde et afslappet forhold til gejle fyre, der var gejle med hinanden.

I Petronius's 'Satyricon' er det ikke moral, men lyst og lejlighed, der styrer - og man havde et afslappet forhold til gejle fyre, der var gejle med hinanden.

Wikimedia Commons

2. juni 2009

Det er én af de vildere danske bogudgivelser. Siderne damper af liderlighed, af ryggesløs ungdom og af indsigt i menneskers mangebundede sind. Ved læsningen kan de, der er unge, føle sig bekræftet i deres uansvarlighed. Og gamle kan smerteligt mærke, hvad mistet ungdom betyder.

Nå ja, der er så lige den pudsighed, at bogteksten er 2.000 år gammel. Det er det romerske papyrusværk Satyricon, forfattet af Petronius og overleveret vakkelvornt til eftertiden gennem afskrift på afskrift. Kun brudstykker er tilbage. De er til gengæld saftige som frugter plukket i dag.

Indledningen til historien er bortkommet, så man tumler lige ind i handlingen: Tre fyre er på flugt i Syditalien. Fortælleren, Encolpius, og hans ven Ascyltos er omkring 20 år. Når de ikke boller med hinanden, boller de på skift den 16-årige Giton. De to 20-årige rager uklar om, hvem der har mest ret til drengen, og de griber til sværd.

Giton bønfalder dem om at slå ham ihjel i stedet:

"Det er mig, der bør dø, for jeg har brudt et helligt venskabsbånd."

Ascyltos foreslår forlig:

"Lad drengen følge med den, han vil, så han i det mindste frit kan vælge, hvis bror han skal være."

'Bror' betyder - i denne romerske sammenhæng - bolleven.

Giton vælger bror

Encolpius er med på at lade Giton vælge. Han forklarer:

"Det var jeg ikke bange for, for jeg tænkte, at vores langvarige forhold havde givet mig en plads i hans hjerte."

Men nej. Encolpius fortæller om Gitons valg:

"Han lod ikke en gang, som om han tænkte et øjeblik over det. Før jeg havde lukket munden, rejste han sig og valgte at være Ascyltos' bror. Jeg var fuldstændig lamslået over udfaldet. Med ét styrtede jeg sammen over sengen."

Sidenhen vender Giton tilbage til Encolpius og undskylder sig med ordene:

"Søde Encolpius, prøv lige at tænke ordentligt efter: Forlod jeg dig, eller var det dig, der svigtede mig? Jeg indrømmer blankt, at da I begge var bevæbnede, søgte jeg tilflugt hos den stærkeste."

De ord får Encolpius til at kaste sig over Giton til et forsoningsknald.

Vildt går det for sig. Ascyltos eftersøger Giton med løfter om findeløn. Encolpius og Giton flygter på et skib, der viser sig ejet og bemandet af et ægtepar, som de to tidligere har haft indviklede erotiske forbindelser med. Strid bryder ud, og alle trækker blank. Den 16-årige Giton tvangsmægler ved at true med at afskære sin manddoms pryd. Det savn kan ingen af skibets øvrige ombordværende udholde at forestille sig. Våbenhvile følger.

Men begær og ballade bliver Giton ved med at forvolde. Han udbryder sidenhen fortvivlet:

"Jeg er roden til alt det onde, jeg er årsagen. Hvis jeg var død, ville fjendskabet ophøre."

Kvinder kræver nærvær

Encolpius går det ikke meget bedre. Forførende kvinder kræver hans fysiske nærvær. Men han forbliver - i de fleste tilfælde - upåvirket, fordi han hellere vil tænke på Giton.

Efter ubelejlige anfald af impotens anråber Encolpius i vrede sit lem:

"Du har snydt mig for min ungdoms blomstrende livskraft og tvunget mig ud i den yderste alderdoms dvaskhed. Helt ærligt, nu gider jeg ikke flere halvhjertede demonstrationer fra din side."

Hvor tit har man i den nutidige frisindede litteratur mødt tilsvarende åbenhjertighed? Her skal vi tilbage til Kristi leveår for at få realiteterne frem.

Bogen er et mirakel af en læseoplevelse. Den gamle tekst koger, bobler og syder i Harald Voetmanns overdådige oversættelse. Den spiller på hele det moderne dansksprogs register. Og opleves som tro mod sit svimlende fjerne latinske forlæg.

Forfatteren er ifølge overleveringen Petronius. Men hvilken Petronius? Et flertal af oldtidsforskere peger på Gajus Petronius, der ved kejser Neros hof var rådgiver i luksusanliggender og nydelse.

Denne Gajus blev fanget i en hofintrige og i år 69 tvunget til at begå selvmord.

Boglærde anslår, at den tekst, der er bevaret, er 14., 15. og 16. bog af Petronius' samlede værk, der har været mastrodontisk.

Tusinder af sider om lir og menneskesind. Her er det lige som med Johan Sebastian Bach: Man kan fortvivle over det, der er gået tabt. Eller man kan fryde sig over det, der livfuldt har overlevet.

Petronius: 'Satyricon'. På dansk ved Harald Voetmann. 184 s. 199 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nanna Gersov

I Petronius's 'Satyricon' er det ikke moral, men lyst og lejlighed, der styrer - og man havde et afslappet forhold til gejle fyre, der var gejle med hinanden.

Sådan står der under illustrationen til nyoversættelsen af Satyricon men mon dog påstanden om fraværet af moral holder?

Hvis man opfatter Satyricon som et satirisk værk, hvad mange gør, kan man antage at udskejelserne bevidst er overdrevet for at fremhæve groteskhederne netop til fremme af moralen.

Dog tror jeg ikke at dette har været hovedformålet, men måske snarere at levere saftig underholdning, som kredser om seksuelle emner, som jo til alle tider optager menneskene.

@Per Holm Knudsen

Er der ikke noget med at nogle dage om året byttede romerne i hver husholdning om på hhv. slavernes og herrernes m/k sociale ( og vel så også sexuelle ) roller ?

@Per Holm Knudsen

Ka' jo ikke læse bogen - da linket jo er nede.

Tror faktisk at jeg husker rigtigt om det med at der ifølge lovgivningkrav(!)/gammel skik - af og til blev byttet om på de sociale/sexulle roller-

Formodentlig som en slags social-opiøs-khartasisk sikkerhedsventil overfor slaverne's
oprørstrang.
-----------------------------
Som forneden så foroven: Det ser ud til at hedningene overalt i Europa ( i øvrigt også mange andre steder ) ofte ( og endda ofte som noget indbygget(!) i selve hedenskaben ) drev skæmt med guderne m.m.

Meget bort fra emnet - men det KAN være en del af en forklaring på at mange europæere ikke KAN forstå at blasfemi ALTID skal anses for utilladeligt.