Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Generthedens poetik

Tolv år efter debuten og syv år efter sin genre-hybrid -Daglig tale- er Mikkel Thykier tilbage med en på én gang vigtig og kropumulig bog
Kultur
18. juni 2009

Mikkel Thykier (f. 1977) er formentlig en af de mest begavede elever, Forfatterskolen har haft, men skønt han som 20-årig fik en overmåde lovende debut, har fyrens videre vandring ind i litteraturen langtfra været let. Forfatterskabet er nemlig et af dem, »hvis rasende skrift i alle retninger ikke står i noget meningsfuldt forhold til bogudgivelser«, for nu at bruge hans egne ord.

At Mikkel Thykiers digter iske skaben ikke har tilvejebragt et -skab-, som man kan gå hen og lukke op og plukke for bind efter bind, skyldes nok i første omgang, at han har et mildt sagt problematisk forhold til kategorierne Bogen og Genren, idet han helst vil tilvirke tekster, der handler og lever, frem for at høre op og dermed på en måde dø ud. Han vil hellere skabe plads end sætte et eller andet på plads.

Tilbagetrukken intimitet

Men at hans tekstproduktion indtil videre har sporadisk og vagabonderende karakter, skyldes også i anden omgang hans insisteren på en kobling mellem høj intellektualitet og tilbagetrukken intimitet. Han er en gudbenådet sanger, ingen tvivl om det, men han er også en genert filosof, der så at sige prøver at skrive sig -nedenud af tanken-, ned til et plan, hvorfra alting begynder.

I trofasthed mod et sådant program udsender Mikkel Thykier i dag en Entré bestående af tre -forord-, som imidlertid ikke er forbemærkninger eller indledninger til noget ud over netop sig selv. Men at de som de falske døre i de ægyptiske gravkamre ikke fører ind til eller ud til noget, fratager dem ikke materiel eksistens. Tværtimod kan man blot stille sig foran dem og betragte dem: mediterende, nysgerrigt medtænkende.

To linjer i det moderne

Vigtige kernegloser i bogens (spændende, men gerne uroligt springende) overvejelser er identitet og intensitet samt som ovenfor antydet intimitet. Ifølge Thykier findes der i modernismen en stærk hovedlinje, der forbinder intensitet med angst og ensomhed og intensitet. Dens dominerende kasus er nominativ, dens fremherskende udsigelsesform er erklæringen. Den har jeget som problem, og den har intensiteten (den kunstneriske) som løsning.

Heroverfor anbringer han en svagere formation, der knap nok udgør en linje, men som fokuserer på intimitet og generthed, og som ikke stiller identitetens problem autonomt i form af et spørgsmål om, hvem -jeg- er, men indkredser identitet rumligt, relationelt: som det der omgiver og udgør mig.

Fra kunst til etik

Det forekommer mig oplagt, at der i denne skitse - som Thykier varierer ved bl.a. at analysere svenske Stig Larsson og ved at følge en linje fra modernismens storværker (Proust, Joyce, Musil m.fl.) over i filosofien (Bataille, Blanchot, Bachelard, Derrida) - ligger andet og mere end en alternativ æstetisk historieskrivning. Der ligger også et udkast til en eksistentielt funderet etik. Bange og angst er noget, man er. Generthed, derimod, den opstår, findes kun i mødet. »Angst er det, der gør, at andre ikke mødes. Generthed er det, der gør, at mødet med den anden ikke kan finde sted«, i hvert fald i vedtagne former, på et etableret plan, og derfor »må skabes som en delt singularitet«.

Så kringlet det end kan lyde, skønt det er forholdsvis enkelt, lægger dette op til en ny måde at være sammen på, som visse dele af kunsten allerede har anticiperet, gennem en tøven over for etablerede kategorier, og som man også har set foregribelser af hos visse tænkere, f.eks. Deleuze og Guattari, når de i forarbejderne til Anti-Ødipus åbner et mellem-område, et område mellem erfaringens forvirring og erkendelsens klarhed, som Mikkel Thykier sammenfatter det.

Det tjener forlaget Anblik til ære, at man har set potentialerne i disse manuskripter og givet plads til denne inspirerende, skønt jo på flere måder totalt kropumulige bog. Vi har ikke at gøre med færdige refleksioner, som lige kan oversættes til en faglighed og benyttes i en fælles akademisk praksis til forståelse af moderne kultur. Men vi har fået mulighed for at korrigere vores eftertanker, både om kunsten og om måderne, vi lever sammen på.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her