Læsetid: 3 min.

Hardcore soloviolin på Louisiana

Carolin Widmann spillede temperaments-fuldt og ekvilibristisk, men uden at fange tilhøreren
2. juni 2009

I sådan et blæsevejr som i torsdags, hvor alle enten trækker tankerne helt ind i det inderste hoved eller har dem hængende efter sig i en ballonsnor højt til himmels og langt væk, har man brug for musik, der tager én ved hårrødderne og giver én en streng at holde i.

Det kunne en hardcore soloviolinkoncert godt have været det rigtige svar på, men tyske Carolin Widmann havde inficeret sit program med italiensk avantgarde. Salvatore Sciarrinos 6 Capprici per violino var aftenens bedste opførelse, men skadelig for resten af programmet.

Modsat både Bach og Bartoks violinmusik, der krænger violinens skønhed ud af musikken og vil lave den store symbiose mellem instrumental mulighed og musikalsk skønhed, er Sciarrinos kompositionsidé at balancere på kanten af det hørlige og forholde instrumentet dets fulde stemme i et spil med den prosaiske fysiskhed som strenge, træ, metal. Instrumentet må så at sige ikke blive instrument. Det er ligesom fuglenes subsang, tilfældig vindharpe, et defekt høreapparat eller en radiostation man kun næsten har fundet på fm-båndet. Eller det er som Kong Julian i Madagascar 2, der er så god til at fløjte, at han ikke kan høre, at han bare står og prutter med munden. På samme måde er de 6 Capprici for misforstået soloviolin. Det er både kejserens nye klæder og sjovt nok alligevel. For det er selvfølgelig sjovt at se folk nøgne. At se violinisten rive i strengene og kaste med den røde hestehale til dybe vejrtrækninger, mens buen flintrer op og ned ad strengene med næsten ingen lyd. Og det er også sjovt med den opmærksomhed, man alligevel får på det næsten uhørlige. De harmonier, der alligevel åbenbarer sig på kanten af ingenlydsland og som stilheden med al hørlighed synger med på og kommenterer.

Min medbragte mor syntes, at andantesatsen klædte skyerne og prestosatsen svalerne, der flimrede forbi i de høje vinduer over solisten. Altså sad vi dér og oplevede og lyttede, samtidig med at øregangene blev mere og mere tørlagte. Det er fint, det er skægt, det er endog en musikalsk oplevelse, men det var svært at fjerne gåseøjnene, der blev ved at hænge over resten af aftenens program.

Sciarrinos triumf

Efter Sciarrino var klangbehovet så stort, at man næsten blev skuffet, da violinen endelig skulle folde sig ud i Bachs Partita nr. 2. Mit klang-liderlige øre havde ventet sig en større kontrast. Det var nu, at musikken skulle begynde, forestillede jeg mig, men oplevede, at den strengt taget havde været der mere, da den ikke var der. Er det Sciarrinos triumf? I hvert fald blev musikken ved at være 'som-om'-musik, med riven i strengene, kasten med den røde hestehale og dybe vejrtrækninger. Nu havde man jo set den nøgen.

Allemanden var lidt kedelig, i Couranten begyndte man at få føde til ørerne, men Sarabanden igen var ret så prosaisk, og Giguen var ikke engang i nærheden af at kunne køre dejligt galt. Chaconnen er altid en rejse i sig selv, som man kun kan være glad for at komme med på, men heller ingen uforglemmelig oplevelse denne aften.

Carolin Widmann er hamrende dygtig til alle noderne og dertil temperamentsfuld, men uden et personligt bud, der rigtig kan begrunde det traditionelle Bach/Bartok-program.

Bartoks sonate lå i aftenens sidste tunge ende i en koncert på i alt en time og et kvarter uden pause. Så det skal siges til Widmanns ros, at Sonatens næstsidste sats Melodia stod rigtig flot og uden gåseøjne.

Bartok kunne i højere grad forene aftenens program af klassisk og avantgarde og er nærmest ikke praktisk mulig at udføre uden personlig insisteren. Her hørte man mere af Widmanns egen stemme, og det var godt for hårrødderne og tankerne. En lille pause inden kunne måske have gjort publikum mere vilde efter et ekstranummer, men folk gav deres passende applaus og forlod salen småsnakkende om det dér første, hun havde spillet, som dog var noget særligt noget og meget interessant. 3-0 til Sciarrino.

Louisiana, torsdag den 28. Maj 2009 kl. 20Carolin Widmann, violin, Salvatore Sciarrino: 6 capprici, Johann Sebastian Bach: Partita nr. 2 d-mol BWV 1004, Béla Bartók: Sonate SZ 117

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu