Læsetid: 3 min.

Holberg på charmestress

Grønnegårdsteatret vikler alle om lillefingeren eller det, der er frækkere, i Christoffer Berdals underfundige bud på 'Den Stundesløse'
Sschhh! Ditte Gråbøl sidder ved computeren. Nå nej, Pernille sidder med gåsefjeren, mens Henning Jensen beundrer hende fra sin stressboble. For Holberg virker yderst aktuel i Grønnegårdsteatrets vellykkede Den Stundesløse.

Sschhh! Ditte Gråbøl sidder ved computeren. Nå nej, Pernille sidder med gåsefjeren, mens Henning Jensen beundrer hende fra sin stressboble. For Holberg virker yderst aktuel i Grønnegårdsteatrets vellykkede Den Stundesløse.

Bjarne Stæhr

29. juni 2009

Holberg kræver charme. Og det er lige, hvad Grønnegårdsteatret har så overvældende meget af i Den Stundesløse. Christoffer Berdal har skrevet om og rettet til og instrueret, så Holbergs herlige københavnertyper omkring dem på samme tid hører hjemme i skødejakker og fiskebensskørter - og i de flade vokalers 2009. Meget ligger i instruktionens leg med sproget: i skuespillernes energiske diktion, som bygger bro til Holbergs raffinerede 1700-tals humor med lummer borgerskabserotik og gryende kvindefrigørelse.

Men ingen stundesløs uden den rette Vielgeschrey. Henning Jensen har autoriteten og brutaliteten til denne storskrydende rolle. Men langt mere interessant er det egentlig, at han også har ærgrelsen og oprigtigheden. For han ved godt selv, at han er så forbandet stresset - han kan bare ikke styre bekymringen over, om kokkepigen har styr på det ude i køkkenet, eller om skriverkarlene nu også har skrevet rigtigt af, eller om den lille sorte høne bliver hakket.

Det skønne er, at Henning Jensen taler, som hvis han hele tiden blev afbrudt af sin mobiltelefon eller et grønt bud. Hans karikatur bliver dermed meget mere selvironisk end en egentlig udhængning af rollens latterlighed, og derfor føles den så nærværende og moderne. Selv potensen bliver kvalt i hans stressboble. Så da han omsider får set sin Pernille i øjnene og kysset hende mere end et halvt sekund, skaber det vild pifter og hujen.

Fipskæg og strækmarch

Henning Jensens ukuelige Pernille er en uimodståelig Ditte Gråbøl. Hendes eminente sans for at snyde sine medspillere, mens publikum ser det - og de snydte intet aner - er aldeles ubetalelig. Rollens realitetssans matcher Gråbøls mørke stemme, og hendes veltimede flirt med tilgivelse i stedet for tilladelse er yderst besnærende.

Desuden viser hun sig at være en forrygende partner for den fremadstormende Peter Plaugborg. Plauborg er komiker i alle sine 200 cms højde, og han forvandler sig urkomisk i sine roller som stykket manipulerende skuespiller Oldfux. Som den kropskunstner han er, skruer han simpelthen sin krop ned til halv størrelse eller strækker den bagover i strækmarch, sådan som det nu passer sig - akkurat som han kaster sig ud i uddøde teaterdialekter med tysk schwung eller fynske bogstavdrab. Det er rablende vidunderligt. Hans outfits er tilsvarende anarkistiske, fra fipskæg til knæhøje læderstøvler og advokatkåbe med hulahopring om maven. Mere Plaugborg, tak!

Lamselår og kommakoma

Scenografen Nina Flagstad har skabt en harmonisk scenografi med en husfacade til det hele - og 1700-tals pasteller for resten. Morsomst slynger de absurde mandeparykker sig med breddekrøller, der matcher den unge skønjomfru Leonoras hoftebulnende skørter og lamselår, der anes gennem pirretynde mamelukker. Julie Agnete Vang har god komik i sine opspærrede himmelblå, og Peter Flyvholm matcher henført hendes forelskelse med store armbevægelser og skolens mindste matematikprøve. Unge og appetitlige.

Henning Jensens tre skriverkarle har også hver deres tvivlsomme profil ud i dovenskabens drevne kunst. Henrik Birch falder grotesk i komma-koma, mens Johannes Lilleøre blærer sig med skingertskøn skrigestemme, og Kristian Høegh Jeppesen lunter rundt som kommunalansat latterkontrollør. Og Joen Bille sætter alt på plads med sin klare diktion som Holbergs alter-ego i lun onkelfortolkning med sidste-replik.

Så bukserne strammer

Alligevel er det Solbjørg Højfeldts giftelystne husholderske Magdelone, der flottest viser, hvor nuanceret man kan gøre Holberg i dag. Rollen er skrevet som en fast type - den forsmåede gammeljomfru. Men Solbjørg Højfeldt giver både rollen så heftig fysisk overdrivelse og så underdreven, men præcis psykologisk kant, at hendes begærlige liderlighed blafrer gennem hendes latterlige brudeslør og hendes alt for villige, fremstrakte barm. Og selvfølgelig er Morten Staugaards begærlige bejler ikke længe om at placere hænderne, hvor der er blødest - så instinktivt, at hans sorte paryk vipper, og benklæderne strammer i bar befippelse.

Jovist, sommerliderlighed er en skøn ting. Og tilskuerne bliver Højfeldts højlydte allierede: Ingen går hjem, før hun er sikret en tur på lagnerne.

Monsør Steen Stig Lommer er en lyksalig teaterdirektør, sådan at kunne mæske sig i Holbergs komedier med eminente spillere og happy end . Men pyha. Alt denne speedy velsmurthed er lige til at blive stresset over!

Den Stundesløse. Bearbejdelse og instruktion: Christoffer Berdal. Scenografi: Nina Flagstad. Grønnegårdsteatret på Kunstindustrimuseet i Bredgade til den 22. august.

www.grønnegård.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu