Det var først med den sidste film, Nuka Wølk Mathiassens Den fremmede, at der kom en flænge i den mere eller mindre hverdagslige realisme, som var fremherskende, da de nybagte instruktører fra Den Danske Filmskole i går viste film for et publikum bestående af den danske filmbranche, familie, venner og pressen.
Ikke fordi der er noget galt med realisme, og de teknisk dygtige filmfolk - instruktører, manuskriptforfattere, producere, klippere, tonemestre og fotografer - viste sig da også glimrende i stand til at håndtere den svære virkelighed og endda krydre den med poesi, humor og intensitet.
Men efter fem forholdsvis jordbundne film om kærlighed og krise var man alligevel modtagelig for den på én gang mørke og morsomme allegori over fremmedhad og intolerance i Den fremmede, hvor en familie først hives itu og siden finder sammen igen pga. et pige-lignende væsen fra det ydre rum (Laura Drasbæk).
Filmen er stilsikkert og stemningsfuldt fotograferet af svenske Sophie Winquist, der i øvrigt blot er én af rigtig mange nordiske elever på denne Filmskole-årgang. En anden er islandske Rúnar Rúnarsson, der i maj deltog i filmfestivalen i Cannes med sit meget velspillede familie-drama, Anna. Titelpersonen er en vred og ulykkelig 12-årige pige (Marie Hammer Boda), som strides med sin gravide mor (Petrine Agger), efter at faren har forladt dem. Svigtet sidder dybt i hende, men hun finder trøst i at passe farens efterladte fiskekutter og skyde til måls sammen med vennen Ole (Daniel Stampe). Anna er i høj grad en film af øjeblikke og nærbilleder, hvor Marie Hammer Boda sin unge alder til trods gennemspiller et imponerende bredt register af følelser.
Det er til gengæld en veteran, Anders Hove, som stjæler billedet i Søren Balles komedie Tomat-princippet. Hove spiller frustreret og helt igennem uduelig personlig coach, der har betydeligt større problemer end de fire mennesker, han skal forestille at guide til et bedre liv. Der er en melankolsk undertone i filmen, som trods slapstick-agtige situationer giver den klangbund, mens de fem hovedpersoner får lov til at være mere end blot skægge typer.
Fornægtelse og erkendelse
Frida Barkfors' Tick Tick Boom er en veldrejet ensemblefilm a la Robert Altman, fuld af både liv og smerte. Hovedpersonerne er tre mænd, der befinder sig på forskellige stadier af livet, og alle kæmper med en vis grad af fornægtelse.
Teenageren Pelle (Mikkel Juul Jensen) er forelsket i Dagmar (Coco Hjardemaal), men hans far (Jens Jørn Spottag) drikker sig fuld og gør ham flov. Rasmus' (Thomas Hwan) nyfødte søn overlever måske ikke en operation, men Rasmus prøver at holde humøret oppe hos sig selv og sin kæreste (Laura Bro), hvorfor han får skubbet hende fra sig. Og midaldrende Aksel (Lars Thiesgaard) forsøger på kikset vis at vinde sin kone, der vil skilles, tilbage.
May el-Toukhys Stykke for stykke er fantastisk flot fotograferet af Niels Thastum. Den foregår over en aften på Det Kongelige Teater, hvor det største drama finder sted bag og ikke på scenen. Julie Zangenberg spiller den 19-årige påklæderske Helene, der har et forhold til skue-spilleren Alex (Hassan Preisler), hvilket ikke falderi god jord hos Alex' kone, skuespillerinde Erika (Andrea Vagn Jensen).
Historien er fortalt før, men fint iscenesat af el-Toukhy, og smukke er de mange skyggespil i kulissen, og interessant er det at få et indblik i hele mekanikken bag en teaterforestilling på Gammel Scene.
Visuel nydelse
Thomas Bo Larsen leverer en af sine bedste og mest afdæmpede filmpræstationer i lang tid i Andreas M. Dalsgaards København, der også er en visuel nydelse og byder på nogle intense, næsten impressionistiske flashbacks. Skuespilleren, der er kendt for sin flamboyante spillestil, får her lov til at agere et almindeligt menneske, en berømt krigsfotograf, som kommer til Danmark med en fotoudstilling og nu prøver at genskabe kontakten til sin ekskæreste (Laura Drasbæk) og den lille datter, han aldrig har set.
Det er ikke så nemt, og fotografen må erkende, at han med sin linse kommer tættere på mennesker i alverdens brændpunkter, end han personligt gør på dem, der bør stå ham nær.
