Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

International uvejr over Jamaica

Amerikansk/britiske Major Lazer sprøjter adrenalin, globalt udsyn og sexbesatte gloser og grooves i den jamaicanske dancehall. Den musikalske turisme har nået et nyt niveau, og det ligger under bæltestedet. Hvor der desværre er lige lovlig heteroseksuelt
Kultur
29. juni 2009

Globaliseringens semi-guder er kombinationsteknikere og festaber. De har formået – om det så er med pas eller bredbånd – at lytte sig til nye muligheder for kropslighed. De har fundet ny videnskab til formålet i fjerne ghettoer, om de så ligger i Angola, Brasilien eller Jamaica. Om det så er i synkopering, sang, sound, så er det herfra, der suges næring til fester i Vesten, næring til nye uvejr som kan vaske rationalismen og arbejdsugen af os.

Semi-gudernes uvejr transmitteres i denne anmeldelse Jamaica. De to globalistas Diplo og Switch har under navnet Major Lazer afsikret betragtelige kreative kræfter og affyrer en ond ond salve af projektiler fra deres røverhule. Det sker med kærlig hilsen til alverdens ghettoer, som Diplo og Switch skylder deres berømmelse, men det sker med afsæt i Jamaica og i reggaes ubehøvlede lillebror, dancehall.

Amerikanske Wesley Pentz alias Diplo er blevet berømt som producer for srilankansk-engelske M.I.A.’s kludetæppe-globalisme, som ambassadør for den brasilianske baile funk, som dj med ghettoens blikplader varmende hans vinyl og som grundlægger af det verdensvendte selskab Mad Decent. Og britiske Dave Taylor alias Switch har bl.a. produceret for en anden globalt anlagt dame, amerikanske Santigold, og han udgiver undergrunds-dance på sit label Dubsided.

Søster til The Bugs
Major Lazers debutalbum hedder Guns Don’t Kill People... Lazers Do, og Major Lazer er ifølge albummets mytologi en jamaicansk soldat, som mistede sin arm i den hemmelige zombie krig i 1984. Hm ... Nå, men, tættere på i hvert fald denne anmelders sandhed er, at duoen (ikke soldaten) Major Lazer har fremtryllet en futuristisk dancehall, som også trækker på trance, hiphop, pop, tyverier fra r&b-stjernen Rihanna, maskingeværild og forvrænget, nostalgisk klingende reggae.

Albummet kan høres som den ligefremme og sorgløse søster til britiske The Bugs dancehall- og dubstep-inferno London Zoo fra sidste år og udmærker sig ved de ondeste riffs, de saftigste melodier og en herligt grumset tilgang til genrer og virkemidler. Som virkelig virker.

Og så er der gæstevokalisterne. Oh boy. Fra Jamaica excellerer den majestætiske Turbulence og den sved­sprøjtende Ms. Thing, der toaster knivskarpt, men også bliver autotunet til kviksølv. Amerikanske Santigold leverer sin snurrende trademark-vokal, og svenske Mapei smælder med vanligt hæst drævende rap direkte fra understellet. Og så er der er amerikanske Amanda Blanks sjofle rap:»My pussy hot like summer. Smooth and creamier than butter. Put your head between my legs. I come until I stutter«.

Det kunne jo være sex mellem både mand og kvinde, kvinde og kvinde, og er i øvrigt en forholdsvis klar vejledning til, hvordan Blank vil have det, når et ansigt befinder sig mellem hendes ben. Akkurat som de danske knægte i Suspekt forklarede, hvordan de ville have det, ved samme lejlighed på »Sut den op fra slap«.

Og det er god, sund underholdning og information for hele den seksuelt aktive globale familie, hvilket gør sig gældende for størstedelen af albummet.

Desværre er flere af de – ellers strålende – toastere ikke videre åbensindede. Mr. Evil, Vybz Kartel og T.O.K. er alle skyldige i forkastelige, homofobiske udladninger, og de figurerer alle på Major Lazers debutalbum.

Og det er et problem med fester af så medrivende dimensioner som Guns ... De drukner diskussion og flår i kroppen, som har det med at reagere lettere pavloviansk, når bassen rammer. Det er jo hele tiltrækningen ved festmusik: At aflevere overjeg’et i garderoben med det fromme håb, at man ikke smider billetten væk.

Moralsk habitus
Men er det ikke netop uholdbart at vende tilbage til en sober humanisme efter at have mistet kontrollen under påvirkning af homofobiske vokalister? Og er der ikke et ansvar for den moralske habitus hos ens gæstevokalister hos ambassadørerne Diplo og Switch, ikke mindst når homofobi er så kendt og udbredt et problem på Jamaica? Eller er det post-kolonialt selvretfærdig pladderhumanisme at fordre medmenneskelighed hinsides macho-kulturelle fordomme, når musikken spiller?

Samtale fremmer så også forståelsen, som det lød i en tele-reklame fra en svunden tid, og jeg må indrømme, at jeg har svært ved at forestille mig, at Mapei, der træder speederen i bund sammen med Mr. Evil, bare har ladet ham forblive i sine forvildelser uimodsagt. For den svenske mikrofonbetvinger har også excelleret i den kulørt kønskrydsende performance-cabaret Mapei & Scotty The Blue Bunny iført amish-kjole og i selskab med den to meter høje newyorkerbøsse Scotty i stram blå spandex og høje hæle.

Man kan håbe på, at Mapei har åbnet Mr. Evils horisont bare en lille smule under indspilningerne.

Men man ved selvfølgelig ikke, om de overhovedet har mødt hinanden eller blot efterfølgende er blevet sammensplejset i studiets fiktion.

Betal god gage
Der er så også andre issues ... i forbindelse med Major Lazers debutalbum Annekteringen af ghetto tech fra Afrika, Sydamerika og Caribien, som især Diplo er blevet jetset-dj på baggrund af, rejser post-kolonialistiske spørgsmål. Er det her ikke bare en ny måde at udbytte dårligere stillede lande på, og er ikke netop forkærligheden for, hvad der foregår i ghettoerne, en yderligere udnyttelse?

Joh, men dels skal man ikke undervurdere den saltvandsindsprøjtning, som international opmærksomhed giver lokalmiljøerne, og dels er der snarere tale om dialogisk form, frem for monolog fra bedrestillet side. Baile funk blev f.eks. født i Rio de Janeiros favelaer, men ikke uden kromosomer fra amerikansk miami bass og house.

Og kuduro er opstået i den angolanske hovedstad Luandas ghettoer, men med lumre ideer hentet ikke kun fra lokal karnevalsmusik, men også amerikansk house, techno, miami bass, jamaicansk raggamuffin.

Frem og tilbage, sådan fungerer også den musikalske kommunikation, og formentlig i en stadig hurtigere frekvens alt som sandet løber gennem timeglasset og bitsene endnu hurtigtere gennem bredbåndet.

Men det fritager selvfølgelig ikke Diplo og Switch for værsgo at betale god gage til deres gæstevokalister, kunstnere på deres labels samt leverandører af eksotisk grundstof til duoens samplere og pladespillere. For uden dem var de bare nogle drengerøve med gode overtalelsesevner.

Major Lazer: Guns Don’t Kill People... Lazers Do (Downtown/Bonnier Amigo). Udkommer mandag

Major Lazer spiller på Roskilde Festivalen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her