»Kirkeby er en interessant person,« skriver Guardians ledende kunstanmelder, Adrian Searle.
Det var det positive. Her følger indvendingerne:
»Jeg kan ikke helt indse, hvorfor han skal have det store udtræk på Tate Modern.«
»Hans håndelag og farvebehandling er ikke specielt varieret, og farven er sjældent overraskende. Den trækker på alle slags mere eller mindre gennemsigtige, påsmurte plamager og ujævne afskrabede blokke og skjolder.«
»Somme tider skraber Kirkeby malingen af igen og tjatter rundt med penslen for at bringe de døde områder tilbage til livet. Jeg begyndte at undre mig over, hvad ideen bag det var, for ham selv såvel som for os andre. Opdager han noget nyt hver eneste dag? Eller lærer han den bedrøvelige lektie igen og igen, at man, når alt andet glipper, kan falde tilbage på den samme, gamle opskrift? På et eller andet tidspunkt må man sige til sig selv, at den ikke duer.«
Searle fortsætter med at overveje, at der jo trods alt er bøger, han vender tilbage til, netop fordi de vækker den samme følelse igen og igen.
Men »Kirkeby giver mig ikke lyst til at dvæle. Jeg må tilstå, at jeg keder mig,« skriver Adrian Searle.
Skræmmende
Det går bedre med Kirkebys skulpturer.
»Disse simple murstensstrukturer som borgtårne eller hvælvinger, gennemskåret af lange buer, er både mystiske steder og ustabile strukturer. De kan være skræmmende og overnaturlige på samme måde som
de Chiricos arkader.«
Blot er det ikke murstensskulpturerne, der er udstillet:
»Kirkebys små bronzeskulpturer på Tate er mindre interessante.«
Konklusion?
»Det er ikke historiens vægt, jeg fornemmer, når jeg ser på disse malerier: Det er en slags døsig, dyster sløvhed. Det fortsætter og fortsætter. Nogle vil måske opfatte det som seriøsitet.«
ksy@information
Før Adrian Searle blev kritiker, var han selv maler. Nu kuraterer han udstillinger og skriver skønlitteratur ved siden af sit job på Guardian
